Nyhed

P3 Guld-vinderen udeblev på grund af angstanfald

På sin vis var hovedbegivenheden ved P3 Guld, hvad der ikke skete.

På sin vis var hovedbegivenheden ved P3 Guld, hvad der ikke skete. Årets P3 Pris-vinder Tobias Rahim aflyste sin deltagelse umiddelbart inden showet, hvilket også gav eventet et menneskeligt og sårbart præg.

Først troede de fleste, at der var tale om en gimmick, men den var god nok. Rosinen i pølseenden, kronen på værket, den suveræne vinder af P3 Prisen aflyste såvel sin optræden som deltagelse ved arrangementet. I stedet fremførte Rahims korsanger Zaina Jouret Segujja og producer Arto meget passende "Når mænd græder", efter en oplæst udtalelse fra Rahim selv: Han var blevet overvældet af et angstanfald under prøverne og så ingen anden udvej end at trække sig.

Et overraskende antiklimaks, der på den anden side også var med til at give P3 Guld et menneskeligt præg og en påmindelse om, at træerne ikke vokser ind i himlen. Vi er alle mennesker, vi kan alle have det svært, og det gælder også dem, der fylder arenaer og vader i kommerciel succes. En tankevækkende afslutning på et generelt levende show.

Volbeat rumsterer

Koncerthuset var ellers sat op til fest. Stjerne-dj Kato indledte ballet, blandt andet ved at remixe Volbeat. Så kom Pelle Peter Jencel på som dj med et random rundown af 20 års prisvindere, hvor indtrykket var, at Volbeat havde vundet halvdelen.

Drew Sycamore startede live-delen, og værten Andrew Moyo fik godt gang i publikum. Lyden var generelt god og vekslen mellem live-indslag og prisuddelinger fungerede. Aftenens største overraskelse ud over nævnte var et flot tilbageblik. Saybia vandt prisen, da den blev stiftet i 2001. Katrine Muff spillede en hyldestversion af "The Second You Sleep" på klaver, og pludselig gik en mand i sin bedste alder på scenen med sin guitar. Søren Huss spillede selv det 20 år gamle giganthit. Særligt spektakulært var det, da Søren ellers har fravalgt at spille og synge de gamle Saybia-numre. Han er et andet sted i dag, siger han. Så måske var det en "once in a lifetime"-event.

Livedelen

Årets aktuelle live-hits blev fremført af henholdsvis Zar Paulo ("Stop Believing"), Lamin ("Gode dage, gode drinks") Blæst ("Juice") og Dopha ("Frenemies"), hvor alle var enten prisvindere eller nominerede.

En livlig og musikalsk aften, der viste mere end overflade, og hvor Blæst tog prisen for "Årets Lytterhit" med det super-dansable feel good-nummer "Juice", og hvor Lamin kunne stikke prisen for Årets Talent og de medfølgende 100.000 kroner i lommen, ugen efter at han gik nummer 1 på albumhitlisten.

ANNONCE