Nyhed

Scorpions annoncerer dansk koncert

Bandet kan i år fejre 50-års jubilæum for deres debutalbum

Som en del af deres verdensturné Rock Believer World Tour, der lige nu finder sted i USA, vil det tyske rockband Scorpions spille en koncert i Royal Arena i København, når de igen i maj 2023 vender tilbage til forskellige arenaer i Europa. De vil indtage scenen i Royal Arena den 12. juni 2023.

Verdensturnéen følger bandets udgivelse af deres seneste aktuelle album Rock Believer, som de skrev under corona-pandemien. Det er deres 19. studiealbum, som de udgav i starten af dette år, og i en pressemeddelelse fortæller medlemmerne om tilblivelsen af albummet:

”Albummet er skrevet og indspillet i Scorpions DNA med kerne-Schenker/Meine-kompositioner”, fortæller frontmanden Klaus Meine og fortsætter:


”Vi indspillede albummet som et band live, i ét rum, som vi gjorde tilbage i 80’erne. Vi kan ikke vente med at komme i gang og endelig spille for vores fans igen”.

LÆS OGSÅ: Scorpions kickstarter den danske sommer

Scorpions er med deres mere end 120 millioner solgte plader Tysklands største rockband og et af de mest indflydelsesrige rockbands til dato.

De har spillet over 5000 koncerter, og deres single ”Wind Of Change” er på grund af dens popularitet på hitlister i hele verden blevet en klassiker. Deres anerkendte position på musikscenen har tildelt dem en stjerne på Hollywood Rock Walk of Fame samt utallige priser.


Billetsalget starter den 7. september kl. 10, og billetter kan købes hos Livenation og Ticketmaster. Priserne varierer mellem 400 og 600 kr. Pre-sale starter den 6. september kl. 10 hos Live Nation og for Live Nations nyhedsmodtagere.  

Scorpions havde oprindeligt annonceret en koncert i Jyske Bank Boxen den 10. juni 2022. Denne koncert blev imidlertid aflyst med henvisning til "logistiske udfordringer".

ANNONCE