Drømmer du om job på et luksushotel?

Er du på udkig efter en karriere, der kombinerer praktisk erfaring, personlig udvikling og en spændende arbejdsdag? Så kan hotel- og restaurationsbranchen være det rette valg for dig. En af de unge, der er sprunget ud i en karriere inden for denne branche, er 22-årige Ida Bekker Poulsen. Hun tog sin receptionistuddannelse på Square Hotel i København og har allerede gjort et stort indtryk i hotelbranchen – ikke mindst som en del af teamet på Phoenix Copenhagen, et af Københavns mest anerkendte luksushoteller, hvor hun blev ansat i oktober 2024.

Skribent // Julie Hugsted

RECEPTIONIST

Idas rejse ind i hotel- og restaurationsbranchen

Idas rejse ind i hotel- og restaurationsbranchen begyndte ikke på den klassiske måde. Efter folkeskolen valgte hun samfundsfagslinjen på gymnasiet, men hun indså hurtigt, at det ikke var den rette vej for hende. 

– Jeg havde et fritidsjob på McDonald’s i gymnasietiden, hvor min interesse for service og værtskab startede, og jeg fandt ud af, at jeg elsker at hjælpe mennesker og skabe gode oplevelser, siger Ida.

Ida Bekker Poulsen
Ida Bekker Poulsen

Hendes far, som har arbejdet som receptionist, opfordrede hende til at overveje en karriere i hotel-branchen. Hun besluttede sig for at tage skridtet og droppede gymnasiet for at starte på en receptionistuddannelse. Det var et valg, som hun aldrig har fortrudt.

Ida startede hurtigt sin uddannelse og blev mødt af en engageret studievejleder, som forklarede, hvad uddannelsen indebar. Uddannelsen som receptionist er både teoretisk og praktisk orienteret og dækker mange facetter af hoteldrift og gæsteservice. 

– Det handler jo også både om kulturforståelse og om at forstå de forskellige kulturer, når gæsterne kommer ind på hotellet. På den måde kan vi aflæse deres behov og finde ud af, hvordan vi bedst muligt kan hjælpe dem. Og så handler det også rigtig meget om gæstepsykologi – altså hvordan man bedst læser gæsterne og forstår, hvad de har brug for, så man kan hjælpe dem på den rigtige måde. Vi lærer også meget om København og Danmarks attraktioner. Hvilke steder kan gæsterne besøge, hvilke restauranter er gode, og hvilke muligheder er der for bespisning? Det er en vigtig del, for vi skal kunne give gæsterne gode anbefalinger. Samtidig er der også fokus på reglerne for gæsterne, f.eks. hvordan vi registrerer dem, hvilke oplysninger vi skal bruge, og hvordan vi gør det sikkert og korrekt. Så er vi under uddannelsen også ude på en masse hotelbesøg, hvor vi ser andre hoteller og henter inspiration til arbejdet. Det handler også meget om kommunikation – hvor vigtig kommunikationen er på hotellet, og hvordan vi bruger den for at sikre, at alt fungerer optimalt. Så der er virkelig mange ting, vi lærer, fortæller den unge receptionist.

Phoenix Copenhagen – en arbejdsplads med høje standarder

I oktober 2024 begyndte Ida at arbejde på Phoenix Copenhagen, et firstjernet luksushotel, der er kendt for sine høje standarder og fantastiske beliggenhed i hjertet af København. Hotellet er et nyrenoveret, historisk bygningsværk, der har gennemgået en magisk opgradering, som kombinerer det bedste fra fortiden med moderne bekvemmeligheder.

– Det er et mega spændende hotel, også fordi det er en gammel bygning. Værelserne er meget forskellige, og det gør det ekstra interessant. Det handler også om, at vi får tildelt de rigtige værelser til gæsterne og sørger for, at de ved, hvilke muligheder og forskellige værelsestyper der er. Jeg synes, det er vildt spændende. Jeg har tidligere arbejdet på et hotel, der også var firstjernet. Phoenix er også et firestjernet hotel, men vi leverer femstjernet service. Vi går lidt længere for gæsterne. Vi hjælper dem ud på vejen, tager os af deres bagage, når de ankommer, og sørger for, at elevatoren er klar med det samme. Det handler om at være fuldt til stede og gøre alt for gæsterne. Det er også bare et virkelig godt arbejdsmiljø. Ledelsen er støttende og passer godt på os, og det gør, at man føler sig hjulpet og værdsat i sit arbejde, siger Ida, der føler, at hendes rolle på hotellet giver hende muligheder for at lære og udvikle sine færdigheder hver eneste dag.

WorldSkills – en international konkurrence for talentfulde unge

Ud over sit arbejde på Phoenix Copenhagen har Ida også deltaget i flere konkurrencer, der har givet hende uvurderlig erfaring og motivation. En af de mest markante begivenheder var hendes deltagelse i WorldSkills, en international konkurrence for unge fagfolk. Ida deltog som receptionist og blev sat på en række opgaver, der simulerede en arbejdsdag på et hotel.

– WorldSkills var en fantastisk oplevelse. Jeg blev udfordret til at håndtere en række gæsteservice-situationer, fra at besvare mails og telefonopkald til at løse problemer som mistede pas. Jeg konkurrerede mod deltagere fra 22 forskellige lande, og det var en utrolig lærerig oplevelse. Jeg har også deltaget i DM i Skills to gange og vandt én af gangene. Næste år skal jeg deltage i EM i Skills. Det er meget motiverende at være en del af sådan en konkurrence, siger Ida.

Muligheder for andre at tage samme vej

Idas historie er et inspirerende eksempel på, hvordan en uddannelse i hotel- og restaurationsbranchen kan åbne dørene til en spændende karriere. Heldigvis er der også mange muligheder for andre unge, der ønsker at følge en lignende vej som Ida. Hvis du er interesseret i at tage en erhvervsuddannelse som receptionist, kan du finde støtte og vejledning gennem Uddannelsessekretariatet, som tilbyder information om de forskellige uddannelsesmuligheder inden for branchen. På Uddannelsessekretariatets hjemmeside, hvor du også kan finde de tre erhvervsskoler Tech College Aalborg, College 360 i Silkeborg og HRS i Valby, der udbyder uddannelsen. 

Phoenix Copenhagen er blot et eksempel på en arbejdsplads, hvor man kan få en lærerig og udviklende start på sin karriere. Der findes mange hoteller og restauranter i hele Danmark, der tilbyder praktikpladser og uddannelsesmuligheder for de unge, som ønsker at udvikle sig i hotel- og restaurationsbranchen. Med engagement og lysten til at lære kan du også få muligheden for at bygge en succesfuld karriere, ligesom Ida har gjort.

Karriereudsigter i hotel- og restaurationsbranchen

Hotelbranchen er ekstremt dynamisk, og der er virkelig mange muligheder for at udvikle sig. 

– Jeg tror måske, jeg gerne vil arbejde som gæstemanager og så generelt bare sørge for, at gæsterne får en god oplevelse hele vejen igennem, og at de får svar på deres spørgsmål og rådgivning om gode steder at besøge. Det synes jeg er virkelig spændende. Man kan også vælge at gå ledelsesvejen og måske blive front office-manager eller direktør en dag. Eller hvis man har lyst, kan man arbejde i bookingafdelingen. Der står man for at lave reservationer, planlægge besøg og sikre, at gæsterne får en god oplevelse fra start til slut. Jeg kunne godt tænke mig at tage skridtet videre og få mere ansvar. Jeg er åben for at lære nyt og udvikle mig, fortæller Ida.

Hotel- og restaurationsbranchen er en branche med uendelige muligheder for de unge, der er villige til at arbejde for det, være nysgerrige og tage ansvar. Ida har bevist, at det er muligt at nå langt, når man er dedikeret og motiveret. Hun er et levende bevis på, hvordan en erhvervsuddannelse kan åbne døre og skabe en karriere, man kan være stolt af.

Råd til unge – hvad skal man overveje, når man vælger hotelbranchen?

Ida har et par gode råd til de unge, der overvejer at starte på en erhvervsuddannelse i hotel- og restaurationsbranchen. 

– Vær nysgerrig og åben for at lære. Det er en branche, hvor du hele tiden lærer noget nyt. Det er vigtigt at tage mulighederne, når de opstår, og at suge så meget erfaring til sig som muligt. Man får meget igen, hvis man er engageret og dedikeret.

Ida understreger, at det er vigtigt at have passionen for gæsteservice og at kunne håndtere både de travle og de stille øjeblikke. 

– Når gæsterne kommer tilbage og roser ens arbejde eller nævner én i anmeldelser, betyder det virkelig meget. Det er den bedste belønning, siger Ida med et smil. 

Uddannelsessekretariatet – Din vej til en karriere i hotelbranchen

Idas rejse er et bevis på, hvordan en erhvervsuddannelse kan åbne døre til spændende muligheder og en karriere, man kan være stolt af. Hvis du også overvejer en karriere inden for hotel- og restaurationsbranchen, er der mange veje at gå. Uddannelsessekretariatet tilbyder hjælp til unge, der ønsker at finde den rette uddannelse og karrierevej.

Så hvis du har passion for gæsteservice og er klar til at starte på en spændende og udviklende karriere, giver Uddannelsessekretariatet overblikket. Tag første skridt i dag og find ud af, hvordan du kan komme i gang med din egen rejse i hotel- og restaurationsbranchen.

ANNONCE