x
Grant-Lee Phillips: Posten, Odense

Grant-Lee Phillips, Posten, Odense

Grant-Lee Phillips: Posten, Odense

Anmeldt af Jens Dræby | GAFFA

Det er utroligt, så smukt et grimt ord som "fuzzy" kan blive, når det kommer i munden på datidens frontmand for Grant-Lee Buffalo, og det var uden tvivl en udsøgt afslutning, da Grant-Lee Phillips til sidst spurgte, om vi lige skulle have en enkelt mere. Før det og op til havde manden med guitaren på scenen leveret en koncert og ikke mindst sunget med en vokal, der kan lidt af hvert.

Som en tilfældig lydmand gik Phillips på scenen og hen til en utændt mikrofon og begyndte med at joke med, at vi nok alle sammen trængte til at blive lidt tændte. Op mod scenen var afventende erfarne onsdagsansigter klædt i levende lys fra de borde, publikum sad omkring. Koncertens første sang var "Nightbirds" fra 2009's Little Moon. Manden, der er så amerikansk, som man kan blive, havde taget al den charme, der kan være i en guitar med på scenen og forsøgte at camouflere en tung opstart i rokkende hofter og let stønnende vokal.

Der kom gang i den flotte veteranbil af en multi-instrumentalist og med "Josephine of the Swamps" fra det seneste album, "Walking in the Green Corn", kom virkemidlerne for alvor i brug. En trampen på udstyr gav en solid bund på sangen, der alligevel fik masser af stilhed, så Phillips virkelig kunne lade "I wanna crow" plante sig i rummet og lysenes flakkende væger. Den fyldige country-stemning var trukket tilbage for at lade stemmen, ordene og tramperiet sige det hele. Under de rigtige omstændigheder for Grant-Lee Phillips' vokal et og alt for koncerten.

Fra alt-rock til Nashville

Der var også sange, hvor guitar og tramperi forblev utilstrækkeligt. Buffalo-klassikeren "Jupiter and Teardrop", der på albummet Fuzzy viser sig som en særligt rocket Grant-Lee sang, gjorde sig ikke enormt godt som solosang, fordi vokalen stadig lå til elguitar, hvilket betød, at den akustiske guitar måtte klimpe forpustet efter en stemme, der til tider skreg efter et stærkt band til at understøtte den.

Det var en koncert til at høre Grant-Lee Buffalo-sange i nye indpakninger og til at høre solomaterialet fra en bred vifte af plader. Der blev gravet efter en kedelig "Buried Treasure" fra Little Moon, og Amerika blev i den grad hørt med finurligt temposkift til "See America" fra Mobilize. Som sangeren fortalte, at han havde skrevet den nye "San Andreas Fault" på vejen fra Californien til Nashville, blev det klart, at musikken var også på samme vej. Både førnævnte og en anden ny sang, "Cry Cry", var væsentligt mere country i aftenens versioner. Noget, der måske er lidt ærgeligt for en mand, hvis sangstemme er meget mere rock-ballade end patriotisk popmusik.

Publikum var kendere og ikke blege for at bede om "Heavenly" eller "Rock of Ages", sange som passede til den sparsommelige form modsat førnævnte "Jupiter and Teardrop" og "Truly, Truly". Grant-Lee Phillips overraskede med at ende sit sæt med en skarpladt revolver af fuldtræffere som "Calamity Jane", "Mona Lisa" og selvfølgelig Buffalo-hittet "Fuzzy", der sammen med "The Hook" dannede rammer for en fremragende anden halvdel af koncerten. Nogle numre lod til at savne el-guitar og trommer, mens andre faldt hen til ligegyldig bodega-country, men så var der den håndfuld, der sad lige i øjet og virkelig gav Grant-Lee Phillips og hans utrolige sangstemme noget at stå på.  

 

Opvarmning: Ian Gregersen fra Black Horse ****

Ian Gregersen var en landevejsløve med guitar i kløerne. Ud af manken og skægget kom ikke brøl, men en aldeles behagelig folk-vokal, der vagte minder om lidt Zitilites-Kashmir og lidt tidlig Editors i en indpakning af akustisk folk. En sang som "Better Off" betød virkelig, at man stod hungrende tilbage, da vokalisten fra københavnske Black Horse havde forladt scenen med, hvad der lød som ærgrelse over en tidlig afslutning. Der var masser af tid og plads til at spille noget mere, eftersom udskiftning på scenen var ekstremt minimal mellem to mænd med guitar. Måske skyldes det, at Black Horse ikke har udgivet vildt meget endnu, eller måske var det bare sådan, Ian Gregersen ville varme op for Grant-Lee Phillips på denne onsdag aften. Uanset var den lille håndfuld, vi fik, noget man kunne lappe i sig, så appetitten kun var til mere af samme skuffe.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA