x
Dave Matthews Band: Tap1, København

Dave Matthews Band, Tap1, København

Dave Matthews Band: Tap1, København

Anmeldt af Keld Broksø | GAFFA

Det dersens med ikke at være som de andre kan have sin pris… enten får man en stor, udsolgt Tap 1 (og det fik Dave Matthews Band i går) – eller også går det bare helt skævt et sted ude i blindgyderne, hvor ingen finder hen.

Amerikanske Dave Matthews Band er på en stor, europæisk efterårsturné med et sindssygt velspillet program, som i den grad trækker folk til på ryggen af et albumsalg oppe mod de 30 millioner. Bandet når ud i alle hjørner på de jamsessions, der vel egentligt er nærmest hysterisk umoderne, men som på forunderlig vis fungerer for netop dette sympatiske, cool og tilbagelænede orkester.

Det er netop især her i de lange jamindslag, at de er anderledes.

Flere gange proklamerede en vittig Dave Matthews selv, at de egentlig spiller det samme nummer hele aftenen – bare med forskellig tekst. De vide rammer gav netop en sjælden plads til solister, som fik lov at spille sig helt ud.

Noget, man absolut ikke ser så tit i dette for vort land så alvorlige tider, hvor kommerciel kreativitet regnes efter laveste fællesnævner. 

Min egen favorit var klart trommeslager Carter Beauford, som var med til at stifte bandet i 1991. Mage til tight maskine skal man lede længe efter. Og uden det blev for upersonligt eller FOR teknisk – selv når jeg bildte mig ind til at kunne tælle en skæv syv ottendedeles takt (og det kan sikkert sagtens have været noget helt andet!) 

De musikalske rammer var så brede som en porten til en flyhangar.

Det begyndte et sted, hvor jeg fik mindelser om et herhjemme totalt ukendt skotsk orkester, Peat Bog Ferries, som kræver, at man ligefrem opsøger den spøjse blanding på De indre Hebrider af noget stemningsfuldt keltisk og hård elektronik.

Her dukkede musikken op af sig selv hos Dave Matthews Band – uventet og påtrængende.

Vi kom også over soul godt backet op fra Rashaw Ross på trompet og Jeff Coffin på sax. Og ind i mellem satte Tim Reynolds en solid rockspade dybt i musikkens muld, mens Boyd Tinsley kunne få en violin til at lyde som en smukt jamrende bluesguitar.

Måske en del af hemmeligheden til at få eksperimenterne til at lyde som noget, der kommer fra hjertet skal findes i sætlisterne? De ændres hele tiden. Og den i København var eksempelvis forskellig fra den, der blev spillet igennem to dage før i Ergo Arena i Gdańsk i Polen. De ændringer fastholder fokus og bremser tom rutine.

Dave Matthews selv synger en lys, øm falsetblandet vokal blandet med vrøvlerim, når det passer ham. I en stille sang, "Death Over High Seas", forlod han den akustiske guitar og satte sig hen til klaveret. Egentlig ikke nogen stor sang, men den blev leveret med en intensitet, som gjorde det umuligt andet end at lytte efter.

Bandet besøgte sidst Danmark i marts 2010, hvor de også spillede for udsolgte huse i Falkoner Salen. Det var nok medvirkende til, at kunststykket kunne gentages i Tap 1 fem år efter – og hele tre år efter seneste album "Away from the World".

Manglede der noget?

Ja, overgange og dialog.

Det var ikke alverden, som Dave Matthews syntes at have på hjerte mellem numrene. Sammenhængskraften i det brede program manglede kit. Dialogen med publikum var tæt på uopfindsom, og jeg manglede en guide udi alle de krinkelkroge, som musikken førte os til.

Mod slutningen af programmet gik jeg fra den fortættede stemning oppe foran scenen og ned til det store barområde bagtil, hvor Dave Matthews Band var reduceret til baggrundsmuzak for et publikum med fokus alle mulige andre steder. Det fravær var hjulpet på vej af et par monotone numre hen mod slutningen.

Koncerten viste, at det er svært at være så bred, hvis man ikke er smal og direkte i sin publikumskontakt.

Men med dette min debut som publikum til en Dave Matthews Band-koncert kom jeg hjem positivt forbløffet over, at eksperimenterende musik lever og har det godt, når den leveres med stil og dygtighed. Og så er det okay at være ikke som de andre.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA