x
Michael Schenker's Temple of Rock: Amager Bio, København

Michael Schenker's Temple of Rock, Amager Bio, København

Michael Schenker's Temple of Rock: Amager Bio, København

Anmeldt af Christian Weigel | GAFFA

Michael Schenker's Temple of Rock ramte Amager Bio onsdag aften på deres "Spirit on a Mission"-tour, der startede i 2015, hvor albummet af samme navn udkom og slutter indtil videre i Skandinavien i de kommende dage. Navnet Michael Schenker bør ikke være fremmed for fans af klassisk heavy rock. Manden er legendarisk og har holdt sig på toppen siden de tidlige 70'erne, hvor han startede ud i tyske Scorpions, der i øvrigt netop er blevet offentliggjort til Copenhell. Michael har gjort den sort/hvide Flying-V guitar til sit varemærke. Han havde da også medbragt en pæn stak af dem onsdag aften i Amager Bio, og de blev flittigt vist frem.

En Godfather of Rock. Michael Schenker har spillet med en hær af de fedeste musikere og har i hele karrieren været ualmindelig produktiv med et hav af album i forskellige konstellationer. Hans seneste projekt Temple of Rock består af den tidligere Rainbow-sanger Doogie White, hans mangeårige samarbejdspartner Wayne Findlay på guitar/keyboards samt rytmesektionen fra det originale Scorpions; Francis Buchholz på bas og Herman Rarebell på trommer.

Michael Schenker slog for alvor igennem, da UFO udsendte live albummet "Strangers in the Night" i 1979. En sand liveklassiker var skabt og er stadig den dag i dag et af de bedste livealbum i genren. Koncerten startede med "Doctor Doctor" fra dette album. Et godt valg, for uanset hvilken periode af Michael Schenkers karriere, man er mest til, så kan man synge med på "Doctor Doctor".

"Live and Let Live" fulgte efter og var efter min mening et af aftenens højdepunkter. Et nummer fra det seneste album, "Spirit on a Mission". Godt nok er der gået 37 år siden "Strangers in the Night", men Michael Schenker kan stadig skrive en sang, der sidder lige i det berømte rockskab. Mesterligt udført med aftenens første klassesolo.

"Lights Out" fra førnævnte "Strangers in the Night" fulgte op og man må sige, at bandet lagde hårdt ud denne aften. "Lights Out" flashede igen Michael Schenker som den superguitarist, han er. Egentlig lidt vovet at brænde det store skyts af i de første tre skæringer, hvilket også prægede resten af koncerten, der havde svært ved at holde dette niveau.

Hovedperson i topform

Michael Schenker var i topform og viste ingen tegn på træthed efter en lang turné. Han lavede sjov med publikum og blæste den ene heftige solo ud efter den anden. Det samme kan ikke helt siges om sanger Doogie White, der havde mere end svært ved at trænge igennem lydmuren. Han virkede en anelse træt, og stemmen kunne desværre ikke følge med hele vejen igennem. Herman Rarebell på trommer og Francis Buchholz på bas lagde hele vejen igennem en solid rytmebund, om end specielt Herman indimellem så ud, som om han var ved at dø. Med sine 66 år er han ældste mand i bandet, men det skal fremhæves, at han holdt rytmen fra start til slut.

Niveauet fra den flotte start faldt en smule på de efterfølgende tre numre, der alle blevet leveret en anelse tamt og uden de store udsving på klappe-barometeret. "Victim of Illusion" fra det første Michael Schenker Group-album var derimod et sjovt valg, da det var aftenens eneste skæring fra dette album, der må betragtes som et af Michael Schenkers absolutte højdepunkter. Dette album indeholder mange numre, der er langt mere spændende end "Victim of Illusion". Men fedt at høre det – for første gang for undertegnede – og endnu engang en mesterlig solo.

Det er mig en gåde, at bandet valgte at spille "Lovedrive" og "Coast to Coast" fra Scorpions-albummet "Lovedrive". Kedeligt og gumpetungt, men det retfærdiggøres selvfølgelig af, at der var tre på scenen, der medvirkede på dette album. Jeg ville hellere have hørt "Another Piece of Meat" og "Holiday".

Efter endnu et par halv anonyme titler fra "Spirit on a Mission" fik vi den uovertrufne "Too Hot to Handle" fra UFO-tiden, der rykkede 100 procent, og niveauet begyndte at stige igen. "Lord of the Lost and Lonely" er en sand perle fra "Bridge the Gap" med et kanon-riff fra Michael Schenker. Man ville aldrig være i tvivl om, at dette nummer er med og skrevet af Michael Schenker. Han har sin helt egen lyd og hans evne til at lave medrivende og iørefaldende riffs er uomtvistelig.

"Rock you like a Hurricane" er et af Scorpions allerstørste hits og i øvrigt skrevet af trommeslager Herman Rarebell. En stensikker sejr med fællessang og det hele. Det var bare lidt svært at høre Doogie White synge et nummer, der i den grad huskes for Klaus Meines fede vokal. Doogie ligger tættere på legendariske Ronnie James Dio uden dog at nærme sig hans niveau og passede derfor ikke helt ind.

Michael Schenker spillede som altid "Rock Bottom" fra "Strangers in the Night" som sidste nummer og bevares, det er en klassiker, men jeg må indrømme, at det var så forudsigeligt, at det blev kedsommeligt. Cirka 12 minutter med en lang guitarsolo, der er den samme hver eneste gang.

Ujævn aften

Vi fik tre ekstranumre, der alle blev leveret uden de store dikkedarer. Særligt "Attack of the Mad Axeman" fra det andet Michael Schenker Group-album var topklasse. Bandet sluttede festen med Scorpions-hittet "Blackout".

Det var en lidt ujævn aften. Michael Schenker har en sangskat som de færreste og kunne nemt have valgt at spille lutter klassikere, men valgte forståeligt nok at satse hårdt på sit seneste projekt, Temple of Rock. Kvaliteten fra denne æra er lidt blandet og står ikke helt distancen i forhold til de udødelige klassikere fra UFOs "Stranger in the Night" og tiden med Michael Schenker Group. Jeg manglede flere numre fra hans efter min mening mest interessante periode med Michael Schenker Group, hvor vi kun fik to sange denne aften. Med tre tidligere Scorpions-medlemmer på scenen er det naturligt, at de spiller numre fra denne tid, men jeg var absolut ikke tilfreds med de valgte numre. Men smag og behag er forskellig, og der var sikkert nogle blandt publikum, der er helt uenig i dette.

Jeg havde glædet mig meget til denne aften, da Michael Schenker er en af de bedste heavy rock-guitarister gennem tiderne. Han har lavet ufatteligt mange spændende ting og omgiver sig altid med kompetente folk. Det var desværre ikke helt så godt, som jeg havde forventet sammenlignet med tidligere oplevelser. Jeg har set Michael Schenker mange gange, og han holder altid et højt niveau, men denne aften var sangvalget lidt broget, og der var træthed at spore her til sidst på turnéen. Bandet var oppe at ringe flere gange undervejs, men tabte også tråden ind i mellem. Hovedindtrykket var dog over middel, og bandet får således karakteren fire stjerner.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA