x
PJ Harvey: The Hope Six Demolition Project

PJ Harvey
The Hope Six Demolition Project

PJ Harvey: The Hope Six Demolition Project

GAFFA

Album / Universal Music
Udgivelse D. 15.04.2016
Anmeldt af
Jan Opstrup Poulsen

På sit niende album gør PJ Harvey for alvor sin musik til et kunstnerisk projekt, der bryder med de gængse musikalske rammer. Det er der intet overraskende i, når vi taler om en af de samtidens mest originale rockkunstnere. Og på The Hope Six Demolition Project er både optakten og indspilningen en væsentlig del af udtrykket.

Hun har de sidste fire år rejst i Kosovo, Afghanistan og Washington for at finde materiale til sangene, der er indspillet som en del af en kunstudstilling i London. Og hvor PJ Harvey revsede England på sit forrige udspil Let England Shake, er blikket selvsagt nu rettet ud mod verden. Det har ikke gjort PJ Harvey blidere i udtrykket, men vreden er afløst af et nærmest dystopisk verdenssyn.

Det er umiddelbart tung kost, men sammen med Flood og John Parish benytter PJ Harvey anledningen til at dekonstruere opskriften på rocksangen. Det gør hun overbevisende ved at starte fra nulpunktet. Det er hendes højtråbende vokal, der skal bære sangene, som i den melodisk humørfyldte Medicinals med træblæsere. Og så er det garagerocken i The Ministry of Defense, der leverer en musikalsk knockout.

PJ Harvey kan om nogen fortolke rocksangen. På The Hope Six Demolition Project lader hun i høj grad blæserne om at skabe uorden i melodierne, mens de få akkorder pisker af sted, som i den hymneagtige The Wheel. Det er PJ Harvey, når hun er stærkest. Med The Hope Six Demolition Project lykkes det til fulde at forene kunstprojektet med rocksangens DNA.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA