x
Bredt felt med lovende lysninger

KarriereKanonen Del 1, Spot Festival, Radar, Aarhus

Bredt felt med lovende lysninger

Anmeldt af Nicoline Steen Andersen | GAFFA

KarriereKanonen er endnu engang en del af årets Spot Festival. Talentkonceptet, med DR, Bandakademiet og Smukfest i spidsen, lader deres tolv udvalgte navne spille en mindre koncert på festivalen og reducerer derefter Kanon-feltet til otte, som til sommer får æren af at kæmpe for en af de tre vinderstatuetter under Smukfests bøgetræer. De otte talenter KarriereKanonens jury placerer i den eftertragtede finale offentliggøres mandag den 2. maj.

 

Dør nr. 13 ****

Eftermiddagens første band er øjensynligt også et af de mest etablerede. De udgav deres debut-ep ”Langt ude nu” i 2014, og desuden har alle bandmedlemmer en fortid i andre fremragende bands, såsom The Blue Van og Hymns from Nineveh.

Det seks mand høje orkester, der efter egen beskrivelse spiller mørk dansk beatmusik og blander desperat punk med litterære tendenser, lægger stille ud med to downtempo numre, der nænsomt lokker publikum ind i deres dystre univers. En dunkel stemning, hvor seidingen er slået fra lilletrommen, og hvor bas og elguitarer håndteres på bevidst tæmmet vis.

I de næste tre numre skiftes der imidlertid gear. Der skrues op for både tempo, punk og udtryk. Det hele cementeres af forsanger Lasse Storms ukuelige attitude, der får ham til at ligne en klon af Malcolm McDowell i hans rolle i 70’er-filmen "A Clockwood Orange" – både hvad angår beklædning og sinds(syge)tilstand. Musikken skriger af et voksent ungdomsoprør, der på charmende vis skramler i øregangene, men ikke kan undgå at sætte gang i kadaveret. Specielt P6 Beat-favoritten ”E45” sætter sit aftryk i salen, der synes at være ganske tilfredse med situationen.

En dragende og højenergisk virkelighedsflugt, der byder på fin lyrik og et tidssvarende lydbillede, der blandt andet giver associationer til de tidligere KarriereKanonen-vindere The Minds of 99 i en syre-version.

 

Vi Leger Musik **

Den unge duo, der bliver KarriereKanonens andet bud på et af fremtidens talenter, spiller barnlig og melankolsk pop for voksne. Lasse Sonne og Christian Haase, der live suppleres af yderligere tre musikere, kom med blandt de tolv udvalgte Kanoner på et afbud og har måske derfor endnu mere på spil end eftermiddagens resterende deltagere. Dette synes imidlertid ikke at kunne mærkes på præstationen, der er meget monoton og munder ud i forudsigelige og sammenflydende kedeligheder.

Om det skyldes, at de ukomplicerede børnesange ikke formår at komme ud over scenekanten, og måske nærmere er passende som baggrundsmusik søndag morgen, eller om Vi Leger Musik slet og ret havde opgivet kampen på forhånd, er ikke til at sige. Være hvad det være vil, så kan man ikke kimse ad, at der er tale om et tydeligt og interessant koncept. Udfordringen opstår dog desværre ved selvsamme, eftersom at børneprojektet, der starter ved tekster og lyd og rækker helt hen mod de ens, stribede poloshirts på samtlige bandmedlemmer, flyder sammen til en stor portion havregrød.

Og det der desværre er med havregrød er, at selvom det mætter for en stund, er det ikke en særlig kulinarisk oplevelse, men nærmere en mellemstation til det næste og mere spændende måltid.

 

De Forbandede ***

Dansksproget garagerock tilsat en gedigen omgang syre. Det er opskriften på det psykedeliske stoner-produkt, der bliver dagens tredje optræden. De fire odenseanere leverer en klassisk rockkoncert, hvor især deres uptempo numre spreder glæde og kontrolleret headbanging i salen. Det runger og skratter, primært på den positive vis, men måske knap så bifaldsværdigt, hvis man vil udforske bandets sangtekster. At dømme ud fra De Forbandedes indspillede numre er teksterne imidlertid heller ikke deres stærkeste side, hvorfor det måske i sammenhængen kun er en fordel.

Den vrede, der ligger i bandnavnet, kommer i særdeleshed til udtryk i musikken og hos musikerne, hvilket fungerer udmærket, specielt i nummeret ”Evig Ild”, og som bidrager til en samlet set god præstation. Det, undertegnede savnede for at bandet kunne trække den bedre i land, var ganske enkelt mere originalitet, hvilket kun synes at opstå i de få øjeblikke, hvor der ved hjælp af keys blev inkorporeret en vellydende 80’er-sound, der stod i flot kontrast til den ellers hårde syre-mur.

 

Good Intentions ****

To unge fyre, der eftersigende kun skulle have spillet live to gange før: på efterskolen og på gymnasiet. Til trods for deres unge alder spiller duoen Good Intentions særdeles velproduceret elektropop og house med format, der ikke kun vil være i stand til at række til Danmarks grænser. Med tydelig inspiration fra mastodonten Disclosure får Oskar Kops Kronback og den karismatiske forsanger Maximillian Viktor Rasmussen hele salen til at gynge med deres lette, fornøjelige feel-good pop.

Duoen manifesterer, hvad de gør allerbedst i afslutningsnummeret ”Spend the Night Alone”, hvor elektro-light nummerets skønne, bløde vokal vækker stor glæde i lokalet og sågar afføder et par medsyngende publikummer. Ser man bort fra en temmelig klichéfyldt lyrik, står man tilbage med to dygtige fyre og et stort udviklingspotentiale, der kan føre dem rigtig langt.

 

0SIX ***

0SIX er en erfaren herre, der har lavet musik i adskillige år, dog primært i hjembyen Madrid. Nu er det Danmarks tur til at få glæde af hans talent for r’n’b, pop og festmusik. Det spanske er skiftet ud med engelsk, og på menuen står endnu en international lyd med masser af byde på. Selvom man har hørt det hele før, hos top-kunstnere som blandt andre Usher og Chris Brown, hvor 0SIX’ stemme minder en del om førstnævnte, så kan det alligevel noget. I hvert fald noget, som er særdeles sjældent i Danmark og helt klart ikke af den slags man ville forestille sig komme ud af KarriereKanonen, men som faktisk kunne pynte på diversiteten.

Hagen ved den scenevante 0SIX’ uoriginalitet er, at numrene umiskendeligt kommer til at flyde en del sammen med i forvejen kendte, amerikanske popnumre, og det derfor kan være svært at se, hvorfor netop han skulle komme til at slå igennem. Dog skal der her fremhæves, at den danske musikscene sikkert sagtens kunne have gavn af en lille Usher-light.

 

Kawn ** (2 stjerner)

Den ellers yderst roste Milano-fødte Kawn kom virkelig til kort som afslutnings-act denne festivalaften. Elementerne til succes var egentlig kørt i stilling, men situationen blev på grænset til akavet og mange publikummer forlod fra koncerten. Hvorvidt det handlede om koncerttidspunktet, Kawns ageren på scenen eller den forholdsvis smalle niche, den attitudefyldte, hårde, mørke, industrielle og dubbede elektro befinder sig i, står undertegnede ikke til at afgøre. Dog er det et fact, at det i praksis ikke fungerede, og man kan ikke fornægte, hvad der sker i salen, om end hendes slagkraftige attitude, velkomponerede numre og solide sangtekster synes at fungere særdeles godt på indspillede numre som ”Dream” og ”Uruk-hai Samurai”.

Det stærke og tunge udtryk, Kawns musik lægger for dagen, faldt ganske enkelt til jorden i selskab med hendes malplacerede dansetrin. Elektronisk musik i den voldsomme, særegnede og stort opslåede klasse som denne kræver et sceneshow, der matcher – hvilket elektronik, hvor de eneste instrumenter, der er tilstede er samplere og synths, sjældent gør, hvis det ikke skal komme til at minde om et halvklumpet dj-sæt. Det kan ikke stå alene, som Kawn gjorde nærværende aften.

Rettes der op på dette, således at man få den fuldendte elektroniske koncertoplevelse, er jeg sikker på, at der er et langt større potentiale for Kawn i fremtiden, end det hun beviste ved denne præstation.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA