Bernhoft fik ikke helt startet sommerfesten

Bernhoft & The Fashion Bruises, P6 Beat Stage, NorthSide

Bernhoft fik ikke helt startet sommerfesten

Anmeldt af Kristoffer Veirum | GAFFA

Den dybt sympatiske Jarle Bernhoft var netop dét på NorthSide; et sympatisk bekendtskab. Før han indtog scenen med sit band, The Fashion Bruises, trak skyerne sig velvilligt til side og lod solen skinne ubesværet ned over et afslappet publikum, hvad der lagde grobunden for en varm sommerfest denne boblende fredag eftermiddag.

Desværre udeblev det store festbrag, og den ellers velspillede koncert fortog sig som baggrundstapet, selvom der blev kæmpet bravt fra scenen på at rive sig løs ved musikalske satsninger og improvisation.

De fleste publikummer har sandsynligvis tidligere stiftet bekendtskab med Bernhoft alene på scenen, hvor han ved hjælp af tekniske hjælpemidler har ledsaget sig selv. Den tilgang er senere blevet beskrevet som gimmick-agtig, og det klæder da også Bernhoft-oplevelsen med et regulært band – bestående af en ekstra guitarist, trommeslager, bassist og keyboardspiller.

De komplementerede fint Bernhofts komplekse r&b-lyd, hvor Stevie Wonder har været en tydelig inspirationskilde. Det hørtes tydeligt i åbningsnummeret, den seneste single ”Stop/Shutup”, hvor det dog også mærkedes, at korharmonierne ikke var helt varme endnu. Det var til gengæld Bernhofts imponerende stemme, som rungede selvsikkert ud fra første strofe.

Det var dansevenligt fra begyndelsen, og kimen var lagt til en tilbagelænet fejring af fællesskabet, kærligheden og solen. Det blev kun understreget af den funky ”Writing on the Wall”, der fulgte, og som var stramt fremført.

Folk strømmede stadig til under tredje nummer, som blev holdt oppe af et dybt bas-groove. Nummeret udfoldede sig som en mindre musikalsk odyssé, hvor Bernhoft til at begynde med havde smidt guitaren. Efter et trommebreakdow, appellerede han til publikum: ”Come on, people”, hvorefter en lidt for høj keyboardsolo skar sig igennem lydbilledet. Det lange nummer mundede ud i et uuhh-kor, der modtog et tilpas stort bifald.

”Come Around” var herefter en ligetil godbid. Den kendte publikum tydeligvis ud fra deres reaktion, og oppe foran scenen sad en pige med en lille sort hat og svævede enligt over publikumshavet på skulderen af sin kæreste. Bernhofts falset vokal markerede sig også tydeligere i lydbilledet. ”Var den go’?” spurgte han bagefter publikum, som bifaldt.

Herefter begyndte koncerten at fortone sig, musikken svandt i baggrunden for publikums knævrende røster. Til trods for, at vi fik budt adskillige guitarsoloer, føltes det ikke længere som om, at bandet nåede helt ud over scenekanten og ned til bunden af publikum. Bernhoft prøvede måske at adressere dette, da han lod nummeret tone lige så langsomt ud, indtil det nåede ”stilhed” – den kunne dog ikke lyde, da en bastant summen af varme stemmer larmede.

”Choices” virkede som et sikkert kort til at vinde det lettere uengagerede publikum tilbage, men det brød ikke ud i en fest for alle. De forreste rækker deltog i fællessangen, og selvom Jarle Bernhoft gav den som en anden John Mayer med lidenskabelig indfølt guitarsolo, manglede der smæk.

Helt galt blev det i ”Space in My Heart”, hvor Bernhoft havde taget den akustiske guitar på. Det er en flot sang, men den var svær at høre for publikums stemmer. Det virkede også som om, at scenelyden pludselig var for lav. Sangen blev igen udnyttet til fulde af bandet til at jamme løs. Vi fik endnu en flot følt guitarsolo, mens Bernhoft gav sine bedste Johnny Cash/Elvis-poseringer med akustisk guitar ved siden af trommeslageren.

Det er fristende at drage paralleller til John Mayer Trio, hvor sangene også i vid udstrækning tjener som muligheder for at jamme og bygge videre. Det giver mulighed for en større primal forløsning, men den udeblev i Ådalen. Til trods for at Bernhofts vokal næsten ikke var til at høre, da sangen sluttede, fik den dog et rungende bifald.

Koncerten blev afsluttede med ”C’Mon Talk”, hvor publikum oppe foran gerne ville synge med. Sådan var det ikke længere nede. Fællessangen var ikke gennemtrængende og forplantede sig ikke i hver og en festivalgænger. Det blev ikke gjort bedre af, at lyden også begyndte at svinge, således at korvokaler blev for høje og trommer ligeledes. Sangen blev trukket ud og afsluttedes med en passioneret afslutningsvokal fra Bernhoft, der da også modtog koncertens største vifald. Man tog sig i at ønske, at den havde været så ligefrem hele koncerten igennem.

Der hersker ikke tvivl om, at Bernhoft & The Fashion Bruises er et sammentømret band, der forstår at udfolde Bernhofts r&b-lyd og tilføre den ekstra gods ved at tage chancer med improvisation. Men måske det bare var for tidligt på dette års NorthSide, hvor det endte med at føles lidt tamt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA