x
Uprætentiøs stadionpoprock

The Temper Trap, Blue Stage, NorthSide

Uprætentiøs stadionpoprock

Anmeldt af Kristoffer Veirum | GAFFA

Australske The Temper Trap rådede bod på en NorthSide-aflysning i 2012, da de indtog Blue Stage klokken 19. Bandet, der nu er barberet ned til en kvartet, har eksisteret siden 2005, men har først for nylig udgivet deres kun tredje album, ”Thick As Thieves”.

Den knappe udgivelsesstrøm til trods har bandet vist en udvikling fra let indie-rock over mere elektronisk inspireret poprock til senest en mere fuldbyrdet stadionpoprock-lyd, som deres NorthSide-koncert da også bar præg af.

Dougy Mandagi kunne snildt have været et stormagasins posterboy for grungemode. Den langhårede forsanger stillede sig i front iklædt en rød skovmandssjorte med sorte tern, slidte, hullede cowboybukser, en grå t-shirt med tegneseriemotiv og brune ørkenboots. Hans sorte Telecaster Deluxe var udsmykket med adskillige klistermærker.

The Temper Trap lagde ud med titelnummeret fra deres seneste album. ”Thick As Thieves” er båret af et rock-balle-guitarriff, der pludselig vokser ind i et stort, støjet omkvæd. Lydbilledet var i åbningsnumrene endnu ikke helt skarpt, og kender man lidt til Mandagis vokalregister, kunne man godt på forhånd frygte, at hans stemme ville drukne. Det var dog mere Joseph Greer (leadguitar/keyboards) korvokal, der koncerten igennem kom til at lide, mens Mandagis lyse stemme heldigvis steg til vejrs.

Den efterfølgende ”Love Lost” smagte en smule af U2-light, og her kunne omkvædet ikke helt bære vægten. I forhold til de stadionrutinerede irere virkede The Temper Trap nu heller ikke som nogle, der på den måde havde lyst til at udleve den mere selviscenesættende del af stadionrocklyden. På scenen gjorde medlemmerne ikke det helt store væsen af sig. Bassist Jonathon Aherne rockede for sig selv, iført en kasket, der holdt på det lange hår, mens Greer virkede som i trance-agtig symbiose med sin guitar.

Der var med andre ord fokus på at lade musikken gøre tale højere end manieret sceneoptræden.

Moderne poplyd

Bandets vokseværk på album forekom tydeligt ud fra sætlisten. Sange af ældre dato havde en mere ligetil tilgang, mens nyere sange demonstrerede en intelligent sangskrivning med stor fokus på musikkens virkemidler. Hertil udmærkede trommeslager Toby Dundas sig med et kraftfuldt trommespil, der indkapslede de finere nuancer af bandets moderne poplyd.

I ”Rabbit Hole” var der tilløb til intensitet. Sangen byggede langsomt op. Først akkompagnerede Mandagi sig selv med enkle barréakkorder, før sangen ved andet omkvæd blev forsøgt løftet op. Desværre lå Greers leadguitar en smule for lavt. Men det vidnede dog om intentionen; at få det usynlige loft under himlen til at løfte sig.

Det seneste album er produceret af Damian Taylor, der udover The Killers også har arbejdet sammen med franske M83. Og det kunne man mærke på nummeret ”Burn”, hvor det fremdrivende trommebeat breakede i broen, før det brød ud i et art diskoomkvæd med hidsig highhat.

Herefter bød Aherne publikum at holde hinanden i hænderne og give sidemanden et klem i hånden, hvis man altså syntes godt om vedkommende. Vi fik så en flot udgave af ”Soldier On” fra debutalbummet ”Conditions”, båret af en sjælfuld vokal. Endnu engang blev nummeret bygget effektivt op med højdedrag og bakkedale samt en guitarsolo, der dog ikke helt formåede at strække vingerne. Ikke desto mindre fik anstrengelserne stort bifald fra publikum.


Acceleration fra midten

Koncerten røg nu op i gear, og vi fik flere numre med elektroniske tendenser og opbrudte rytmer. Der blev brændt krudt af i ”Science of Fear”, hvor Mandagi hamrede hjælpende løs på trommesættets bækkener. Nummeret sluttede med et brag af en afslutning, der fik vækket publikum helt. Det løsnede op, og det kunne mærkes, at den stigende intensitet og tempo, da også gjorde hele oplevelsen endnu bedre. Det havde måske hele tiden ligget og ulmet under overfladen, men bandet blev midtvejs varme for alvor.

Den 80’er-agtige ”Alive” bød på et fængende omkvæd af den slags, man øjeblikkeligt kan synge med på. Det er en regulær moderne popbasker; kantet og samtidig fængende. Den bar over i et instrumentalnummer med en guitarmelodi og rytme, der lidt kunne minde om fest på et sodavandsdiskotek i Løkken, men ikke desto mindre viste sig som et fremragende festivaltrick. Det fik gang i fællesdansen hos publikum, hvor flere hengav sig til stammedans under solen.

Og så kom den da endelig også. Det sidste nummer, The Temper Traps nok mest kendte sang, om man så har set ”(500) Days of Summer” eller ej. ”Sweet Dispostion”. Sikke en popperle! Uimodståelig! Når enkelhed opnår ubesværet dybde. Det krævede blot de første to toner af det enkle guitarriff – med dets toner gentaget af et kraftigt ekko – før gåsehuden piplede sirligt frem. Folk klappede straks med, og pludselig var vi her. Sammen. Fællesskab.

Den blev fremført med en sjælden førstegangs glæde, hvor bandet strålede. Vokalen svævede perfekt i luften, som hidkaldt den sommeren selv lige der. Mandagi hoppede smilende ned til publikum og lod dem synge et omkvæd, før han igen overtog. Det var et sandt festivaløjeblik, og en mand ved siden af mig bemærkede højlydt: ”Folk er vilde med det.”

The Temper Trap spillede til fire store stjerner, selvom det kunne være fristende at skubbe den op på fem, blot fordi de har den dér sang. Man får indtrykket af, at det er jordnære mennesker, der gerne stræber efter det høje himmelvæld, gerne strejfet af melankoliens sus, men uden egoets standhaftige iver efter at overskygge. Der er lånte fjer i musikken, bevares, men når det så er tilfældet, er det nogle rigtig flotte fjer.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA