x
Fuck mig, sikke en fest

David Guetta, Tinderbox, Rød Scene

Fuck mig, sikke en fest

Anmeldt af Jens Dræby | GAFFA

Det er forundt en særlig udvalgt gruppe af dj’s at udgive et eller flere album. Disse personer er hverken bedre eller værre inden for deres felt end så mange andre, men som regel så populære, at deres navne bliver til varemærker, som man hellere end gerne vil smide op på en festivalplakat. Franskmanden David Guetta er et af disse varemærker, som dengang indtog USA med sin velkendte pop-house gæstet af blandt andre Akon, Rihanna og Kid Cudi. Guetta kom også hurtigt til at repræsentere en leflende og letkøbt tilgang til dj’ens håndværk, hvorfor det var ganske spændende, om han egentligt havde pondus nok til at lukke Tinderbox 2.0. 

Der gik cirka en halv time, før han spillede noget der var fuldkomment hans eget og relativt genkendeligt for dem, der bare skulle have hele Tinderbox med sig hjem trods regnbyer og ømme fødder. Det var en lidt anden strategi end Fedde Le Grand, der nede på Magicbox havde skyndt sig at få Ida Corr på banen til “Let Me Think About It”. Jovist havde Guetta spillet lidt “Play Hard” og lidt “Bad” men det var først, da Nicki Minajs gjaldende råb skød ud af sceneanlægget, fordi den skiftevis smilende og koncentrerede dj havde sat “Hey Mama” til at spille, at kunne man mærke, at man var i trygge hænder til at danse de sidste regndråber ud af buksen. 

Tingene flyder gerne sammen nede på Magicbox, hvilket de også burde for det meste. Desværre  skyldes det nok, at de bookede navne har lidt samme smag og fornemmelse for at spille de samme numre. Guetta viste sig dog som mere end bare en oppustet Magicbox-performance, selvom de kendte popstykker faldt sparsomt og kun i små veltimede bidder. Der var også noget personlighed i sættet, netop fordi han undgik for mange gimmicks og nemme træk. Sceneshowet derimod bød på mægtige lasere, ild, fyrværkeri og konfettikanon. Med en energisk visuel bagside i form af en hel del skærme og noget animation føltes denne “live”-performance som en komplet nødvendighed, der muligvis ikke samler alt og alle til en sidste koncert, men så i hvert fald presser dansen ud til allersidste dråbe fodsved. 

“Panda” fungerede i dette univers, og det samme gjorde Black Eyed Peas’ “I Gotta Feeling”, og sidstnævnte var lidt af en bedrift. David Guetta fik det til at fungere, uanset om han spillede fra egne udgivelser eller fra andres skuffe. Få gange under sættet svandt det gode momentum en smule, men den charmerende accent reddede dagen, og bassen satte gang i de svingende arme på ny.   

Pudsigt at sættet skulle ende på “Without You”, som helt klassisk har Usher til at synge vers. “Titanium” dukkede op ret spontant midt i sættet, og det var tydeligvis den helt store banger for Tinderbox-publikummet den nat. Et dj-sæt handler om timing og rettigheder og Guetta havde i høj grad begge dele uden så mange skøre påfund eller fyld på scenen, og især var det et skridt op fra sidste års præstation fra Calvin Harris. Nogle gange skal der bare ikke mere til end en langhåret franskmand med hang til tunge beats og progressive melodier. Sikke en fest-festival, vi har haft nu i år.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA