x
Den rødglødende præst med en opsang til koret

I'll Be Damned, Copenhell, Pandæmonium

Den rødglødende præst med en opsang til koret

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

12:30 i stiv sol og 30 grader, men alligevel var der dukket folk frem på pladsen foran den lille scene. Det er nok aldrig nemt at være dagens første band, og så et forholdsvis ukendt et fra Aarhus oven i købet. Men det virkede nu ikke til at påvirke dem overhovedet.
 
I'll Be Damned lagde hårdt ud med "People Who Hate People (Come Together)", som er en god kandidat til en reel temasang for Copenhell, og der var da også flere og flere, der flokkedes til. Når man kan lave fællesklap om middagen, må man kunne noget med en scene. Det kan de, og de kan også skrive så mundrette hooklines, at man kan synge med allerede i andet omkvæd. Man skal lidt være lavet af træ for ikke at have lyst til at råbe med på "Fuck The World (Be Happy)", "Drainage" og ikke mindst "Fever", der er et monsterhit.
 
Jeg har set bandet en del gange de sidste par år, både på små mørke klubber og på festivaler, og de kan begge dele. I modsætning til mange andre bands på Copenhell generer det slet ikke bandets udtryk med sol og højsommer. Deres swingende rock med metallyd holder sig frisk og er meget nem at holde af. I forhold til en festival er det også et band, man kan sagtens kan falde direkte ind i og nyde uden at kende dem i forvejen. Det bliver gjort endnu nemmere af forsangeren Stig Gamborg, der muligvis er den bedste frontfigur, vi har i dansk rock lige nu. I rollen som den rasende præst får han banket de groovy sange langt ud over scenen.
 
Bandet har turneret en del, og det har båret frugt. Det er en gennemarbejdet sætliste med et sikkert forløb og gode skift og introduktioner. En velsmurt maskine. Man kunne godt have undet dem en bedre tid eller større scene, så flere kunne have fået den oplevelse med. De rammer noget, som burde kunne blive stort, i deres favnen af tunge riffs, catchy melodier og smittende energi.
 
På scenen har de rollerne tydeligt fordelt, med et band der står for det solide og visuelt holder sig lidt i baggrunden, imens Stig er over det hele. Alle steder på scenen, i graven foran, oppe på monitorerne og ude blandt publikum. Med stram slipseknude og brillerne i vejret fik vi en god opsang om mere had og kærlighed og færre holdninger.

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA