Mirakelmageren Macklemore

Macklemore & Ryan Lewis, Roskilde Festival, Orange

Mirakelmageren Macklemore

Anmeldt af Peter T. Aagaard | GAFFA

Det har været sagt at årets Roskilde Festival mangler popstjerner. Hvem havde troet, at manden der skulle gøre den påstand til skamme, er en tidligere undergrundsrapper med et fjoget grin og kommunefarvet hår? Men fand'me om ikke Macklemore udlevede hele eventyret som den forhutlede gadedreng med genbrugskluns, der imponerer ankommer og bjergtager prinsessen (eller prinsen, hvem dømmer?)  og mod alle odds til sidst vinder det halve kongeringe.

Jovist, alt de gør er irriterende rigtigt. Så da Macklemore & Ryan Lewis går på scenen fem minutter for sent, er det det mest ukorrekte de foretager sig hele aftenen. Før showet har det været diskuteret om de vil kunne trække folk, nu hvor "This Unruly Mess I've Made" ikke er blevet så stort et hit som forgængeren, men der er publikum så langt øjet rækker. 

Backpacker-hiphop forklædt som pophit

Da der blændes op er det første vi ser Ryan Lewis, duoens producer.  Multiinstrumentalisten skuer måbende ud over menneskemængden. Musikken går i gang og til tonerne af "Light Tunnels" bevæger Macklemore sig frem på podiet. Seattle-rapperen begiver sig ud i de alenlange vers og leverer dem knivskarpt. Passende afsluttes nummeret med de signende linjer:

"I guess I showed up late
Almost got cut off when they closed the gate
Just in time, what will I say?
Time to explain this unruly mess I've made...!"

Med 50.000+ mennesker foran sig skulle man tro, Macklemore gerne ville lade musikken tale for sig, men han er tydeligvis i snakkehumør. Han beretter med påtaget oprigtighed, hvordan koncerten nærmest er ved at gå i vasken, da han blev stoppet i tolden, fordi der var problemer med hans fætter... "Brad Pitt". Der grines og danses til den halvfjollede sang og stemningen stiger yderligere til "Buckshot", der nærmest er regulær backpacker-hiphop forklædt som pophit. 

"This is fucking awesome!" 

Et uforfalsket pophit er derimod "Thrift Shop" og Macklemore tæsker nummeret udover scenen, iklædt en jakke ikke engang jeg ville bære. Stemningen er høj og det fængende omkvæd, der ligesom, tøjet virker, som om det er genbrugt fra salig Nate Doggs baryton, når langt ud i publikum. Man kan blive lidt ærgelig over, at så få af gæstevokalisterne rent faktisk er medbragt i levende live og vi skal nøjes med båndede versioner. Men alligevel afsynges hooken i vildensky, så ikke en sjæl kan være i tvivl om at "This is fucking awesome!" 

Da næste nummer  introduceres, fortæller Mack os allesammen at det er ligemeget om vi er røde, gule eller grønne og især om det er drenge eller pige, vi er forelskede i og fandme om kameraet ikke fanger et kyssende par af samme køn lige da "Same Love" går i gang. Den tidligere teatralsk påtagede oprigtighed bliver til et regulært rørende øjeblik. Fra da af hviler der en ånd over Orange Scene, hvor Macklemore og Ryan Lewis bare ikke kan sætte en fod forkert. 

Om man er til musikken eller ej, må man konstatere at Macklemore bare er en uhyggeligt velrappende ung mand. Han spytter uanstrengt rimene i numre, der får lov at udfolde sig deres fulde længde, og med Ryan Lewis' storladne produktioner, hvor orgel, blæsere og strygere er ligeså hyppige ingredienser som trommer og bas. I albumversion kan det blive en vældig pompøs omgang og virke lovlig selvoptaget. Men her, på den kæmpestore scene, virker det perfekt.  

En gøgler af guds nåde

"ROSKILDEEEEEE!" gjalder Macklemore med en pludselig funden autoritet. Med 50.000 par hænder i vejret, vandrer han ud i menneskehavet. Gudhjælpemig om han ikke begynder at gå på hænderne, inden vi får den foreløbige kulmination med "Can't Hold Us". 

Lyset slukkes og scenen tømmes, men vi er slet ikke færdige med Macklemore og Ryan Lewis. De klappes tilbage til en blok af dansevenlige sange. "And We Danced" og "Dance Off" kædes sammen af en tribute til Prince i form af "Kiss", og det er på en gang underholdende og fjollet, men også vanvittigt fængende. Macklemore finder nok engang de sygeste kostumer i udklædningskassen. Alt den streetcred han mangler, mere end opvejer han for med entusiasme. Han er en gøgler af guds nåde og det fungerer for ham. 

Åh, så hipster. Åh, så korrekt. Men åh, så fucking fedt! 

"Roskilde, this is a victory for us... For independent Hip-Hop" erklærer Macklemore. Og det havde man sgu næsten glemt. For det er ikke bare den største solopopstjerne, vi kommer til at opleve på Orange Scene i år. Det er også vidunderlig, rendyrket, uforfalsket hiphop.

At hiphop er blevet til hitpop har været en kendsgerning i årevis. Men at se en rapper så selvfølgeligt indtage tronen på Orange Scene og krone sig selv som konge, havde jeg alligevel ikke set komme. Til tonerne af "Downtown", der lyder som den bastard, der ville komme ud af Sugar Hill Gang knalende med Freddie Mercury, rapper Macklemore sin afskedssalut. Naturligvis handler den om kærligheden til knallerter. Åh, så hipster. Åh, så korrekt. Men åh, så fucking fedt! 

 

Sætliste:

Light Tunnels 

Brad Pitt's Cousin  

Buckshot 

Thrift Shop 

The Shades

Wings

Same Love

Growing Up

St Ides

White Walls

Can't Hold Us

And We Danced 

Kiss

Dance Off

Downtown 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA