x
Når guldhjertet flyder over: Legenden lagde Orange Scene ned i episk maratonkoncert

Neil Young, Roskilde Festival (Orange Scene)

Når guldhjertet flyder over: Legenden lagde Orange Scene ned i episk maratonkoncert

Anmeldt af Michael Jose Gonzalez | GAFFA

PJ Harvey gjorde det i går, og i dag var det så Neil Youngs tur til at vise, hvordan en seksstjernet Roskilde-koncert skal skæres ved at overgå selv de vildeste forventninger og levere et kompromisløst show af en anden verden, hvor det smukke og det tordnende voldsomme mødes i skøn forening.

Orange Scene er pænt dekoreret med blomster, og to farmer-piger sår frø på scenen, som var det frodig jord efter den netop overståede regn, før Neil Young alene indtager den mastodontiske scene og ved klaveret indleder koncerten med ”After The Gold Rush”. I det hele taget er første del af koncerten centreret omkring tindrende smukke akustiske udgaver af nogle af karrierens største sange. ”Heart of Gold” kommer allerede som sang nummer to, og det kan godt ske, rust aldrig sover, men der er ikke skyggen af metaltræthed at spore i hverken stemme eller guitarspil. Tværtimod. En sørgmodigt smuk ”The Needle and The Damage Done” fortæller om menneskeligt forfald, mens ”Mother Earth” leveret på trædeorgel koncentrerer sig om naturens menneskeskabte ditto.

”How long can you give and not receive and feed this world ruled by greed?” Det rammer lige i hjertekulen. Jaja, det er let at affeje som håbløs hippie-snak, men i denne tid med landbrugspakker og Round Up-tilladelser kunne man godt ønske sig lidt mere hippie-romantik i dansk politik. Meget apropos kommer nogle mænd ind på scenen og sprøjter med ”gift” på de opstillede planter, hvorefter Promise of the Real træder ind på scenen til en blidt vuggende ”Out On The Weekend”. Willie Nelsons sønner og co. viser sig som et absolut kapabelt band til at assistere den karismatiske legende i både at fremføre sine eviggrønne sange og til at støje, så Youngs elskede jord gungrer.

Det kan godt ske, der har manglet markante hovednavne på årets Roskilde-plakat, men så længe vi kan få koncerter som denne og den PJ Harvey leverede i går, kan de sgu for min skyld fylde resten af scenerne op med Kim og Hallo.

Vi bliver i det fortrinsvist varme akustiske univers med ”Unknown Legend”, ”Human Highway” og ”Some Day”, før der sættes strøm til den seksstrengede, som slår gnister i en råt huggende version af ”Alabama”. ”Words” byder på aftenens første rigtige solo, hvor guitaren hviner skævt, så det er en fryd.

En fejende flot ”Winterlong” rusker nænsomt publikum igennem, før Neil finder ”old black” frem, og så er der ellers dømt en kompromisløst knusende maratonversion af ”Love To Burn” – leveret med en dedikation, mange kollegaer må kigge langt efter (hvem sagde Chili Peppers?).

Youngs enestående guitarspil er ren ekspressionisme, og det er lige, så det syder på scenen, når han kaster sig ud i sine lange, uforudsigelige guitareskapader. ”You gotta let your guard down”, synger han, og alle parader er nede – de ligger på den regnvåde jord et sted sammen med kæben. ”Powderfinger” og ”Mansion On The Hill” serveres i mere mundrette anretninger, før den akustiske guitar findes frem igen, og vi får en tårekanalsprovokerende ”Western Hero” og pragtfulde ”Vampire Blues”.

Vi bliver på landet med ”Country Home”, ”Everybody Knows This Is Nowhere”, før et frontalangreb indledes med en sammenbidt og vred ”Seed Justice”, der afsluttes af dyrelyde - i tråd med de naturlige, der binder sangene sammen på det nye, fremragende live-album "Earth" - og et skønt støjinferno, før en splintrende ”Rockin’ In The Free World”, der har fået tilføjet et nyt vers, raser som en orkan ud over dyreskuepladsen, og tordenguitaren får frit løb. Og i ekstranummeret, ”Love And Only Love” lyner den også og bringer associationer til elementernes rasen.

Se, sådan får man tre timer til at føles som tre kvarter. Tak, Onkel Neil og kom snart igen! 70 år er ingen alder, og der er ikke noget, der tyder på, han har tænkt sig at skrue ned eller sænke farten foreløbig. Gudskelov. Rock And Roll Will Never Die – ikke så længe vi har Neil Young. Og efter alt at dømme har han mange gode år i sig endnu. Heldigvis for os.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA