x
En blandet pose r&b-bolsjer

Nico & Vinz, Nibe Festival, Store Scene

En blandet pose r&b-bolsjer

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Arkivfoto

Den norsk/afrikanske pop-duo Nico & Vinz har siden 2014 haft stor succes med især hitsinglen ”Am I Wrong”. De to charmerende herrer – med et lidt amerikaniseret image – var tidligere kendt som Envy, men har altså nu under det nye navn brudt igennem til mainstreamen med særligt to hits. Genremæssigt bevæger vi os rundt mellem forskellige grene af poppet r&b, hvor både club-elementer, blød soul og afrikanske rytmer blandes. Særligt de skandinaviske lande har taget duoen til sig, hvor det er blevet til top 3-placeringer på de norske, danske og svenske single charts.

Denne aften på Nibes store scene skulle gruppen altså derfor vise, om deres live-materiale kunne leve op til deres flotte chart-placeringer. Vi starter med en soulet backtrack-intro, hvorefter de to stiller sig på hver side af deres to medbragte musikere på keys/guitar og trommer. Der lægges ud med Our Love”, hvor Nico primært synger med sin bløde popstemme, mens Vinz tager sig af lidt mild rap. Backingtracket, samt de to medbragte musikere, er desværre fra start og hele vejen igennem ret lave i mixet. Det resulterer i en lidt flad fornemmelse, når dynamikken forsøges løftet i numrene.

Vi fortsætter over i ”In Your Arms”, som med sine afrikanske grooves og markeringer på timbales bidrager fint det ellers poppede lydbillede. Nummerets topline bringer sjovt nok mindelser om The Script, der ellers bevæger sig i et noget anderledes univers. Men fint, det er det. Som vi bevæger os længere frem i sættet, får vi at mærke, at hverken Nico eller Vinz er de store sangere, og der kompenseres med utallige ”ey ey oh/make some nooooise”-shout outs til et publikum, der ikke er helt med endnu.

Engelsk eller norsk?

Der gøres dog et tappert forsøg fra de to charmerende frontmænd, som skal have ros for deres entusiasme og positive udstråling. Når vi skærer ind til benet af særligt den mere clubbede del af gruppens materiale, er der bare ikke meget nyt at hente rent musikalsk. Kigger man rundt andre steder end forreste række, er der heller ikke den helt store begejstring at spore her godt halvvejs i sættet. Duoen sår da pludselig også tvivl om, om de måske kommunikerer på det forkerte sprog til det primært unge publikum. Der kan fra publikums side vælges mellem engelsk og norsk, og sjovt nok får valget af norsk det største bifald.

Efterfølgende forstår de færreste, hvad der bliver sagt fra scenen – derfor et af publikum lidt selvforskyldt udfald. Vi får serveret One Song”, der med sin lidt kedelige tekst kunne være mange andre popsange, inden parret forlader scenen, mens clubbede melankolske toner skyller af sted. Nu omklædte til hvad der ligner basketball-outfits entrerer de to scenen igen. Club-temaet fastholdes videre over i ”Lay A Little Closer”, der med sin soul-vokal og elektroniske trommer lyder lidt som noget, man har hørt før fra alskens amerikanske r&b-navne.

Tiltrængt modighed

Men modigt nok venter de kommercielt succesfulde nordmænd med at smide de to hits til allersidst. Det har da til tider også holdt lidt hårdt, men heldigvis får vi til sidst den opløftning, som var påkrævet efter 45 lidt jævne minutter. Man kunne bare ærgre sig over, at der i løbet af sættet ikke prøves mange flere ting af end klassiske ”hey-oh” call and response-stykker. De har charmen, der skal til, for at mere opfindsomme ting kunne lykkes. Vi får det seneste hit ”That’s How You Know” sendt af sted med stor efterskole-fællessang til følge, inden der selvfølgelig lukkes med gennembrudshittet ”Am I Wrong”.

En positiv afslutning på en ellers lidt mangelfuld helhedsoplevelse, hvor de lidt amerikaniserede club-elementer føltes lidt tyndslidte. Holder duoen sig til gengæld til deres r&b-soul med snert fra afrikansk popmusik, ja, så kunne vi meget vel se meget mere til dem fremover.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA