x
Aphex Twin: Cheetah

Aphex Twin
Cheetah

James vender hjem

GAFFA

EP / Warp
Udgivelse D. 08.07.2016
Anmeldt af
Ras Bolding

Legendariske Aphex Twin er tilsyneladende ved at finde noget af fordums tids kreative åre frem igen, i hvert fald har han i de senere år været ganske aktiv, hvilket denne udgivelse da også er med til at understrege.

Cheetah er en ep på samlet set en halv times tid, fordelt på en håndfuld helt igennem instrumentale numre, der alle befinder sig indenfor, hvad man helt overordnet betragtet kan kalde for electronica. Synthesizerklange, basgange og klassiske trommemaskiner fylder i et lydbillede, der måske umiddelbart kan sende tankerne i retning af sådan noget som Aphex Twins første Selected Ambient Works, bl.a. fordi musikken tillader sig en simplicitet, som man måske ikke altid har forbundet med Aphex Twin de seneste mange år. Netop denne simplicitet – sine steder er lyden ligefrem luftig og sfærisk, her og der med spor af gamle mestre som Tangerine Dream, Jean Michel Jarre og John Carpenter – er efter min opfattelse udgivelsens måske stærkeste kort, for man føler, at musikken giver Aphex Twin plads til at dyrke de dyder, han virkelig er god til.

Cheetah er nok ikke en udgivelse, der kaster nye hits af sig til Aphex Twin – den tid er jo nok forbi – men jeg tror, den vil behage rigtig mange af de, der har fulgt ham længe. Jeg klemmer mig op på fem stjerner, også for gammelt venskabs skyld.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA