x
Blue Öyster Cult frygter stadig ikke manden med leen

Blue Öyster Cult, Amager Bio

Blue Öyster Cult frygter stadig ikke manden med leen

Anmeldt af Christian Weigel | GAFFA

Arkivfoto

Legendariske Blue Öyster Cult fra Long Island, New York indtog fredag aften København, hvilket ikke er sket siden 1997, hvor de spillede på 5-øren sammen med Status Quo. For det hovedsageligt ældre publikum, der var mødt talstærkt frem, er Blue Öyster Cult synonym med legendarisk rock af høj kvalitet og ikke mindst originalitet.

Blue Öyster Cult, der udsendte sit debutalbum "Blue Öyster Cult" helt tilbage i 1972, har udgivet 13 plader, der for de flestes vedkommende er små mesterværker, og har på verdensplan solgt omkring 24 millioner plader. Det særlige ved Blue Öyster Cult er, at de har en helt unik sound, med en umiddelbart genkendelig lyd på trods af, at deres repertoire faktisk er ret varieret, detaljeret, og at de benytter sig af flere lead vokalister. Blue Öyster Cult har i den grad kant og er som få originalt og skævt, hvilket også sikrede dem generelt gode anmeldelser for deres pladeudgivelser, hvilket var ret unikt i 70'erne. Pladerne er som sagt ret forskellige og favner alt fra tidlig heavy metal til melodisk rock.

Sætlisten var baseret på storhedstiden i 70'erne

Sætlisten i Amager Bio var sammensat fra Blue Öyster Cults udgivelser i 70'erne med en enkelt undtagelse i "Harvest Moon" fra "Heaven Forbid" (1998), der ikke er indspillet af det originale band. Tilbage fra storhedstiden er de toneangivende medlemmer Eric Bloom (sang/guitar, keyboards) og Donald Roeser (alias Buck Dharma) (sang/lead guitar), der i dag er henholdsvis 71 og 68 år gamle.

At dømme efter publikums reaktion, da lyset gik, var forventningerne store. Koncerten startede dog katastrofalt med mange lydudfald, og man kan undre sig over, om lydmanden kunne høre vokalerne, for det var fandme ikke nemt at høre sangen forrest i salen. Det blev dog bedre fra og med "Burnin' for You", men sangen kom aldrig til at ligge tilnærmelsesvis rigtigt i lydbilledet.

Eric Bloom undskyldte problemerne med, at SAS ikke havde sørget for at fragte deres gear samt guitarer fra Tyskland, hvor de natten til fredag optrådte på Wacken-festivalen. Det var helt tydeligt, at bandet var påvirket af, at de ikke havde deres egne instrumenter. Specielt lead-guitarist Buck Dharma så ind imellem fortvivlet ud, når han skiftede fra guitar til guitar, men det lykkedes alligevel Blue Öyster Cult at få deres helt særlige sound frem på trods af lånte instrumenter.

Koncerten var noget ujævn i kvalitet. Sangvalget var ikke altid forståeligt, da flere af de spillede sange ikke er oplagte livenumre som f.eks. "Tattoo Vampire". Med det store repertoire er det svært at vælge den ultimative sætliste, men der manglede oplagte sange som "Astronomy", "Veteran of the Psychic Wars" og "E.T.I.".

Bandet lagde ud med den stærke "This Ain't The Summer of Love" fra jubilæumsalbummet "Agents of Fortune" fra 1976. Det blev dog en særdeles tynd omgang som følge af en noget spinkel lyd næsten uden vokal. Meget bedre blev det desværre ikke på perlen "Golden Age of Leather" fra "Spectres", der også manglede vokal og tyngde i katastrofal grad.

På trods af det generelt spinkle lydbillede var det tydeligt, at bandet består af habile musikere, hvor de tre ikke-originalmedlemmer alle leverede solide præstationer. Rytmegruppen med bas og trommer sad under hele koncerten lige i skabet. Buck Dharma er en fantastisk lead-guitarist og lynede koncerten igennem med mange fede guitarsoloer, blandt andet i instrumentalnummeret "Buck's Boogie" og "Then Came the Last Days of May", hvor også Richie Castellano fik stort bifald for sin solopræstation. Old Boy Eric Bloom virkede derimod en anelse stiv på scenen og har ikke fordoms styrke, hverken vokalmæssigt eller på rytmeguitaren. Richie Castellano er dog en god backup, som afdøde Allen Lanier var det i gamle dage.

Højdepunkterne denne aften var mesterværket "The Vigil", hvor tingene fungerede, klassikeren "Cities on Flame With Rock and Roll" samt naturligvis deres signatursang "(Don't Fear) The Reaper", der er ren magi.

Omvendt fungerede "Tattoo Vampire" overhovedet ikke på grund af manglede power i det spinkle lydbillede. "True Confessions" var regulært kedelig. Nyeste nummer "Harvest Moon" er heller ikke en oplagt vinder, når man tænker på, hvilke numre de kunne have valgt i stedet for. Det kan dog ikke udelukkes, at Blue Öyster Cult bevidst valgte det skæve og uforudsigelige i stedet for at satse på de sikre vindere som eksempelvis "Astronomy".

Alt i alt en koncert, der burde havde været bedre, da gruppen har evnerne og sangskatten. This Ain't the Summer of Love, så jeg lander koncerten på tre, hvilket er pænt under forventet.

Jeg har set Blue Öyster Cult flere gange tidligere, hvor det fungerede bedre med mere fyldig og afbalanceret lyd, hvilket efter min mening er nødvendigt for at skabe de optimale betingelser for deres kantede stil. Om det skyldes lydmanden, metaltræthed hos de aldrende herrer eller det faktum, at de kæmpede med lejet udstyr indsamlet på en eftermiddag, skal være usagt. Måske de snart skal begynde at holde øje med ham manden med leen, for det så ikke ud, som om de frygtede, at han stod og ventede i kulissen.

 

Band:

Eric Bloom Sang, Guitar, Keyboards

Donald (Buck Dharma) Roeser Sang, Lead Guitar

Richie Castellano Keyboards, Guitar, Sang

Kasim Sulton Bas

Jules Radino Trommer

 

Sætliste:

  1. This Ain't the Summer of Love
  2. Golden Age of Leather
  3. Burnin' for You
  4. OD'd on Life Itself
  5. True Confessions
  6. ME 262
  7. Harvest Moon
  8. The Vigil
  9. Buck's Boogie
  10. Then Came the Last Days of May
  11. Tattoo Vampire
  12. Godzilla
  13. (Don't Fear) The Reaper

 

  1. Hot Rails to Hell
  2. Cities on Flame With Rock and Roll

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA