x
Funky som få, men ikke stor sangskrivning

Maceo Parker, Smukfest, Bøgescenerne

Funky som få, men ikke stor sangskrivning

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Smukfest er lidt fattig på hovednavne lørdag aften på Bøgescenerne, hvor saxofonisten Maceo Parker er ene om at levere internationalt stjernedrys, i hvert fald indtil svenske Axwell Ingrosso går i gang klokken 01.30. Og Parker har været en hyppig gæst i Danmark, også i provinsen, så særlig eksklusiv er hans besøg ikke. Til gengæld har han spillet med giganter som James Brown og George Clinton, og det får man ikke lov til, hvis ikke man kan noget ud over det sædvanlige.

73-årige Maceo Parker bliver også præsenteret hele to gange, først af konferencier Søren Rislund, og siden af sin manager til tonerne af Princes ”1999”. Ingen på den ikke ligefrem tætpakkede festivalplads skal være i tvivl om, at Maceo Parker er noget helt særligt inden for jazz, soul og funk, og han lægger da også solidt ud sammen men sine fem musikere på trombone, guitar, bas, trommer og keyboard samt to korsangerinder, mens han selv synger lidt fra tid til anden i de ofte ordfattige sange, med en vokal, der er noget mere anonym end hans saxofonspil.

Der er ingen tvivl om, at både Parker og hans band er fremragende musikere, og især bassisten Rodney ”Skeet” Curtis gør hurtigt en god figur med en potent og meget funky solo i sættets andet nummer, ”Off the Hook”. Alle musikere får dog lov til at spille soloer undervejs, og trombonisten Greg Boyer, der står ved Parkers side, er også værd at fremhæve. Det swinger forrygende og appellerer til at bevæge bentøjet, men det er mere grooves end tekster og melodier. Nok er Maceo Parker en forrygende saxofonist, men han er ikke den store sangskriver, og mange af hans numre har yderst kortfattede tekster, som ofte er variationer over få linjer som ”Oh baby” og ”We love you”, henvendt i taknemmelighed til publikum.

De mest melodiske passager kommer tankevækkende nok fra coverversioner, af Lyn Collins’ ”Think (About It) sunget af den ene, fremragende, soul- og gospelorienterede korsangerinde Martha High, og af Ben E. Kings ”Stand by Me”, sunget af den anden, fremragende soul- og gospelorienterede korsangerinde Darlene Parker (Maceos kusine), der har en endnu mere dyb og rå stemme end High. Her skifter Maceo Parker i øvrigt saxofonen ud med tværfløjte, et instrument han – selvfølgelig – også behersker til noget nær perfektion.

Da festen er ved at være slut, bliver Maceo Parker igen hyldet af sin manager, som åbenbart føler en vis trang til at være i rampelyset. Det har været 75 funky og meget velspillede minutter, men ikke noget stor aften, hvad angår sangskrivning. Der er langt op til Princes koncert på samme scene for tre år siden – en mand, Parker i øvrigt også nåede at spille sammen med. Men underholdende, det var det.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA