x
Sved & groove + sprukken messing

Fat Freddy's Drop, Posten, Odense

Sved & groove + sprukken messing

Anmeldt af Morten Gottschalck | GAFFA

Historien om Fat Freddy's Drop starter i en syret tegneserie og fortsætter med fire studiealbum, hvoraf tre har toppet den newzealandske hitliste, men ikke har gjort stort væsen af sig andre steder. De er et forrygende liveorkester, som støt har udviklet sig fra melodier hen imod lange grooves. Undervejs har de opbygget et stærkt ry, som også var løbet forud for koncerten i Odense. Fans fra fastlandet og de andre øer havde taget turen.

Salen var ikke helt fyldt på denne hede onsdag aften, hvor HC Andersen Festivalen stod i baggrunden som monetær konkurrent – og selv hvis salen havde været proppet, kunne det ikke måle sig med små 10.000 publikumer på Boomtown Fair tidligere på måneden. Men Fede Fredes syv drenge er skabt til at anlægge et ualmindelig veloplagt vug i ethvert sæt hofter, som de bliver placeret overfor, og det var også tilfældet i aften.
 
Freddy vader langsomt ind i os med træsko på med Midnight Marauders. Vi mærker straks, hvordan Joe Dukies lettere sprukne stemme lægger sig op af de sprøde blæsere, mens han synger "Never let your love run cold..." Der er lagt op til en rigtig varm aften på Posten.
 
Hvad er det for en duft?
De tre solbrillede blæsere har fest, både sammen og hver for sig, og som koncerten skrider frem er det især den mavebeklædte Joe Lindsay på trombone, som lader bæltet svinge. Han er strategisk placeret tæt på midten, og vidste man ikke bedre, kunne han af denne årsag gå for at være Fat Freddy himself. Det er godt med flere frontmænd – Dukie og Lindsay deler byrden på erfarne og veloplagte skuldre.
 
En procentdel af min anmelderhjerne kører lettere passivt en analyse af de mange input. Er det her dancehall eller reggae? Dub eller jazz? Hvad er det for en krydret duft, og hvorfor er publikum så villige til at synge med? Vi kommer helt ned i tempo på Russia og vækkes igen med Roady. Publikum er oppe på tæerne og svarer, når der kaldes. Freddys drenge forsøger derpå at gribe os om hjertet med sjæleren Ten Feet Tall. 
 
Ingen tvivl om at orkestret er varmt, og salen ligeså – de skulle fandme tage og sælge sodavandsis i baren! – men jeg sporer alligevel en vis udmattelse eller mangel på interesse rundt om i salen, som om den første rus har lagt sig. Volumen er skruet op undervejs, og er man en af de mindre dedikerede fans, kan lyden af messing og den buldrende uldne bas fra det imaginære trommesæt føles som en prøvelse. Heldigvis er der plads til timeout og mere krydderi i rygerloungen, som jeg dog springer over i denne omgang.
 
Tilbage i form
Vi er godt halvvejs, da orkestret serverer Blackbird, titelnummeret fra det tredje album. Det velkendte åndssvage klaverspil starter nummeret op og sætter lidt mere blus under tempoet, og de tre blæsere skiftes til at modtage vores jubel. Nu kommer den nye energi, vi havde brug for, og blander sig med mere krydret duft fra salen. Jo tættere på scenen man kommer, desto flere hofter, numser og junk bliver man ramt af. Jah man, i aften går det sgu nok.
 
Med Cortina Motors har vi fedlingen Joe Lindsay på scenen i sølv og glitter, toppet af med et pandebånd af samme farverige slags, som de uddeler til indianerne i Lego-land, blot uden fjer. Den dansende sølvprins slurper isvand, lukker øjnene og forsvinder ind i sig selv på et langt, langt jam-mixtape af elektronisk dissonans fra baglandet. Man kan ikke fjerne øjnene, da han smider kappen. 
 
Shiverman får lysmanden M/K pludselig en åndelig opvågnen og beslutter at smide alting ind i nummerets sidste minutter, og hold da op en virkning. Vi er omkring to timer og et kvarter inde i koncerten, da et hujende og hylende publikum forlanger orkestret tilbage på scenen – og de giver os endnu 15-20 minutter med This Room, som glider over i The Raft, og derpå en hamrende jubel fra salen. På gensyn – hilsen et meget beredvilligt og syngende odenseansk publikum.

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA