Enlig indierocker viste vejen med sjælden iver, uden nogensinde for alvor at ramme klimaks

Dinner, Huset-KBH, København

Enlig indierocker viste vejen med sjælden iver, uden nogensinde for alvor at ramme klimaks

Anmeldt af Andreas Sorgenfrei | GAFFA

Bevæbnet blot med et backtrack og sig selv bag mikrofonen indtog Anders Rhedin, aka. Dinner, denne aften på Musikcaféen rollen som prætentiøst overspillet spirituel vejleder, fra start til slut, igennem et sæt, der førte publikum dybt ind i frontfigurens skæve univers, hvor den endelige forløsning desværre til syvende og sidst skulle vise sig at udeblive.

Anders Rhedin har for år tilbage rykket pælene op i hjemlandet Danmark og siden brugt sin tid mellem Berlin og Los Angeles, og gjort karriere på det velrenommerede amerikanske indie-label Captured Tracks.

Brooklyn-selskabet, der foruden den danske ener huser internationalt anerkendte navne som Mac Demarco, Diiv og Wild Nothing, er uden tvivl også, som denne anmelder, faldet pladask for Rhedins kombination af melankolsk 80'er-synthpop og hans helt særlige, dybe, croonende vokallyd.

Og som han står der, alene, uden et band at læne sig op ad, er der også noget fængslende… Ja noget på én gang beundringsværdigt og samtidigt fandens provokerende over sangerens åbenlyse opgør med tidens gængse forestillinger om, hvordan en kunster skaber det idéelle liveudtryk omkring gengivelsen af sin album-sound.

Som han står der; dansende, messende, og helt og aldeles alene med sine dansable 80'er-beats, tryllebinder Rhedin da også periodevist publikum med alt-overtrumfende mod og tilstedeværelse. Eksempelvis, som da han en tredjedel inde i sættet pludselig samler en guitar op og akkompagnerer sit spinkle setup på el-guitar, med velvalgt chorus-effekt, for blot siden at lade spaden ligge uberørt hen på scenen under resten af koncerten.

Der er på denne måde hele tiden noget enormt anarkistisk over de stilistiske overvejelser, Rhedin må have gjort sig forinden koncerten, som da han her skånselsløst smider guitaren fra sig og fortsætter en performance, der udtryksmæssigt vel bedst beskrevet placerer sig et sted mellem et klassisk indierockshow og en regulær provinsdiskoteksoptræden.

Et andet gyldent øjeblik er, da Rhedin får alle blandt det tætpakkede publikum til at sætte sig ned og selv indtager scenegulvet på knæ under en sofistikeret, dansabel udgave af P6-hittet "Girl".

Præcist her slår det mig, hvor dygtig en perfomer Rhedin i sandhed viser sig at være. Som Joakim Åhlund i svenske Les Big Byrd, der overraskede denne anmelder på årets Copenhagen Psychfest tidligere i år, overrasker Rhedin ligeledes i stunder som denne med et sikkert take på en rolle, som de færreste artister vil turde gribe og spille helt ud til sidste blodsdråbe, som han tør gøre det.

Desværre for Rhedin, og den samlede bedømmelse af koncerten, er det bare også et uundgåeligt issue, at han ikke har nogen med sig på scenen, der kan bringe hans nærvær op til næste niveau og lade koncerten løfte sig til at være virkeligt interessant og seværdig. Han kan ganske enkelt ikke selv i egen person på scenen matche studieindspilningernes høje kvalitetsniveau live.

Overordnet set bliver det, for denne anmelder, trættende i længden at overvære Rhedins maniske dans folde sig ud uden et musikalsk bagtæppe, der for alvor danner rygrad for sangerens karismatiske udfoldelse.

Jeg vil se frem til måske en dag at kunne opleve Dinner i en udvidet konstellation, og kvitterer, som en kende skuffet beundrer, blot med tre stjerner for aftenens koncert på Huset.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA