x
Joe er stadig en grim og grum knægt

Ugly Kid Joe, Amager Bio, København

Joe er stadig en grim og grum knægt

Anmeldt af Simon Nielsen | GAFFA

I 90’erne var det hele lidt sjovere i et rockband. Det virkede i hvert fald sådan, når Beavis & Butt-Head tændte for MTV, eller når Faith No More sang om, hvordan de havde det søndag morgen. Selvom 80’ernes glam-metal virkede komisk, var 90’ernes selvironiske tilgang til rockmusikken et friskt pust, hvor Ugly Kid Joe passede godt ind. De befandt sig godt på teenageværelserne og i MTV’s bedste sendetid, når de genfortolkede Harry Chapin-klassikeren ”Cat’s In The Cradle” fra 1974, eller når de sang om, hvordan de bare hader alt ved dig.

Den alternative rock var dengang også en flygtig størrelse, og sådan er det vist altid med de hypede genrer, for da Nirvana, Soundgarden og Pearl Jam var kørt trætte i den faste medierotation, faldt den karakteristiske musikbølge stille og roligt til jorden. Ugly Kid Joe nåede aldrig rundt om flere hits, og albummet America’s Least Wanted fra 1992 forblev bandets karrieremæssige højdepunkt.

I dag er Ugly Kid Joe lidt et klenodie fra en svunden tid, og joken er nok også lidt mere rettet mod dem, end mod det samfund, de provokerede dengang i de tidligere 90’ere. Men efter mange års pause blev 2010 året, hvor den grimme dreng i klassen vendte tilbage til livescenen, og sidste år var Ugly Kid Joe klar med albummet Uglier Than They Used ta Be. Det lyder helt ligesom, det gjorde for tyve år siden. Og det gjorde det også, da Ugly Kid Joe med Whitfield Crane i front gæstede Amager Bio.

 

Næsten lige så grimme som dengang

Der var ikke så meget at være i tvivl om, da Ugly Kid Joe indtog scenen i Amager Bio. Det er stadigvæk virkelig sjovt at spille den slags rockmusik, de to spader fra Wayne’s World gik amok til. Trommeslager Zach Morris var kun iført underbukser, bassist Cordell Crockett kører stadig 90’er-stilen med hockey-jersey, cap og bandana, og så er der Whitfield Crane, der godt nok skulle se publikum lidt an, inden energien for alvor indfandt sig. For det virkede lidt som om, at Ugly Kid Joe allerede har turneret lidt for længe, og rutinen derfor havde sat sig lidt for godt fast i livemaskinen.

Det nostalgitrippende publikum tog dog godt imod ”Neighbor” fra debutalbummet America’s Least Wanted, og igennem sættet havde den energi det med at bide sig fast i bandet, og særligt forsanger Whitfield Crane. Men når det kom til vokalpræstationen, var der ikke så meget at være i tvivl om. Han kan stadigvæk, måske endda lidt mere i dag, end for 25 år siden. Der blev hurtigt kastet lidt med fistbumps, og bandets karakteristiske take på 80’ernes heavy metal, tilsat lidt alternativt fra 90’erne, befandt sig godt blandt publikum. Det var som at være tilbage i gymnasiet, og med et sæt, der bar præg af 90’er-materialet, var alt næsten ved det gamle. De lignede endda sig selv.

Når det kommer til stykket, er Ugly Kid Joe ret let tilgængelige. De kan få ethvert heavyhoved til at vise sine horn og punkerne til at danse i eufori, hvilket forklarer det engagement, publikum havde taget med. Den rutine, der i starten af sættet havde sat sig en smule fast i særligt Whitfield Crane, bundfaldt sig stille og roligt, som sættet udviklede sig. På ”No One Survives” fra bandets nyere materiale, demonstrerede Crane en imponerende vokalvariation, og på ”Devil’s Paradise” slap Crane endda udmærket af sted med Dave Gahan-metoden, der går ud på at få alle blandt publikum til at svinge med armene fra side til side. Majestætisk så det ud, og det føltes endda som om, at man her var en del af noget helt særligt.

 

For metalhoveder og jokere

Her i Danmark er det ikke noget nyt, at flere blandt publikum har tillagt sig et ordenligt skæg. Vi har det med at være lidt af nogle vikinger her nordpå. Der er i hvert fald mange, der forsøger at holde umådeligt godt fast i den kultur fra dengang, ingen af os kan huske. En gæst, der gjorde sig særligt bemærket blandt publikum, var Jakob. Hvem han er, ved jeg ikke, men ifølge Whitfield Crane var Jakob udstyret med et mægtigt skæg, som fik sig dedikeret ”Cat’s In The Cradle”, der fik publikum til at bryde ud i en overvældende fællessang. Der var pludselig masser af barstemning, og den seriøsitet der måtte være tilbage, forsvandt stille og roligt ud af rummet.

I anledning af besøget i København forsikrede Whitfield Crane og resten af Ugly Kid Joe os om, at vi lige skulle have en lokal klassiker med. Udført af guitarist Chris Catalyst fik vi en akustisk udgave af ”Barbie Girl”, men hvorfor ikke noget King Diamond? Det var der også flere, der spurgte om, og det udløste publikums bedste forsøg på et unisont King Diamond-skrig. Da sættet kort efter nåede til en smule Motörhead, og ”Ace Of Spades” blev slået an på bassen, var det som om, at publikum havde fået det, de kom efter. Og så alligevel, for da ”Everything About You” blev introduceret af guitarist Klaus Eichstadt – hittet over alle Ugly Kid Joe-hits, som blev foreviget i 90’er-kultfilmen "Wayne’s World", var alle enige om, hvem der skulle hades.

 

Sætliste:

Neighbor

Dialogue

Jesus Rode A Harley

C.U.S.T.

Panhandlin’ Prince

She’s Already Gone

No One Survives

Devil’s Paradise

Cat’s In The Cradle

I’m Alright

Milkman’s Son

Goddamn Devil

So Damn Cool

Under The Bottom

Come Tomorrow

Cloudy Skies

Mr. Recordman

Ace Of Spades

(We Are) The Road Crew

V.I.P.

Tomorrow’s World

Everything About You


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA