x
Ængstelig storladenhed i maratonformat

Wilco, DR Koncerthuset, Koncertsalen, København

Ængstelig storladenhed i maratonformat

Anmeldt af Frederik Kyhn | GAFFA

Tidligere på året beviste P.J. Harvey, at mere end 20 års erfaring ikke er nogen aldrende hæmsko, men tværtimod den erfaring, det kræves for at spille steder som Falconer Salen, og dens finurlige klangrum, op til før ukendte intensitetsniveauer. Amerikanske Wilco med karismatiske Jeff Tweedy i forgrunden formåede langt hen ad vejen det samme i DR Koncertsalen med et intensitetsniveau som Harvey.

Fra de første par sange, med blot Tweedy og guitrrist Nels Cline på scenen på ”Normal American Kids”, og med fuldt band på ”If I Ever Was a Child”, var det en testamentering af Wilcos sikkerhed som band i kompositioner, der beviste ligefrem tilgængelighed og konsekvent levering. Uden for mange dikkedarer blev de første numre sat i kassen som en aperitif – ikke for meget, ikke for lidt. Under fødderne stod bandet på ægte tæpper, og i tonerne, der udfoldede sig, bebudede bandet ægte modenhed og tonsvis af erfaring. Og så på ”I Am Trying To Break Your Heart” satte trommeslager Glenn Kotche i med imitationer af melodiforløbet, alt imens at orgelnisten Mikael Jorgensen udvidede sangens tema med skæve toner. En kombination, der lige så stille åbnede for, at bandet turde levere aftenens sange uden for deres gængse form og tilføre elementer, som kun kunne stå på egne fødder i et livesegment.

 

Lys over land
Og ligesom at sangenes form blev udvidet, gik aftenens lyscrew i gang med at eksperimentere med flyvende kegler ud over den ovale sal. Når der blev trakteret med stille sjælere og inderlige ballader, stod store projektorer klar med mildt, hvidt lys i baggrunden af bandet. I det hele taget var det et lyscrew, der turde forsøge sig med overeksalteret belysning og samtidig formåede at gøre brug af de enkle virkemidler.

På ”Kamera” sang Tweedy for første gang denne aften i sit lyse register, som står lige så stærkt og fejlfrit drenget som på "Yankee Hotel Foxtrot" fra 2002. Her blev det igen bekræftet, at sangskrivningen kan bære sin alder, og denne anmelder havde flere gange en nagende følelse af ekspressivt at ville vise dette med hop i stolen. Der blev også flere gange påpeget fra scenen, at det var blevet undersøgt, om det siddende publikum måtte bevæge sig op i stående tilstand, foran scenen. Dette blev efter to-tredjedele af koncertens varighed (på godt og vel to timer) en realitet, selvom det ikke just var ”lige på den måde”, forsanger Tweedy havde ønsket sig.

Publikums vandring blev højst sandsynligt affødt af den drilske trommeleg på ”Misunderstood”, der viste sig selv som en underskøn ballade, men som samtidig havde undertoner af ængstelige elementer, båret især af trommer og guitar. Den samme fornemmelse var tydelig på ”Some to Lose” med drønende guitarelementer, anført af Clines mesterlige levering. Men mesterstykket var ”Via Chicago”, hvor den ellers ganske ligetil americana-fremførelse af nummeret blev brudt med et sønderrivende inferno af buldrende trommer og skrigende guitarer, alt imens Tweedy og bassist John Stirratt holdt sangens rytmiske og vokale struktur. Det var som at se et bøgetræ i en orkan; stålsat og uforandret trods den kakofoniske torden omkring det. Hele denne seance af modstridende musikalske forankringer blev afsluttet af "Bull Black Nova", hvor Tweedys ængstelighed drev ud af sangerens vokal med forvirrede linjer.

Opvarmningskunstneren William Tyler havde adresseret det i sin tale til publikum, men Wilco beviste igennem deres musikalske levering, hvordan der hersker ukontrolleret uro i det amerikanske folk i disse tider. Det ekspressive musikalske udtryk, der i flere seancer stak i alle retninger og på samme tid formåede at føles som en samlet enhed, var ikke blot overbevisende. Det var testamenteringen af Wilcos fuldstændigt vanvittige spændvidde og sikkerhed som band.

 

Fuld skrue fremad

Og her var vi kun nået halvvejs i aftenens koncert. En koncert, der med ”Reservations” beviste, at det især var trommeslager Kotche, der var aftenens længste strå. Med dobbelte køller på bækkenerne og alternative hi-hat-slag var det på trommerne, at innovationen viste sit tydelige ansigt. Men også på glansnummeret ”Impossible Germany” var guitarist Cline helt i top. Her blev aftenens længste guitarsolo eksekveret med gedigen storladenhed uden på noget tidspunkt at miste intensiteten eller interessen fra publikum.

Og i midten af det hele stod Tweedy med stålsikker ro, morsomme kommentarer til sit publikum og en smittende ro og glæde over at være til stede lige der, hvor han var. Den sidste tredjedel af koncerten bakkede igen væk fra det innovative og kørte den sikkert hjem på powerpop-ballader og Springsteen-inspirerede fremførelser. Dette passede perfekt med, at publikum netop havde stillet sig frem til scenekanten, hvor der emmede god stemning, trykt afskærmet fra vinterkulden.

Wilco var ikke kun kommet for at sejre. Der var så mange facetter til deres maratonløb af en koncert, at det netop kun kunne have været fremført af det seks mand høje band fra Guds eget land. Og efter mere end 20 år er det betryggende og overvældende at se den kontrollerede ro og glæde, der er ved materialet bag et af verdens bedste livebands.

 

Sætliste:

Normal American Kids

If I Ever Was a Child

Cry All Day

I Am Trying to Break Your Heart

Kamera

The Joke Explained

Misunderstood

Some to Lose

Via Chicago

Bull Black Nova

Reservations

Impossible Germany

We Aren’t the World (Safety Girl)

Jesus, Etc.

Locator

Box Full of Letters

Heavy Metal Drummer

I’m the Man Who Loves You

Dawned on Me

Hummingbird

The Late Greats

-----

Random Name Generator

California Stars

Theologians

I’m Always in Love

-----

Spiders (Kidsmoke)


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA