Silkeblød Melua med forplantende ro

Katie Melua & Gori Women's Choir, Musikkens Hus, Aalborg

Silkeblød Melua med forplantende ro

Anmeldt af Brett Tootle | GAFFA

I starten af sin karriere, i 2003, fik den britisk/georgiske singer-songwriter Katie Melua meget hurtigt hul igennem med sin rolige og dybfølte ballade ”The Closest Thing to Crazy”. På kort tid blev den nu 32-årige sangerinde kendt i Storbritannien for sin karakteristiske stemme, der også tidligt trængte igennem til større dele af Europa - heriblandt Danmark. Anno 2016 er den nyligt albumaktuelle sangerinde endnu et navn, mange kan nikke genkendende til, hvilket tydeligt kunne ses på aftenens udsolgte koncertsal i Musikkens Hus i Aalborg.

I vinterens kolde hjørne

For kun lidt over tre uger siden udgav Melua sit album ”In Winter”, der i høj grad baseres på et ambitiøst musikalsk samarbejde med det georgiske Gori Women’s Choir. Som led i den igangværende turné er netop koret medbragt til fremførelsen af ”In Winter” in sin helhed i sættets første halvdel. Vi får albumåbneren ”The Little Swallow” serveret med det 23 kvinder store kor i fokus, inden hovedpersonen selv supplerer med hymnen ind over de utroligt mange stemmer, der snor sig mellem hinanden.

Lyden er fra start mærkbart lav og lægger desværre en dæmper på den ellers store udtryk, koret kan bidrage med. På ”Perfect World” får vi behageligt supplerende klaverspil fra Mark Edwards i samme åndedrag, som mørket lægger sig yderligere i den supermoderne sal. Sangerinden selv kæler for publikums øregange med sin blide klang, der heldigvis er tilpas høj i det lave lydbillede. Efter en fin start, der dog måske mangler lidt mere nærvær fra scenen, får vi i sættets første halvdel et musikalsk højdepunkt i ”Plane Song”, der tager lidt mere fat med sin flotte fløjtemelodi, diskrete korsupplering og lette klaver. Smukt og simpelt, men med mindeværdige små musikalske detaljer, der spiller flot sammen. Udtrykket er tydeligt mere indadvendt i denne første albumbaserede halvdel, hvor hverken Melua, kor eller band gør meget så meget væsen af sig. Dette skal dog ændre sig en smule i sættets anden halvdel.

Lyset tændes i kulden

Efter en cirka 20 minutter lang pause betræder sangerinden og hendes band igen den nu re-designede scene. Den ungt udseende frontperson er ligeledes i udskiftningshumør; har skiftet fra blå til hvid kjole, der lidt symbolsk lyser både stemme og fremtoning op fra scenen. Vi bevæger os ind i tidligere tiders materiale, der for flertallet af publikum nok også er det mest genkendelige. Stemningen løftes en smule op på både ”Crawling Up A Hill” og ”Fancy”, der med henholdsvis klang af lejrbålsguitar og sjove akkordskift viser Meluas lette country-bluesstil i lidt højere humør. Det er dog på ”Belfast”, at sættets anden halvdel begynder at få noget mere fat, hvor den velskrevne tekst – kombineret med en flot stemme i det høje register – gør indtryk blandt publikum. Et nummer, der i øvrigt kunne bringe mindelser om Alison Krauss & Union Station.

Mens sættets anden halvdel skrider frem, ser vi en frontkvinde med en del smil på læben samt med lidt mere overskud til høfligt formulerede historier om numrene. Vi bliver præsenteret for kendingerne ”Bridge Over Troubled Water” og ”The Closest Thing To Crazy”, som da også begge modtager flotte klapsalver. Afslutningsvis vender Gori Women’s Choir ikke så overraskende igen tilbage på den store scene, hvor vi som ekstranumre får leveret den georgiske folkesang ”Satrfialo”, inden hjertesmelteren ”I Cried For You” rigtig fint lukker og slukker med dens ørehængende tekst.

Alt i alt en silkeblød aften, hvor der var en stemningsfyldt ro fra Melua og de medbragte musikere, en ro, der som sættet skred frem forplantede sig hos et opmærksomt lyttende publikum.

 

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA