Jazzdivaen gjorde publikum høje på sang, nærvær og evangelium

Caroline Henderson, Julekoncert, Ansgar Kirke, Odense

Jazzdivaen gjorde publikum høje på sang, nærvær og evangelium

Anmeldt af Christoffer Henneberg | GAFFA

Arkivfoto

Det startede med fire udsolgte koncerter i Christians Kirke på Christianshavn, men har siden udviklet sig til et landsdækkende tilløbsstykke: Carolines Hendersons kirkelige julekoncerter.  I 2015 blev det således til ikke mindre end 15 udsolgte af slagsen i København, Roskilde, Viborg, Holstebro, Århus og Ålborg.

Onsdag aften var første gang, koncerterne nåede Odense, og det kunne derfor næppe overraske nogen, at Ansgar Kirke ikke bare kunne melde alt udsolgt, men også måtte tilføje en ekstrakoncert torsdag aften til dem, der gik forgæves i første omgang.

Man skulle da heller ikke ret langt i den halvanden time lange seance, før man forstod, hvorfor dette har udviklet sig til sådan et tilløbstykke. For er der en stemme der kan udfylde et kirkerum er det Hendersons. Stemmen fyldte rummet i en grad, der virkede intim.

Setuppet var enkelt, men effektivt. Man har tydeligvis fundet frem en form, der er tilpasset den kirkelige akustisk, og Ansgar Kirke er ikke for ingenting kendt for at huse én af de bedste af slagsen.

Flankeret af sine faste musikalske håndlangere, Nikolaj Hess (klaver) og Gustav Ljunggren (guitar), stod Henderson midterst på ”scenen”, det vil sige foran alteret. De lagde ud med salmen "En rose så jeg skyde", og der gik ikke længe, før den svensk-fødte diva havde den propfyldte kirke i sin magt.

Snart efter fulgte en udgave af Leonard Cohen-salmen "Hallelujah" – et nummer så overeksponeret, at man kunne undre sig over, hvorfor endnu en version skulle være nødvendig. Ikke desto mindre syntes tekstens konflikt mellem det gejstlige og det kropslige at passe meget godt til aftenens hovedpersonen, hvis stramtsiddende outfit var sexet uden dog at være upassende til lejligheden.

Efter Hallejujah fulgte to Dylansange: salmen "Ring Them Bells" og en kærkommen overraskelse i form af den apokryfe gospel "Lord Protect My Child", et outtake fra den såkaldt kristne periode i sangskabet.

Et tidligt højdepunkt i en koncert, der midtvejs lidt tabte pusten med nogle temmelig jordnære udgaver af klassikere fra "The Great American Songbook": divaens signatursang "Wild is the Wind", Gershwins "Ain't Necessarily So" – og en for denne anmelder ukendt, temmelig anonym George Harrison-komposition, "Be Here Now". Det kneb også lidt med åndstilstedeværelsen hos lytterne på dette sted i koncerten.

Men afprøvet og institutionaliseret, som Hendersons julekoncerter er, greb man nu til fællessang for at opretholde gejsten hos det altovervejende ældre publikum, hvis stemmer rejste sig stolt mod kirkeloftet. Igen et enkelt, men ganske effektiv greb. Mod slutningen blev det stadig sværere ikke at lade sig rive med, og hvorfor skulle man da også dét? Der sluttedes behørigt af med "Silent Night". Man gik derfra opløftet, høj på sang, nærvær og evangelium.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA