Dansabelt rockband holdt publikum i live

For Akia, Spot Festival, VoxHall, Aarhus

Dansabelt rockband holdt publikum i live

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

For Akia vandt i 2014 DR’s, Bandakademiets og Smukfests talentkonkurrence KarriereKanonen sammen med Sonja Hald og Keep Camping. I forhold til Sonja Hald (men ikke i forhold til Keep Camping) har vi endnu ikke hørt så meget fra For Akia, men de udgav singlen ”Recognizer” i 2015 og ep’en ”Get Forward” i 2016, og nu er et helt album på vej. Sange fra dette album kommer også til at fylde en stor del af sætlisten for aftenens koncert på VoxHall – herunder singleforløberen ”Keep Me Alive”, som er udkommet samme dag, som de spiller på Spot Festival.

For Akia spiller dansabel pop/rock med lineuppen sang/guitar, bas, trommer og korsangerinde og enkelte keyboardpassager på backtrack. Lydbilledet er dog spartansk med sanger Hans Mortensens stærke og ekspressive stemme og hans skarpe, funky guitarriff og Jesper Vans lige så funky, pumpende bas i fremtrædende roller, ikke mindst på førnævnte ”Keep Me Alive”. Det er melodisk, mid-tempo-groovy og velspillet, ikke helt ulig eksempelvis WhoMadeWho, tilsat fine korpassager fra Jesper Van og korsangerinden Ida Anine Lundorff.

Midtvejs i sættet sætter gruppen farten ned med tretrinsraketten ”Part of it All” med elektroniske trommer, balladen med den passende titel ”Piece of Mind” samt ”Talk Walking Mountain” med en fin guitarsolo, og det klæder dem at vise, at de kan andet end at holde en fest. Der er heldigvis stadig styr på melodierne i disse sange, og det fortsætter, da For Akia vender tilbage til festen med ”When I Come Home” fra sidste års ep, inden de siger tak med den forholdsvis lavmælte ”Backwards”.

Det forholdsvis talstærke publikum er også godt tilfredse, og hvis der er nogen retfærdighed til, kommer vi til at høre meget mere til For Akia.

 

Sætliste:

1. You're Always Gone
2. Keep Me Alive
3. Recognizer
4. Part of it All
5. Piece of Mind
6. Tall Walking Mountain
7. When I Come Home
8. Backwards

 

Se og hør optagelser fra koncerten:

 http://www.livetakeconcert.com/watch/for_akia_05-05-17/

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA