En gedigen gang Grønland

Kristian Mikkelsen, Small Time Giants, Ilang, Spot on Greenland, Spot Festival, Godsbanen

En gedigen gang Grønland

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Herhjemme er færøske navne som Eivør og Teitur populære, men hvor mange kunstnere fra det andet nordlige land i rigsfællesskabet, Grønland, er egentlig det? Der er Rasmus Lyberth, Nive Nielsen og med lidt god vilje Julie Berthelsen, men man løber hurtigt før for navne, hvis man skal til at remse dem op. Måske derfor har Spot Festival valgt at åbne med Spot On Greenland, en hel aften på Godsbanen med grønlandske kunstnere, nærmere betegnet sangeren Ulf Fleischer, sangeren og sangskriveren Kristian Mikkelsen fra gruppen Inuit Feet, hiphop-gruppen Uyarakq x Peand-eL x Tarrak, rockbandet Small Time Giants og popsangeren Ilang.

Grundet en lille misforståelse omkring armbånd får undertegnede desværre ikke adgang til koncerten med Ulf Fleischer og på grund af en ubændig trang til at se danske The Attic Sleepers må jeg misse Uyarakq x Peand-eL x Tarrak. Hvilket måske var en dum beslutning at dømme efter begejstrede tilbagemeldinger på Uyarakq x Peand-eL x Tarrak, selvom The Attic Sleepers bestemt også var fine – men tilbage til Grønland.

 

Kristian Mikkelsen ***

Den aarhusiansk bosatte sanger og sangskriver Kristian Mikkelsen er normalt forgrundsfigur i bandet Inuit Feet, men stiller op solo med sin akustiske guitar, om end han undervejs i sættet får selskab af Simon Bekker på stemningsfuld el-guitar, tilsat bottleneck med slide-effekt. Mikkelsen giver en stribe sange med fortrinsvis danske tekster, men også to på grønlandsk. Mikkelsen er en fin sanger og guitarist, men han virker mere spændende på grønlandsk, hvor de meget hverdagsagtige og ligefremme tekster kan fremstå lidt banale på dansk, med klichéfulde rim som ”Under Månen er mit hjem / Hvornår skal vi mon ses igen?” En undtagelse er dog den meget charmerende sang med omkvædet ”Jeg vil så gerne lære dig at kende” – det lyder som et potentielt hit.

 

Small Time Giants ****

Fra den musikalsk skrabede Kristian Mikkelsen går vi til den engelsksprogede kvartet Small Time Giants (billedet), der er meget populære i hjemlandet og præsenterer et anderledes potent lydbillede, som med lineuppen sang/guitar, guitar/keyboard, bas og trommer er storladent som de grønlandske vidder. Gruppens sanger Miki Jensens let androgyne stemme minder en del om Placebos Brian Molko, og musikalsk befinder vi os også i samme, let melankolske luftlag, men også med associationer til stadionpop/rocknavne som Coldplay og U2. Ambitionerne er tilsvarende høje: ”Vi har altid drømt om at skrive et hit,” siger Miki Jensen på et tidspunkt. Det har den velspillende gruppe ikke helt endnu, men de er godt på vej – der mangler bare det omkvæd, der vælter alle over ende som en lavine.

”To Whom it May Concern” bygger gradvist op til et støjende klimaks, og det samme gælder den lange, smukke afslutning ”All Hope Abandon”, inspireret af skibskatastrofen i 1959, hvor skibet Hans Hedtoft forliste ved Kap Farvel på sin første returrejse fra Grønland mod Danmark, og alle 95 ombordværende omkom. ”Vi har redningskransen i min hjemby,” som Miki Jensen dramatisk fortæller, mens en anden sang mere prosaisk er dedikeret til en studievejleder, som rådede gruppen til at droppe musikken og tage en uddannelse i stedet. Det gjorde de ikke, og at dømme efter aftenens koncert var det slet ikke nogen dum idé. Hvem ved, en dag er de måske giganter.

 

Ilang ****

For næsten ti år siden stod Ilang i spidsen for den dansk-grønlandske r&b/popduo The Benefits, som fik kontrakt med Warner Music i USA og også udgav et album dér – som dog floppede og gik hver til sit. Siden har Ilang arbejdet som sangskriver for blandt andre Cee-Lo Green og for koreanske K-pop-navne, men nu prøver han igen som solist og udgav sidste år ep’en ”Nothing and Then Some”. Det gør han godt.

Musikken er stadig engelsksproget soul, funk og pop, som bliver fremført med en lys, sjælfyldt, let nasal stemme og et solidt liveband med lineuppen guitar, keyboard, bas og trommer og musikere, der blandt andet har spillet med Rasmus Seebach og Medina. Åbningssangen ”Magic” minder sjovt nok lidt om Gloria Estefan & Miami Sound Machines 80’er-hit ”Conga”, mens ”Life is Good” har elementer af reggae, og ”Nothing” er en vuggende, ørehængende ballade. I det hele taget er der masser at synge med på, og det gør publikum da også mod slutningen af koncerten, der understreger, at Ilang stadig kan nå at blive international popstjerne. Særlig grønlandsk kan man ikke sige, at musikken lyder, og den kunne være skabt nærmest et hvilket som helst sted på kloden, men det er også det eneste, man kan indvende mod den sidste kunstner denne aften, der viste et spændende udsnit af den grønlandske musikscene, som har masser af vækstpotentiale – ikke mindst i den gamle kolonimagt.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA