Nyhed

KLASSIKEREN FYLDER 25: Albummet, som inspirerede en hel generation

I dag er det 25 år siden, Radioheads tredje album, OK Computer udkom. Vi går i dybden med albummet, som en lang række musikmagasiner har kåret til et af de bedste nogensinde.

I dag er det 25 år siden, Radioheads tredje album, OK Computer udkom. Vi går i dybden med albummet, som en lang række musikmagasiner har kåret til et af de bedste nogensinde.

Projektet var massivt. At følge op på succesen fra deres andet album The Bends føltes som en udfordring. Derudover var Oxfordshire-bandet ikke kun trætte af deres konstante turné og succes. De var også trætte af de barske, destruktive temaer i lydbilledet og især i teksterne, der havde fulgt dem siden starten. Med singlen ”Street Spirit (Fade Out)” havde de endda formået at blive lidt mainstream med et hit på singlehitlisten.

Det var tid til noget nyt og med et uroligt pladeselskab i ryggen fik de endelig helt frie tøjler. Hvad der så ville ske, var der ingen, der tænkte på, men det er også det, der er, og altid vil være, magien ved det magiske album OK Computer. Radiohead havde allerede ætset sig ind i Englands indie-elite. Nu blev de guderne, der inspirerede indierock i de 25 år, siden albummet udkom. Et digitalt-analogt mesterværk.

Tilfældighederne skabte albummet

Hele historien startede nærmest ved et tilfælde. Radiohead blev af legendariske Brian Eno bedt om at indspille en velgørenhedssang til støttealbummet The Help Album til fordel for ofre for borgerkrigen i eks-Jugoslavien. Resultatet blev “Lucky”, der blev produceret af Nigel Godrich, et på det tidspunkt mindre navn, som tidligere kun assisterede bandet som producer. Thom Yorke var lyrisk, selvom projektet floppede på grund af radiostationers afvisning af at spille sangen. Den endte alligevel på albummet. Man kan således sige, at Eno såede frøene til OK Computer, da Godrich blev producer på hele albummet – og i resten af ​​Radioheads karriere.

Bandet tog en pause fra at turnere og modtog £100.000 fra pladeselskabet Parlophone for at skabe en efterfølger til albumhittet The Bends. Radiohead gik ind i studiet med to mål: At gøre alting selv og at gøre det i deres hjemby, fortalte guitaristen Jonny Greenwood til Circus magazine i slutningen af ​​90'erne. Fra begyndelsen gik det dog ikke så godt, da bandet begyndte at optage i Oxfordshire. Der blev ikke lavet færdige sange, men der blev dog skrevet små stykker hist og her.

Sangene “Subterranean Homesick Alien”, “Electioneering” og “The Tourist” var blandt de første, der blev færdiggjort. Bandet kunne mærke, at de havde fat i noget. For os dedikerede fans kan det høres, hvis man lytter til sangene igen, at de er lidt af et startfrø til det nye Radiohead, mens den mere grunge-agtige lyd forbliver. Men her stoppede det næsten. Pladeselskabet greb ind og sagde "nej, hør nu – tag på turné i USA!"

En pause affødte den bedste sang

Som sagt så gjort, briterne agerede opvarmningsband for Alanis Morrissette i USA i 1996. Heldigvis hjalp det bandet til at fokusere, og der blev født en musikbaby, som skulle ændre indiescenen for altid. “Paranoid Android” er en vigtig sang, som burde studeres i detaljer allerede i folkeskolen. Den blev født ud af et 14 minutter langt stykke med orgler, der spillede solo hele vejen igennem. Slutresultatet var "kun" seks minutter langt. Men lyt til produktionen. På androiden, der præsenterer sig selv, på Thom Yorkes lidende stemme, på den lette guitar, der eksperimenterende leger med taktarten. Det er svært ikke at blive lyrisk om, hvor godt formet sangen er i al dens sammensathed. Den har inspireret alle de tilgængelige indierock-stilarter fra The White Stripes til The National. Og glem ikke Kent!

Og selve teksten er ekstremt kompleks. Den bevæger sig mellem forbrugersamfund og kritiserer yuppier, der bare vil tjene penge. Et klart tema for resten af ​​albummet. Her kan man også drage paralleller til den korte sang “Fitter Happier”, som blot er en robotstemme (som faktisk lyder ligesom Macbooks lydtjeneste Fred) og dystopiske lyde, der danner en mørk fortælling.

Endnu en uventet gæst dukker op

Men alligevel følte bandet ikke, at de var på rette vej. Inden den næste uventede gæst kom ind i deres liv – filminstruktør Baz Luhrmann. Thom Yorke har fortalt i belgisk radio om, hvordan Luhrmann spurgte, om bandet ville lave musik til de sidste 30 minutter af hans film Romeo + Juliet.  Her fødtes “Exit Music (For A Film)”. En sang, der blev føjet til OK Computer.

Da bandet vendte tilbage til England, flyttede de fra deres hjemby til et historisk palæ i Somerset. På grund af sit specielle lydmiljø kunne der dannes en helt unik lyd på stedet. Lyt til “Let Down”, som blev optaget i en stor balsal klokken tre om natten. Eller på studieversionen af ​​”Exit Music (For A Film)”, som bruger naturlig rumklang fra en stentrappe. Det meste af det blev optaget live med få genindspilninger.

Ifølge bandet har inspirationen bag albummet været bred, men det mest interessante i dag 25 år senere er, hvor meget det fortsat er på forkant med moderne indie. Det er næsten sjovt, hvordan noget "så gammelt" kan lyde så friskt. Kritikerne elskede albummet dengang, men ikke så meget, som da albummet fyldte ti år. Da den seneste bokssæt-version udkom i 2009, fik den topkarakterer fra alle. I 1997 fik den 4/5 af Rolling Stone, som sidstnævnte ændrede til en femmer flere gange derefter. GAFFA tildelte dog allerede i 1997 albummet de maksimale seks stjerner, eller rettere GAFFA-ruller, som det hed dengang.

Vil I høre noget sjovt? Radioheads amerikanske pladeselskab Capitol kaldte albummet "kommercielt selvmord". De ville have et "nyt Creep" og troede, albummet ville blive et flop. Men som vi ved i dag, tog de så grueligt fejl. Resultatet blev omkring syv millioner solgte plader på verdensplan.

Albummet som inspirerede en hel generation

Helt ærligt er der få album, der fortjener en så høj vurdering som dette. Albummet føles moderne i både tema og lyd, når det bevæger sig mellem mørke ballader og skæve toner. Det føles aldrig for mørkt, aldrig for lyst. Et atmosfærisk lydbillede, der stadig emmer af melankoli. Legendariske “Karma Police” bryder udtrykket med dets akustiske guitarer og fantastisk smukke vokalarrangementer. Med kun klaver, guitar og Thom Yorke føles det som om, det regner med roser. Det gør både ondt og er smukt.

Nu er 25 års jubilæet et faktum. Da albummet fyldte 20, udkom der en eksklusiv udgave ved navn OKNOTOK med nymastrede versioner, alle b-sider og tre tidligere uudgivne sange inkluderet – “I Promise”, “Lift” og “Man Of War”. Fine tilføjelser, hvor sidstnævnte dog føles en smule malplaceret med sine hårde guitarloops. Den blev skrevet til filmen The Avengers i 1998, men Yorke kunne ikke lide resultatet. Det er bestemt godt, men hører ikke hjemme på samme album.

B-siderne er ofte meget alternative og mere legende. Men de er i høj klasse som i den funky instrumentale “Meeting In The Aisle”, der på “Karma Police”-singlen forsøger sig med et mere dansende, og jeg tør godt sige sexet, greb. Bandet spillede sangen live for første gang i 2012 på en episk måde. Og atmosfæriske “polyethylen” (del 1 + 2), der giver mindfuck i dagevis med sit tunge lydgreb og samtidig lette akustiske guitar.

Tag dig også tid til at lytte til Thom Yorke sidde alene ved et klaver og synge “How I Made My Millions” ind i en "dårlig" mikrofon. En b-side fra “No Surprises”, der smelter hjerter. Så fantastisk smuk i sin lo-fi atmosfære. Han spiller endda den forkerte tone – det er kunst.

Hvis du kan lide alternativ rock og indierockscenen, har du en forpligtelse til i det mindste at skrive et mentalt takkebrev til OK Computer. En fantastisk skat, der helt sikkert har inspireret mange bands, som du og jeg elsker i dag. Her turde Radiohead investere alt, og de skabte et mesterværk. Hvis det ikke er inspirerende, så ved jeg ikke hvad er.

LÆS OGSÅ: GUIDE: 18 timers OK til din Computer – del 1

























ANNONCE