I følelsernes vold på Dyrskuepladsen

The xx, Orange Scene, Roskilde Festival

I følelsernes vold på Dyrskuepladsen

Anmeldt af Jesper Buhl | GAFFA

Meget passende indledtes koncerten med nummeret Intro, som også åbner trioens selvbetitlede debutalbum. De enkle og nærmest ophøjede guitartoner satte fint stemningen for, hvad vi skulle opleve.

Crystalised var et godt eksempel på, hvor godt det lykkedes trioen at komme ud over rampen med deres bredformatsminimalisme. Med dundrende tam-tam'er og smukt samspil mellem guitar og bas emmede det af stemning, og det skæmmede kun lidt, at Oliver Sims mikrofon tilsyneladende satte ud under et af hans vers, og at lyden på Romys stemme i starten af koncerten var en smule skinger – det kom der heldigvis bedre styr på. Say Something Loving og Lips gav os den der intense længselsfuldhed, som bandet er så dygtige til at udtrykke. Vokalpræstationerne var i det hele taget ganske fremragende. Islands blev spillet en anelse hurtigere og strammere, mere spændstigt end på pladen, og Dangerous fjernede med sit skippende garage-beat enhver irritation over at stå i den silende, triste regn.

Efter I Dare You, hvor Romy Croft meget passende sang ”I hear it now, like I heard it then”, fortalte hun, at hun havde besøgt Roskilde Festival som 16-årig og havde fået knust sit hjerte af en kæreste. Publikum, sagde hun, er ”way more fun than she was”. Herefter fik vi et af koncertens højdepunkter, en intens version af Performance kun båret af Romys guitar og stemme. Smukt!

A Violent Noise, som er denne signaturs aktuelle yndlings-xx-nummer, bød på basdunder og en skønhed, som kun lige kunne være under Roskildes åbne himmel. En sidemand var dog mindre imponeret. Han mente, det var for nemt bare at ”spille to toner på guitaren”. Ikke alle er fans af trioens minimalistiske udtryk, hvor det jo netop er pauserne mellem tonerne, der er hele pointen i englændernes sublimt tilbageholdte musik.

Efter fine versioner af hjertesmelteren Brave For You og den dejligt ubesværede VCR kom så Fiction, som havde fået et lækkert houseantrit, og originalens tungt dystre pianonedslag var blevet til housede synkoper. Det hele blev smeltet sammen i Jamie Smiths maskiner, og vi endte i en stramt indpiskende version af den ellers tyste Shelter og i Jamies solonummer Loud Places, som begyndte med Romys dragende stemme og kulminerede i ren technoondskab.

Herefter fik vi On Hold, hvor Romy rørt takkede publikum med et ”I love you, Roskilde”. Er The xx simpelthen Europas sødeste band? Spørgsmålet må hænge ubesvaret i luften på samme måde, som afslutteren Angels fra bandets andet album Coexist lod tystheden eksistere mellem tonerne. "And the end comes too soon / Like dreaming of angels / And leaving without them," som Romy sang.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA