x
Jazzmusiker med poprock-attitude

Jamie Cullum, Copenhagen Jazz Festival, Koncertsalen, Koncerthuset

Jazzmusiker med poprock-attitude

Anmeldt af Ivan Rod | GAFFA

Jeg har tidligere kaldt Jamie Cullum en arvtager efter Billy Joel. Andre har kaldt ham en arvtager efter Frank Sinatra. Og begge dele er han. Men det slår mig søndag aften, at han også er som den samtidige vokaljazzscenes svar på popscenens Robbie Williams.

Cullum er, som Williams, født i 1970’ernes England. Han er, som Williams uhøjtidelig, energisk, generøs og helt afsindigt musikalsk. Og, som Williams, af karakter en gadedreng og springfyr.

Cullum kan f.eks. kun i få minutter sidde stille bag klaveret. Han vil helst stå ved det, gerne sparke taburetten under sig væk og op at stå på sine tæer, alt imens han bokser i klaviaturet og betvinger mikrofonen. Han vil gerne op at stå på klaveret, gerne springe ud fra det, gerne springe rundt med en trådløs mikrofon mellem sine sidemen og gerne vende tilbage til klaveret, for i glidende bevægelser at anslå alle tangenter med en voldsomhed, som skulle han på rekordtid stemme en kano ud af en egestamme.

Søndag aften – på Jazz Festivalens sidste aften – sprang han endda på et tidspunkt ud fra scenen, ud blandt publikum. Herude spænede han op imellem stolerækkerne, alt imens han sang. Et øjeblik forsvandt han, om end lyden forblev intakt. Øjeblikke efter kom han til syne, løbende ned ad en af trapperne på 1. balkon, syngende. Og stående her, lænet op ad balkonens spinkle rækværk, sang han i 20-30 sekunder, før han – stadigt syngende spænede tilbage – op ad trappen, ud af syne, for snart efter at stå på scenen igen. Og hele tiden i vigør, kontrol og kontakt med alt og alle.

Det er altså ikke at tage munden for fuld at sige, at crooneren Cullum beherskede jazzscenen med en attitude, som man ellers kun finder i poppen eller rocken. Men hans materiale animerer til det. Koncerten åbnede således med de rock og rullende numre Work of Art og When I Get Famous. Og fortsatte med fynd og klem og uden tidsspilde og nonsens gennem en stribe af fremragende numre – med højdepunkter som Don’t Stop the Music, Save Your Soul og Sinnerman. Hele tiden fornemmede man – ikke bare at Cullum var helt ualmindeligt dygtig, men også at hans entusiasme var ægte. Hans kunstneriske kraft livgivende.

Så får det være, at lyden i begyndelsen var mudret. Entusiasmen, energien og ægtheden – kombineret med Cullums tekniske og kunstneriske niveau – gjorde koncerten til en totaloplevelse af sjælden karakter. Og – tilrettelagt eller ej – da han satte sig til klaveret for at give et nedtonet, fjerde ekstranummer solo, Gran Torino, fremstod han reelt rørt over publikums modtagelse.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA