x
Det patetiske og poetiske samlet i australsk 80’er-surf-pop

Alex Cameron, Ideal Bar, København

Det patetiske og poetiske samlet i australsk 80’er-surf-pop

Anmeldt af Simon Baastrup | GAFFA

Torsdag aften spillede den australske singer-songwriter Alex Cameron på Ideal Bar i København. Cameron og bandet har netop skudt deres europæiske tour i gang, og den udsolgte koncert i København stod øverst på listen. ”Klassens taber”, som han er kendt for at være grundet en kærlighed til tristessen, havde et band bestående af keyboard, guitar, trommer, bas og saxofon med sig. Koncerten bestod af en blanding af numre fra den seneste udgivelse Forced Witnesses (2017) og debutpladen Jumping the Shark (2016).

Danske Visitor Kane var med som support og skød aftenen i gang. I mørket lignede frontfiguren Patrick Kociszewski en ung Nick Cave og lød som en ung Scott Walker, mens han dansede i et syrelignende-trip til den tunge bas – badet i et blåligt lys. Bassens tunge toner blev blandet med synths fra computeren, hvilket gav en harmonisk bevægelse mellem de kraftfulde tekster, klangfladerne, rytmen og den croonede stemme.

Det blå lys blev skiftet ud med et rødligt skær, og efter en kort pause gik aftenens hovednavn på. Alex Camerons skjorte var knappet godt op, og håret var redt helt tilbage som 80’ernes store filmhelte, da han stod helt tæt på publikum på den lille, intime scene. Med bassen pumpende i brystet, en frontmand i knæ og et opløftende keyboard, der mindede om en åbningssekvens fra et gammelt Nintendo-spil, kom vi legende og let i gang med Happy Endings.

Musikkens taber surfede på melankolien og det grimme

Alex Cameron havde ikke kun taget musikken med sig til København: Koncerten var i den grad også præget af humor med plads til små anekdoter og grin. The Comeback blev skudt afsted foran et veloplagt publikum, og Cameron formåede højt på tå og helt nede i knæ at mime en australsk surfer. Tempoet blev bygget op af keyboardets næsten melodica-agtige lyd, og trommen med sine konstante slag på hi-hatten bød på feel-good vibes til den ellers noget melankolske tekst.

Tragikomikken flød over i en anmeldelse af saxofonistens stol, hvor en topkarakter ikke var mulig: Intet er perfekt ifølge Alex Cameron. Han er blevet kendt for at dyrke det grimme og fiaskoerne med udgangspunkt i sig selv med sange som bl.a. Real Bad Looking og The Chihuahua. Han beder til ”taberne” i et kabaretlignende univers blandet sammen med en kitschet 80’er-stil, hvor det triste ophøjes – og det smukke heri.

Alle kontrasterne fik lov til at skinne igennem

Break-up-hittet Candy May blev slået an af Camerons akustiske guitar, efterfulgt af trommens hårde slag. Den elektriske guitar bød ind med små, legende anslag, og hi-hatten bandt det hele sammen, alt imens saxofonens komik skabte en art poetisk rød tråd for at ophøje den kontrastfyldte kærligheds røde skær.

Koncerten svingede hele tiden mellem surf-, ballroom- og Vegasstemning, hvor især det drømmende keyboard og den bløde saxofon formåede at styre overgangene fra det ene rum til det andet. True Lies var bl.a. fremført med jamaicanske claves og en legende elektrisk guitar, hvilket samlede melankolien og ironien i ét og mindede os om, at man er nødt til at lukke det smukke ind, selvom det kan være en løgn.

Springsteen og de politiske undertoner

Alex Cameron lød som om en ung Bruce Springsteen, især under nummeret Stranger’s Kiss. Den akustiske guitar blev her fint akkompagneret af trommerne og den elektriske guitar. ”It hurts” lød det i teksten, men smerten ekkoede ud blandt publikum og frembragte aftenens største bifald.

De stærke kvinder blev hyldet under Take Care of Business, hvor en ung kvinde symbolsk hævede sin knyttede hånd midt i et tætpakket publikum til den pulserende stortromme. Bassen bragede videre over i Marlon Brando, hvis teatralske intro henledte tankerne til noget ”queensk”. De dedikerede hoppede, et rasleæg blev tilføjet til lydsiden, og alle ”straight, white males” stod for skud. Men midt i de politiske statements fandt bandet alligevel en balance, hvor budskabet i Politics of Love afsluttede aftenen med hymnen om, at vi skal have det sjovt, danse og nyde kærligheden. Netop dét skete denne aften på Ideal Bar.

Sætliste:

  1. Happy Endings
  2. Real Bad Looking
  3. The Comeback
  4. Candy May
  5. The Chihuahua
  6. True Lies
  7. Runnin’ Outta Luck
  8. Stranger’s Kiss
  9. Take Care of Business
  10. Marlon Brando
  11. Politics of Love

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA