x
Ulven kom med nam nam

Peter Belli, Amager Bio, København

Ulven kom med nam nam

Anmeldt af Rasmus Heide | GAFFA

“God aften og rigtig rigtig hjertelig velkommen til min sidste koncert.”

Helt fra start lægger Peter Belli kortene på bordet. Vi skal sige farvel, og han har taget musik med til festen. Efter 58 år takker han endegyldigt af - og virker hverken krukket eller højtidelig omkring det. Men inden det bliver tid til ulvens entré, trakterer sønnike Michel Belli os med en god halv time af sin dansksprogede og meget velspillede rock.

Forlægget fornægter sig ikke. Michels stemme er som en ung kopi af farmands - inkl. langt hår og skæg - men hvor juniors musikalske udtryk har mere kant og skejer mere ud - bl.a. i Mikkel Grues gyldne guitarsoli - så er det stadig den klare, lyse stemme, der bærer læsset. Han taler også om det svære i at mærke både ærefrygt og nerver over at være forretten før farmands hovedret i aften. Mere Michel, tak.

Rundsleben hovedret
Peter Bellis band indtager scenen uden dikkedarer, og efter en kort optakt spadserer aftenens hovedperson ind på scenen ulasteligt velklædt i mørkt jakkesæt, skjorte og vest. Stor jubel. Danskrockens originale rebel er blevet nobel med årene, og i aften er ingen undtagelse. Vi bliver budt pænt velkommen, og de næste to timer følger en opvisning i gamle dyder og ægte kærlighed tilsat rundsleben danskrock.

Bandet brillerer allerede ved andet nummer, hvor “Penge” groover sejt og drevent, så vi mærker, at de har turneret i et lille års tid med det her repertoire. De spiller dynamisk, afdæmpet og med en rå rock’n’roll-urkraft boblende lige under overfladen, klar til at bryde frem, når der er plads og behov. Alt sidder præcist, og lyden er klar og veldrejet.

Og så er der stemmen. Som Peter Belli står der 74 år gammel, styrer han ubesværet scenen og bandet gennem musikken. Flere steder dæmper han musikken helt ned, så hans stemme står alene - i stille passager, i pludselige stød og crescendoer - og han behersker det hele med skarpt overskud. Selv om bentøjet virker stift, så fryder ørerne sig over Bellis veldefinerede stemme sammen med bandets korarbejde - altid passende, aldrig anmassende.

Heldige Belli
“Heldig” er historien om Bellis livserkendelser, da han vågnede op efter alvorlig sygdom og så sin kone June og børnene stå alvorsfulde ved fodenden af hospitalssengen. Peter Belli skyer ikke de svære følelser, og vi får historien om at påskønne det og de nære, når døden pludselig banker på.

“You Better Move On” var Bellis allerførste grammofonplade, der gav ham jobs på landevejen. Han er stolt over nummeret, som han præsenterer som et højdepunkt fra sin karrieres start. Som koncerten skrider frem, fornemmer man, at han selv må stå og tælle ned til den ultimative slutning. Hvordan har han det mon med det? Mere om det senere.

June er Peters nam nam
Peter Bellis rockværdier stammer fra en anden tid. Han tager os derhen med uforfalsket entusiasme og old school respekt. Han holder på formerne og hylder familien. Hans kone June nævner han adskillige gange, og vi får cementeret indtrykket af en livslang, tæt kærlighed. Sent i koncerten får Belli formastet sig til at kalde June på scenen for en duet, men afbryder sig selv og pointerer, at June jo ikke er Hilda, hun er June.

“Peter kan li’ nam nam, men du kan stole trygt på ham. Han frelser dig fra de andre dyr i skoven.” Fællessang og ulvehyl fylder Bio’en, så Belli ser imponeret til. Følelsen i salen vokser sig stor, og publikum griner og hyler, mens Peter mæer som et uskyldigt lam. Højdepunkt!

Traveling Wilburys’ “En At Bli’ Som” løfter stemningen endnu et par trin - ikke mindst fordi “verdens bedste guitarist” Knud Møller kommer på scenen for et visit. Det matcher ikke helt koncertens foromtale, hvor han blev præsenteret som fast del af bandet. Anyway. Lydmanden når næsten at få skruet op for Knud Møllers guitar, da soloen starter.

Peter Belli taler ind imellem om baggrunden for nogle af numrene. Han nævner legendariske Radio Luxemborg, som i de tidlige år gav inspiration til mange nye numre i repertoiret, og blandt publikum deler vi oplevelsen af at finindstille de gamle radioapparater til den fjerne radiostation med de nye hits. En helt anden tid.

Hold nu kæft!
“The House of the Rising Sun” risler koldt ned ad ryggen med Peters på én gang spidse og bløde vokal, mens “Sylvias Mor” er en af mange danske "undersættelser", der altid har fyldt godt op i Peter Bellis repertoire. Kritikere kunne sige, at de banale sange har fyldt en del i Peter Bellis karriere - “Teddybjørn” og “Ingen Regning” er nok de fremmeste eksempler - så meget desto vigtigere er levering, performance og indstilling til publikum, og hér står Peter Belli solidt og selvsikkert og leverer varen.

Mens Belli taler, knævres der blandt publikum, og på et tidspunkt får en gæst nok og brøler “Hold nu kæft!” Belli stopper sin introduktion og uden at blande sig giver han irettesættelsen plads til at bundfælde sig. Koncerter er ikke snakkeklubber.

“DC-9” - hittet om at se København oppefra - afrunder hovedsættet, og Peter Belli har tydeligvis ikke lyst til at gå, så han vender hurtigt tilbage. Vi får 60’errock i “Roll Over Beatles”, inden den danske version af Barry Manilows “Copacabana” - hyldesten til “Istedgade” - pludselig introducerer blodrød 70’er-disco i aftenens rocksæt. I nogle stygge øjeblikke ser det ud til, at Belli afslutter karrieren med det nummer - men så vender han igen tilbage til scenen.

Festlig protest og selvbiografi
“Bli’ Væk Fra Vort Kvarter” er aftenens festlige protestsang med linjer som “højhuse er morgendagens slum”, og fællessangen fylder igen Bio’en. Den lovede koncertoptagelse fra i aften, som vi kan bestille og forudbetale ude ved baren, ligner mere og mere et must.

“At synge mennesker glade er jo det, jeg gerne vil.” Linjen kommer fra den sang, som Peter Belli slutter sin karrieres sidste koncert af med - den selvbiografiske “Rock’n’Roll, Jeg Gav Dig Mine Aller Bedste År”. Rolig, velovervejet og fattet.

Fra pladsen bagest i salen er det ikke helt tydeligt, om Peter også fælder en tåre eller bare gnider sig træt i øjnene. Men han tager sig god tid; ønsker os godt nytår to, tre, fire gange; trækker lydmanden på scenen for en fortjent fejring; modtager blomsterbuketter og flasker. Efter lang tid forlader han scenen sammen med bandet. Fin afsked. Farvel, Peter. Ulven kommer ikke mere.

Sætliste:
Hvis jeg var arbejdsløs
Penge
Heldig
Ribbet & Flået
Baby i Nat+
Not Fade Away+
You Better Move On
Stakkels Kaj
Tommy & Tanja
Helt igennem Respektabel
Ulven Peter
En at Bli’ Som*
House of the Rising Sun
Sylvias Mor
Papa Ka’ Kun Li’ Rock’n’Roll
DC-9*+
- ekstra 1:
Roll over Beatles*
Istedgade+
- ekstra 2:
Bli’ Væk fra Vort Kvarter
- ekstra 3:
Rock’n’Roll, Jeg Gav Dig Mine Aller Bedste År*+

Lineup:
Peter Belli - vokal
Marcus Winther-John - guitar, kor
Lars Skjærbæk - guitar, kor
Troels Skjærbæk - bas, kor
Jesper Thomsen - trommer
Martin Jønsson - tangenter
Knud Møller - guitar*
Lei Moe - kor+


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA