Kæden hopper af

Chainsmokers, Royal Arena, København

Kæden hopper af

Anmeldt af Jens Dræby | GAFFA

Det var svært ikke at sukke dybt, da ”koncerten” bragede sig selv i gang med en collegestemning efter laveste fællesnævner. Den infernalske brostep, der slog takten for Andrew Taggart og Alex Palls indtog i Royal Arena, gjorde det lynhurtigt klart, at Chainsmokers-holdet slet ikke var ude efter at genskabe den indie-EDM, de efterhånden er blevet kendt for takket være hjælpende hænder fra Chris Martin og Halsey. Scenen i Royal Arena var bygget op med en pult og trommer og ekstra synths og drum pads. Hvert element kunne hejses og sænkes, alt efter om duoen var opsat på at spille lidt rigtigt også. Og det var de, hvilket blev et af de helt store irritationsmomenter ved et sølle hybridshow.

Dermed ikke sagt, at showet ikke blæste knoppen af os med korslagte arme. det var bare et af de mere anonyme dj-sæt fra to kammerater, der ellers i udgivelserne har en relativt klar stil. Tjeklisten for det sædvanlige festival-sæt blev hurtigt krydset af med pyroteknik, konfettikanoner, trap, hardstyle, kiksede samples fra 80’erne og 90’erne og drop efter drop effer drop med synthkaskader. Et af Chainsmokers første kendte tracks foruden ”#SELFIE” med navnet ”Kanye” blev flettet ind i det utålmodige og hektiske sæt, der ellers var rendyrket smadder fra første sekund. Eller egentlig var der tale om et langt, voldsomt og at dømme fra de unge svajende arme ret så effektivt dj-sæt afbrudt fra tid til anden af de numre, der har gjort duoen kendt i første omgang. Det er ikke nemt at skabe bro mellem de to ting, som Chainsmokers gerne vil.

For publikum på gulvet blev baggrundsskæmen ét med pulten, der også agerede skærm til mangen en visuel effekt, de har fået fingrene i. Hvad er det i øvrigt, der gør, at musik, som lyder brutal og voldsom skal akkompagneres af mareridtsagtige billeder, er det virkelig meningen, at vi skal føle, det er lidt farligt med voldsom elektronisk musik. De mange visioner fra helvede og dårlige syretrip var bare endnu et bizart tilskud til en koncert, der allerede stak i mange forskellige retninger. Og så alligevel ikke, for det var svært at finde ud af, om der var nogen retning at gå med de vilde festligheder, der ubemærket kunne have været en tro kopi af noget, der blev spillet på Magicbox.

Et helt andet problem var Andrew Taggart som frontmand og sanger. Ikke blot var han ret ulidelig som selviscenesat college-sanger uden egentligt talent, men han trådte også selv på sit afblegede hår og privilegium ved at rappe et cover af Kendrick Lamars ”HUMBLE.”. En god huskeregel er, at man aldrig skal rappe et cover. Der var lige i starten en klar forhåbning om, at Chainsmokers magtede at levere nogle rimelige og organiske sange fra deres bagkatalog, ikke mindst takket være den yderst habile trommeslager Matt McGuire, som formåede at være bindeledet mellem ”Break Up Every Night” og dj-sættet. Resten af koncerten kunne have været et elegant flow mellem originalt Chainsmokers og de episke mixes af nyt og gammelt.

Aftenen på Royal Arena var hamrende ujævn, men det betød også, at ved enkelte øjeblikke var det umuligt ikke at blive revet med, fordi der pludselig var noget, som fungerede rigtig godt: Den gennemførte fremførsel af ”Sick Boy” med Alex Pall på klaver og en indfølt og medrivende performance fra Taggart, stående på en lille kasse med lys i. Også i dj-sættet var der forbedringer, selvom det hovedsagligt var smadder fra start til slut. Fordi de bærende samples blev skævere og uden for det forventede, var det nemt mærke stemningen i salen, når det enten var f.eks. Venga Boys eller Cranberries, der kom i spil.  

Opvarmning: Martin Jensen *****

Martin Jensen må være definitionen af et solidt opvarmningsact. Ikke blot er stjernefrøet god til at spille på charmen og en mester til at time sangene mellem pop, moombahton, svensk house og latin trap, men han har også et øre for det strømlinede og effektive, uden at det bliver kedeligt og alt for forudsigeligt. Kritikken mod Martin Jensen er måske, at hans stil er meget sikker og beregnende og stort set upersonlig i hans valg af mixes. Det var også, som om det formiksede sæt ikke flød særlig meget mellem sangene. Som han bekymringsløs bevægede sig over i den episke melodiske house inklusive hans egen "Solo Dance" var publikum lige så friske og varme, som man kan forestille sig.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA