x
Rhye – generøs soulfunk-åbenbaring i Vega

Rhye, Store Vega, København

Rhye – generøs soulfunk-åbenbaring i Vega

Anmeldt af Jan Eriksen | GAFFA

Ligesom klokken altid er 17 et eller andet sted i verden – og det derfor er tid til en Gin & Tonic – vil der altid være en scene, hvor en sanger synger i ekkoet af the mighty Smokey Robinsons tenor.

I aftes var den scene henlagt til Store Vega. Den canadiske sanger Michael Milosh, der indspiller og optræder under navnet Rhye, bliver ofte sammenlignet med 80'er-soulpop-stjernen Sade. Klangligt giver det godt nok mening, men i bund og grund står han på skuldrene af kongerne af Motown.

Rhye var oprindelig en duo, bestående af Milosh og danske Robin Hannibal (Quadron). Nu er Rhye solist. Senest har han udsendt albummet Blood i samme urbane, sofistiskerede og electrofunkede stil som det første Woman. Men mens numrene på Blood lyder lovlig døsigt ens på plade, er det en helt, helt anden sag live.

Hvilken nerve, hvilket fokus, hvilken spilleglæde.

Et livsstykke af en keyboardspiller

Med sig på scenen havde sangeren et livstykke af en keyboardspiller, en bassist, en trommeslager, en guitarist, diverse ekstra elektronik – og to musikere, der vekslede mellem strygere (mest) og blæsere.

I et sublimt orkestreret og næsten skræmmende vellydende samspil mellem strygernes køligt europæiske melankoli (der er alt for lidt cello i moderne musik) og den soulfunkede bund skete der noget helt utroligt; på én gang meget inderligt nøgent og samtidig kropsligt, ekspressivt.

Michael Milosh's oprindelige klassiske uddannelse som cellist og violinist afspejler sig tydeligt.

Han vil muligvis selv sige, at inspirationen lige så meget kommer fra Bon Ivers isvinterlyd på det banebrydende album For Emma, Forever Ago.

For mig lød det metaforisk, som hvis den skønne, blå Donau løb sammen med Mississippis mudrede vande.

En god del af magien skyldtes hyppige temposkift og breaks. Da tankerne var tæt på at flyve på afveje i f.eks. silkelagenbløde "Major Minor Love" og "Phoenix" gik der pludselig rock og for den sags skyld lidt syrejazz i den – med en guitarist, der på et tidspunkt lød Steely Dan-jazzet.

Prangende svinefunk

Der var prangende svinefunk, som i Montmartre i 80'erne, eller det næsten nye kultband Psychic Mirrors, i "Wicked State". I hvert fald indtil blæserne fyldte rummet med New Orleans-stemning.

"Taste" lød, som hvis Daft Punk havde erobret en smooth soul-playliste på Spotify og gjort den til deres egen.

Først og sidst var der Rhyes nænsomme vokal.

Jeg tror, det var i "Open", da han, med bare en smule backing nærmest hviskende fyldte rummet med blåtonede eventyrstrejf af erindringer og uforløst kærlighed, definitivt tryllebandt også denne anmelder.

"Jeg kan lide energien i dette rum, der sker noget godt," sagde Rhye på et tidspunkt. Nemlig.

I godt og vel halvanden time tirsdag aften var Rhye i Vega det bedst tænkelige argument for, at musik skal høres live. Føles live.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA