Kan jeg få en omgang mere med IAMJJ?

IAMJJ, Spot Festival, Scandinavian Congress Center

Kan jeg få en omgang mere med IAMJJ?

Anmeldt af Nanna Westergaard | GAFFA

Fra det sekund, Jacob Stenfatt Jensen aka. IAMJJ åbner sin mund og lukker sin dybe røst ud i den propfyldte koncertsal i Scandinavian Congress Center, giver det et sug i maven, for IAMJJs stemme er netop så dyb, at den også går dybt i lytteren. Og han kan ikke blot synge dybt, for allerede under åbningsnummeret ”You in my Arms” demonstrerer han, hvor flydende han kan gå fra den lidt mere lyse og råbende vokal på ”With you in my arms babe” til den helt dybe ”cruising down the road”, som, selvom den næsten overlapper den forrige sætning, skifter fuldstændig gnidningsløst.

En imponerende og dyb stemme alene gør dog ikke en god koncert, for dem kan man finde mange af i musikhistorien, også den, der udfolder sig omkring os nu. Men heldigvis har IAMJJ meget mere at byde på end det.

Gyngende gulv og fællessang

”Jeg får brug for jeres hjælp” siger IAMJJ og begynder at trampe fra side til side, mens han opfordrer publikum til at gøre det samme. Gulvet gynger derefter frem og tilbage til den sumpede ”Different Kind of Blues”, og selvom de fleste holder op med at trampe og gynge halvvejs gennem det første omkvæd, er publikum stadig med, hvilket man tydeligt kan mærke, da IAMJJ igen sidst i nummeret beder om hjælp til en klassisk omgang ”når jeg synger a, synger I b.”

Normalt er jeg ikke fan af disse indskud i en koncert, for jeg er jo kommet for at høre IAMJJ og ikke mig selv og den venlige del af publikum, der ligeledes vælger at synge med. Men mens musikerne spiller helt dæmpet, og IAMJJ synger ”When I get low”, og publikum stemmer i med ”my my my” med øgende engagement, får han alligevel skabt et fint øjeblik, som dog stadigvæk peaker, da han igen lader være med at vende sin mikrofon mod publikum, og hele bandet igen skruer op.

Fuck intimscenen

Inden koncertstarten sad jeg og klogede mig overfor min medkoncertgænger om, at jeg mente, IAMJJ ville gøre sig godt på en mere intim scene, og jeg følte mig derfor godt tilfreds med den siddeplads, jeg havde fået omme bagi, men snart blev mine selvpåståede booking-evner gjort til skamme, da rastløsheden begyndte at sprede sig i mig, og jeg drømte mig ud på det fyldte gulv. Da IAMJJ spiller sit sidste nummer, ”Bomay Roof”, giver han sin stemme alt, hvad den har, så jeg i min lille notesbog må skrive: ”fuck, en stemme.” Kort efter står bassisten oven på stortrommen, og jeg må også skrive ”fuck intimscenen.”

Min sidemand havde kort forinden udbrydt ”allerede?”, da IAMJJ introducerede ”Bloody Future” som sit næstsidste nummer, og jeg kan ikke andet end at give ham ret. Nok har IAMJJ stadig et begrænset bagkatalog, men hans album Bloody Future er trods alt næsten et kvarter længere, end koncerten var, og der er ikke et eneste nummer derpå, jeg ikke gerne ville have hørt live, herunder ”Clyse” og ”If I Took You to the Ocean”, som vi desværre måtte undvære i denne omgang. Men jeg håber i hvert fald at komme til at høre IAMJJ igen, og der vil jeg krydse fingre for et fuldt sæt, for ham her kan jeg ikke få nok af.

 

Sætliste:

You in My Arms

Supersonic

Different Kind of Blues

Homer

Super Hero Eva

Bloody Future

Bomay Roof


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA