x
ANMELDELSE: Ingen frelse, men løfterig elektropop

Molina, Spot Festival, Atlas, Aarhus

ANMELDELSE: Ingen frelse, men løfterig elektropop

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Danske Molina med det borgerlige navn Rebecca Maria Stougaard Molina er både sangerinde, sangskriver og producer. Hendes musik er en slags elektropop, og i studiet laver hun en stor del af arbejdet selv, men live på Spot har hun medbragt et regulært band med guitarist/keyboardspiller, bassist, trommeslager og en korsangerinde, mens hun selv står for sang og betjener en effektenhed.

Molina har vakt en del opmærksomhed i både ind- og udland med først debutsinglen "Salvation" fra 2016, siden ep'en Corpus fra sidste år, og i sidste måned udgav hun så en ny single, "Hey Kids". Selveste Elton John har spillet "Salvation" i sit radioshow "Rocket Hour" på Apple Musics netradio Beats 1, og det er da også et ganske fremragende nummer. En særdeles iørefaldende melodi, en solid, noget firserklingende synthpop-produktion, og så en stærk, udtryksfuld vokal, som også sender mine tanker mod 80'erne, nærmere betegnet legendariske Elizabeth Fraser fra de skotske dreampop-stilskabere Cocteau Twins. Vel at mærke i det forholdsvis dybe leje, Fraser sang på gruppens to første album, inden hun gik op i et højere og mere sfærisk register på bandets efterfølgende udgivelser.

Molina lader dog til allerede at være på vej videre, for vi får slet ikke "Salvation" at høre denne aften ­– hun optrådte også på Spot sidste år, hvor jeg desværre missede hende, men mon ikke den blev spillet dengang? I aften er fem ud af otte sange endnu uudgivne, og den sjette er den nye single. Molina lægger dog ud med debut-ep'ens "Are They Gold?", hvor især den fremtrædende, håndspillede bas understreger oplevelsen af, at det her altså er et liveband, der spiller, oven i købet et velspillende af slagsen, også selvom visse synthlyde stammer fra et backtrack. På denne første sang er Molinas ellers så solide vokal en lille smule usikker, men det bliver heldigvis meget bedre på de efterfølgende sange, og hele vejen får hun god opbakning af den velsyngende korsangerinde.

I sættets fjerde sang, "Vanilla Shell", forlader bandet scenen, og Molina står alene tilbage med sin effektenhed, der spiller et stemningsfuldt synthtema som fundament for den afdæmpede ballade. Selvom salen er trekvart fyldt, kan Molina godt få ørenlyd i dette mere rolige øjeblik, og det siger lidt om hendes evner som sangskriver og performer. "I'm like a mermaid" synger hun, og der er da også noget havfrueagtigt eventyrligt og uhåndgribeligt over kunstneren, ikke mindst på denne sang, der ligesom de andre udløser solid applaus.

Den nye single "Hey Kids" med omkvædets kor holdt i et lyst og luftigt leje er koncertens mest fængende sang og lyder som et muligt hit. Umiddelbart virker ingen af de nye sange, der ofte bevæger sig i midt-tempo, til helt at være på højde med "Salvation", men det var også en usædvanlig skarp førstesingle, og der er omvendt heller ingen numre, der falder igennem.

Med sit lange hår, de bare tæer og den store scenekarisma kommer Molina næsten til at minde om en ung udgave af Annisette, dog i en mere smilende udgave. Selvom der kunstnerisk set er niveauforskel – Annisette har alle dage været i en kategori helt for sig selv – er der ingen tvivl om, at Molina har fremtiden for sig, og hvis der er nogen retfærdighed til, kommer vi til at høre meget mere til hende. Og hold endelig fast i det band!

 

Sætliste:

Are They Gold?

Mike

Shame

Vanilla Shell

Hey Kids

Fastfood Widow

Meat Monster

Venus


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA