Bundsolid albumkoncert med mesterværk på sætlisten

Mew, Heartland Festival, Highland Stage

Bundsolid albumkoncert med mesterværk på sætlisten

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Op til Mews koncert på Heartland havde jeg håbet på en Frengers-albumkoncert. I sidste måned spillede Mew nemlig en intimkoncert på Stengade i København, hvor de spillede hele deres mesterlige album Frengers i anledning af dets 15 års jubilæum og samtidige genudgivelse med bonusnumre, og kort forinden havde de offentliggjort en udenlandsk albumturné til efteråret. Nu er 15 år en lidt skæv milepæl at markere – som om man glemte 10 års jubilæet og ikke tror på, at der er nogen, der vil købe en 20 års udgave om fem år, men lad det ligge. Forleden annoncerede Mew så, at også sommerens festivalkoncerter bliver Frengers-albumkoncerter, og dermed gik mit ønske i opfyldelse.

Lidt overraskende spiller Mew ikke på Heartlands største scene, Greenfield Stage, men på den lidt mindre Highland Stage. Det er ellers et band, der flere gange har spillet på Orange Scene i prime time, og pladsen er da også fyldt uden at være overdrevet pakket. Her på festivalens sidste aften synes en del allerede at være draget hjem, og der er også forholdsvis god plads senere til LCD Soundsystem på hovedscenen. Mew lægger dog ud med tre ikke-Frengers-sange, først den hurtige ”Repeaterbeater” fra No More Stories…-albummet og så de to sammenhængende hits ”Special” og ”The Zookeeper’s Boy” fra And the Glass Handed Kites. Allerede her er publikum i særdeles godt humør, og Mew er da også traditionen tro en tæt sammenspillet enhed med Jonas Bjerres lyse, drengede stemme (selvom han er 41 år gammel) centralt i lydbilledet.

Så er det tid til Frengers og dermed indledningsvis nyklassikeren ”Am I Wry? No”. I forbindelse med fejringen af Frengers-jubilæet glemmer man måske, at seks ud af de ti sange på albummet er noget ældre end 15 år, idet de udkom på Mews to første album, A Triumph for Man og Half the World is Watching Me fra henholdsvis 1997 og 2000. Heriblandt nogle af Frengers’ mest kendte sange som ”Am I Wry?”, ”156” og ”Comforting Sounds”. Produktionen er dog langt stærkere på Frengers end de to forgængere, med meget mere bund i lyden, og det har også influeret på den måde, bandet spiller sangene live på. Silas Graaes velspillede trommer fylder eksempelvis meget i lydbilledet, også i aften.

Det var på turnéen efter Half the World is Watching Me, at Mew lancerede deres flotte storskærmsvideoer, som de på daværende tidspunkt var næsten det eneste band i Danmark, som benyttede sig af. Siden er det blevet hverdagskost for bands, og på et tidspunkt holdt Mew op med at vise videoerne, men de kom siden tilbage. I aften er det desværre en smule for lyst til, at de for alvor kommer til deres ret, om end det bliver bedre i løbet af koncerten i takt med, at mørket falder på.

Til gengæld er det en fryd at høre de sjældent spillede ikke-hits fra Frengers. Først gælder det ”Symmetry”, en duet med den dengang 11-årige amerikanske pige Becky Jarrett, som gruppen havde fundet på nettet, og som synger smukt på backtrack og storskærm. Det samme gør den desværre for tiden meget lidt musikalsk aktive svenske englestemme Stina Nordenstam på ”Her Voice Is Beyond Her Years”. Hendes stemme er næsten lige så ungdommeligt uskyldig som Becky Jarretts, selvom hun var fuldvoksen, da hun indspillede nummeret.

”Behind the Drapes” er en af de oversete perler på Frengers, men jeg synes, bandet spiller den lige en tand for langsomt i forhold til albumudgaven. Et andet sjældent spillet albumhøjdepunkt er den taktart-skiftende ballade ”Eight Flew Over, One Was Destroyed”, som måske har fået lidt for meget bund i forhold til sangens drømmende natur. Min ledsager synes, at Mews nuværende lead-guitarist Mads Wegner generelt fylder lidt for meget og spiller for bastant i forhold til den gamle guitarist og kernemedlem Bo Madsens mere fintfølende stil, og det er der måske noget om, men det er dog i småtingsafdelingen.

Koncerten slutter som stort set alle Mew-koncerter med den lange, gradvist opbyggende ballade ”Comforting Sounds”, hvor hele pladsen synger med, som den i øvrigt har gjort på mange af sangene. Interessant nok er en stor del af publikum helt unge på omkring 20 – folk, der altså var små børn, da albummet udkom. Det er virkelig en klassiker, som kan nydes af flere generationer, og koncerten på Heartland understreger dette. Samtlige sange er på én gang supermelodiske og rummer masser af overraskende detaljer, uforudsigelige forløb og dynamiske udsving, og teksterne er i øvrigt ganske interessante, eksempelvis ”She Spider”, der er inspireret af folketingsvalget i 2001, hvor Danmark tog et kraftigt ryk til højre. Og så er Jonas Bjerres vokal og bandets instrumentalpræstationer i særklasse. Langt det meste gælder også for koncerten på Heartland, og dermed ender vi med dommen fem stjerner. Og så lige en stille undren over, hvorfor Mew aldrig har indlemmet deres faste livekeyboardspiller Nick Watts som en officiel del af gruppen – han har dog spillet fast med bandet siden 2001, altså før Frengers.

 

Sætliste:

Repeaterbeater

Special

The Zookeeper’s Boy

Frengers:

Am I Wry? No

156

Snow Brigade

Symmetry

Behind the Drapes

Her Voice is Beyond Her Years

Eight Flew Over, One Was Destroyed

She Came Home for Christmas

She Spider

Comforting Sounds


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA