x
Elvis in Concert – den stemme, den kraft, den følelse, den spiritualitet

Elvis Presley, Elvis in Concert – Live on Screen, Forum, København

Elvis in Concert – den stemme, den kraft, den følelse, den spiritualitet

Anmeldt af Jan Eriksen | GAFFA

Mandag aften valgte 3-4.000 at tilbringe endnu en varm sommeraften i Forum i København sammen med et symfoniorkester og nogle videoklip med Elvis Presley. Showet viste, at manden, der har været død i fire årtier, aldrig har været mere levende. 

Om et par måneder er det 41 år siden, Elvis Presley døde i Graceland. Om ikke ligefrem forarmet, efterlod han sig ikke mange skillinger til sine efterladte. Kunstnerisk var verdens første rockstjerne stort lige set så meget i forfald, som han var menneskeligt, da han døde.

I dag er forretningen Elvis Presley mere indbringende end nogensinde. The King mødes med respekt af nye rockgenerationer.

Hvad der skete? Dygtigt købmandskab – og som det fremgik nærmest brutalt tydeligt af Elvis in Concert – Live on Screen i aften; den stemme, den kraft, den følelse, den spiritualitet. Det blev aldrig større end ham. Det bliver aldrig større.

Da 2017-versionen af Elvis in Concert blev opført sidste år i Herning, var der store tekniske problemer. Koncerten blev afbrudt et par gange. Bortset fra det var lyden på The Kings vokal meget problematisk, især i begyndelsen.

Sådan var det heldigvis ikke i aften. Det lød forrygende godt. De gennemrestaurerede optagelser af hans sang lyder næsten perfekt. Rytmegruppen lå nærmest perfekt i symbiose med det store tjekkiske symfoniorkester. I øvrigt er især trommeslageren fantastisk, uanset om han spiller forsigtigt på en ballade som ’”Love Me Tender” eller slår igennem på ”Blue Suede Shoes”.

Videooptagelserne med Elvis stammer især fra NBC-showet ”Elvis”, ”Aloha From Hawaii”-koncerterne, filmene ”Elvis: That's the Way it is" og "Elvis on Tour".  

Priscilla på scenen

Priscilla Presleys rolle i Elvis-imperiet i dag er som en blanding af en slags arbejdende bestyrelsesformand og galionsfigur. Elvis Presley Enterprises kan takke hende for på sine egne og  datter Lisa Maries vegne at have taken care of business, da foretagendet økonomisk ultimo 1970'erne lignede et stykke sammenkrøllet burgerindpakningspapir på South Main Street i Memphis.

Priscilla er executive producer på de to Elvis Presley with the Royal Philharmonic Orchestra-album, If I can Dream og The Wonder of You. Der igen er den direkte inspiration til Elvis in Concert-turnéerne med det tjekkiske symfoniorkester. Som på sidste års turné er hun med på scenen i alt fire gange, hvor hun fortæller små anekdoter.

Jeg har det instinktivt lidt svært med det skønmaleri, Priscilla maler af et ægteskab, der allerhøjest fungerede i et par år omkring deres bryllup i 1967. Men det er fint at høre hende forklare om eksmandens kamp for at forløse numre som ”Don’t” og ”It’s Now or Never”.

Showet begynder med to af de rock’n’roll-numre, der skulle komme til at definere Elvis' comeback i sentresserne, det uhelbredeligt smittende ”Burning Love” og en tropisk hed sumpversion af ”Steamroller Blues”.

Et – formentlig utilsigtet – udmærket eksempel på det, der gjorde Elvis til Kongen af rock’n’roll. Nummeret er oprindelig skrevet af James Taylor som en parodi på datidens mange hvide collegedrenge, der troede, at de var bluesmusikere. I Elvis' sydstatsstemme lyder det som blot og bar blues. For Robert Johnsons samlede synderegister, hvor det swinger. Igen: trommeslageren.  

Men ellers er hovedvægten i første afdeling lagt på numre fra den frugtbare revivalperiode cirka 1968 til ’73 med Kongens gospel i popmusikalsk ramme, hvor symfonikerne på scenen naturligt gør maksimal fyldest.

Fuld gospelglød

”You Gave Me a Mountain”, som egentlig er et countrynummer, hvor Elvis synger linjerne med fuld gospelglød. Sangen er måske noget af det nærmeste, man kommer en Elvis-sang, der handler om ham selv. Selvom det er skrevet af en herre ved navn Robbins. Den dødfødte tvillingebror. Elvis' mors miserable korte liv. Elvis’ fornemmelse af at leve i et fængsel. Forholdet til Priscilla. 

Det vidunderlige popstykke “You Don’t Have to Say You Love Me”, “You’ve Lost that Loving Feeling”, hvor man tydelig fornemmer heartbreak hotel bag den storsvedende sangers smil. “Can’t Help Falling in Love” – som altid balancerende på kanten af corny og dybt, dybt gribende.

Og en cover af “Bridge over Troubled Water”, som Elvis piller ud af New Yorks Greenwich Village og forvandler til et gospelnummer.

Meget er i tidens løb skrevet og sagt om Elvis politiske engagement. Venstreorienteret var han bestemt ikke. Men ingen har nogensinde taget ham i ellers klassisk sydstatsracisme. Tværtimod. Hans barneben bar ham hver søndag sammen med moderen hen i kirken, hvor sorte kor anråbte The Good Lord Above.

Afslutningsnummeret "American Trilogy", som Elvis synger vibrerende af passion, er skrevet som et forsøg på at forene hvide og sorte i sydstaterne. Ikke som en hyldest til Bunny Blue Flag.

I anden afdeling kommer rockende numre som “Hound Dog”, “Don’t Be Cruel”, “Heartbreak Hotel”, “Are You Lonesome Tonight”, “All Shook Up” og en anden klassiker fra comebackæraen “Suspicious Minds”.

Elvis in Concert er ikke stedet, man skal opsøge, hvis man ønsker at genopleve ånden fra Sun-studiet i 50'erne. Det er performeren Elvis, det handler om. Også i rocknumrene.

Synkroniseringsproblemer

Til den kritiske side er der indimellem problemer med synkronisering af de gamle klip og den lyd, man faktisk hører komme ud af Elvis’ mund. På den anden side klarede den for længst afsjælede sanger ikke sin lip syncing meget værre end den sprællevende popsanger Rita Ora, som jeg for nylig så i Vega.

Det to kvinder og en mand store kor lyder ofte temmelig skingert. Måske for at markere sig i det store symfoniske lydbillede. Det er synd for sangenes gospel.

Bedømt ud fra de gamle filmklip sang Elvis ofte med lukkede øjne, især i de store sange, dem med ”connecting feeling”, som Priscilla siger. Hvad han så inderst inde, derinde bag de nedrullede øjenlåg ved ingen. Skal man tro vidnesbyrd fra så godt som alle, der var tæt på ham, blev kun få, om ingen lukket ind til den inderste Elvis.

Som afslutningsnummer i aften sang Elvis sin hyldest til Dr. Martin Luther King, Jr., der for 50 år siden blev skudt ti kilometer fra Graceland, "If I Can Dream". Som Priscilla fortalte på scenen, synger han i NBC-showet (der blev optaget få måneder efter Kings død), så man fornemmer en mand, der ikke bare lever i sin sang – pure instinct - men som forsøger at få hele verden til at leve med. Har man musik i blodet, der hvor andre har hvide og røde blodlegemer, bliver det ikke større.

Hvis det, Elvis så inde bag de lukkede øjne, var som dér i "If I Can Dream", hvor han går en tone op, må det have været meget, meget smukt.

”Hvorfor hyrer de ikke det show til Orange Scene i Roskilde? Folk ville blive vilde,” sagde et ungt familiemedlem på vej ud fra Forum.

Ja, hvorfor egentlig ikke?

 

Sætliste:

”Burning Love”

”Welcome to My World”

”Steamroller Blues”

”Fever”

”You Gave Me a Mountain”

“You Don’t Have to Say You Love Me”

“I Just Can’t Help Believin’”

“Just Pretend”

“You’ve Lost That Loving Feeling”

“Don’t”

“It’s Now or Never””

“Can’t Help Falling in Love”

“In the Ghetto”

“How Great Thou Art”

“Bridge over Troubled Water”

“Trouble/Guitar Man”

“That’s All Right”

“Hound Dog”

“Don’t Be Cruel”

“Heartbreak Hotel”

“Are You Lonesome Tonight”

“All Shook Up”

“Blue Suede Shoes”

“Memories”

“Love Me Tender”

“The Wonder of You”

“Suspicious Minds”

“What Now My Love”

“American Trilogy”

“If I Can Dream”


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA