x
Korn-forsangeren leverede et mesterværk af en intimkoncert

Jonathan Davis, Grünspan, St. Pauli, Hamburg

Korn-forsangeren leverede et mesterværk af en intimkoncert

Anmeldt af Alexander Hemstedt | GAFFA

At have mulighed for at se Korn-forsangeren Jonathan Davis i SÅ intime rammer som på den legendariske St. Pauli-scene Grünspan er en sjældenhed. Grünspan er med plads til 800 publikummer lige så stor som for eksempel VoxHall i Aarhus, og lokalet er tætpakket. Koncerten har været udsolgt i flere uger. Selvom Marilyn Manson spiller på samme tidspunkt på SCC i Aarhus, hører man forbavsende mange folk tale dansk. Men Hamburg er nu jo også et koncertmekka set med danske øjne: Alle de store navne kommer forbi, og publikum giver den altid maksimalt gas.

Aftenens hovednavn spiller sit nordligste job i aften og viser igen, at de danske bookere har sovet i timen, når det kommer til navne som Korn og/eller Jonathan Davis. Korn har besøgt vores kongerige sidst i 2014 med en udsolgt koncert i Amager Bio, og ingen bookere kunne/måtte/turde booke Jonathan Davis i år. Ikke en gang Live Nation-festivalen Copenhell. Dette kan kun undre. Rygterne siger, at Korn kan bookes igen til koncertsæsonen 2019, og der må vi håbe, at Live Nation Denmark med flere får booket et eller flere shows. Vi så lignende eksempler tidligere med for eksempel Tenacious D eller System Of A Down.

Klubkoncerter, deres enestående energi og svensk sauna

Lokalet er varmt, supervarmt endda. Uden at overdrive: Der er mellem 35-40 grader, inden opvarmingsbandet begynder, og folk står og vifter deres billetter foran deres ansigter bare for at blive kølet ned en smule. Man føler sig næsten, som om man er i en svensk sauna, hvor man lige om lidt skal opleve en særdeles fremragende koncert.

Koncerten starter ud, ligesom Jonathan Davis’ nyligt udkomne soloplade Black Labyrinth, med nummeret ”Underneath My Skin”, som allerede hurtigt får publikum i gang. Selvom det er en mandag aften og en ekstremt varm dag, skulle man tro, at man befandt sig på en koncert, der var en fredag eller lørdag. Folk giver slip med det samme og giver sig hen til musikken og Jonathan Davis. Lyden er en smule dårlig i de første halvanden minut, men dette rettes ret hurtigt op på.

Ud over en veloplagt og smilende Jonathan Davis får vi også præsenteret et backupband af stor kaliber: Korn- og KXM-trommeslager Ray Luzier (tidligere David Lee Roths band) er om bord, hvilket i dén grad er entrépengene værd, og derudover har vi med Brian Allen og Emilio Zef China både en kontrabas og en violin på scenen. Chris Nix på lead-guitar og Sven Martin på keyboard komplementerer et yderst velspillende band. Kontrabas og violin er instrumenter, som man ikke nødvendigvis forbinder med Jonathan Davis. Men som skrevet i Black Labyrinth-anmeldelsen er Jonathan Davis solo næppe Korn. Tempoet øges efter åbningsnummeret med ”Everyone”. Derefter bliver det lidt roligere med både ”Forsaken” fra ”Queen of the Damned”-soundtracket samt ”Final Days”. Sidstnævnte sang får publikum på en lille tur til indiske Goa. Denne genremæssige bredde giver, med de intime rammer in mente, en meget speciel og særlig stemning samt energi. Klubkoncerter er uden tvivl de bedste koncerter.

Spilleglæde og ingen rutine

Når det kommer til spilleglæde, må man endnu en gang nævne trommeslager Ray Luzier. Korn lavede i sin tid et ægte scoop ved at optage ham som fast medlem, efter forskellige session-trommeslagere som for eksempel Joey Jordison (Slipknot), Terry Bozzio (Frank Zappa, Fantômas m.fl.) eller Brooks Wackerman (Avenged Sevenfold, Tenacious D, Bad Religion m.fl.) ikke havde den forventede succes hos Korn. Ray Luzier holder toget kørende og leverer samtidig et fantastisk show. Under sangen ”Basic Needs” bliver mellemspillet komplementeret af en trommesolo i særklasse, mens sammenspillet mellem Ray Luzier og særligt violinisten Emilio Zef China samt lead-guitaristen Chris Nix giver publikum noget mindeværdigt.

Jonathan Davis plejer at tale utrolig lidt til publikum. Det er meget anderledes i dag: ”This is fucking hot!” udbryder han allerede efter tredje nummer og fortsætter ”I’m sweating my fucking ass of, y’all. I can’t remember sweating so much on stage. I can’t remember playing such a small place. I’m fucking dizzy up here, but I’m having a blast, thanks to you, guys.” Publikum spiser ordene råt og jubler over den oprigtigt bevægede Jonathan Davis. Synergien mellem publikum og ham bliver hævet endnu højere, da han tydeligvis græder, mens han synger ”Please Tell Me”. Lydmanden Marko Vujovic bekræfter efter koncerten dette over for undertegnede: ”Dette ser man yderst sjældent!”. Jonathan Davis er rørt af publikum, og publikum er rørt af ham. ”This shit ain’t Korn y’all, this shit is me! Thanks for coming out tonight!”.

Klimaks, en overraskelse og glade tilskuere

Lydbilledet er særdeles interessant med de mange asiatiske og orientalske instrumenter og lyde. De mange usædvanlige toner kommer til deres ret. Koncerten kører derudad, og numrene ”Your God”, ”What You Believe” samt ”Medicate” fortjener at blive nævnt. Sangen ”System” dedikeres oven i købet til den afdøde Linkin Park-forsanger Chester Bennington: ”I love you Chester, my brother!”.

Inden bandet forlader scenen, sætter Jonathan Davis sit band i fokus og fortæller ”You guys must see how freaking good these motherfuckers are!” – derefter lader han dem spille jazz, bossanova og country, inden rejsen går tilbage til noget rock. Vi får en stor overraskelse med et Neil Diamond-cover af sangen ”Love on the Rocks”. Sangen er gennemført og flot iscenesat.

Derefter venter folk på ekstranumrene, som i aften er ”What It Is” og ”Happiness”. Efterfølgende takker Jonathan Davis publikum for at være kommet forbi hans koncert endnu en gang, og at han ser frem til at se os alle sammen næste gang. Han og de andre bandmedlemmer forlader scenen meget hurtigt, og kun Ray Luzier forbliver tilbage og kaster to håndfulde trommestikker til de 1.600 udstrakte arme. Ligesom Jonathan Davis ser også undertegnede og de 799 andre frem til næste gang, lige meget om det er i Korn- eller solo-regi. En flot og velspillet koncert fra Korns mastermind, og mens jeg vandrer via Reeperbahn ned mod min bil, er jeg slet ikke i tvivl om, at turen til Hamborg var tiden, umagen og pengene værd. Et mesterværk af en koncert, som vil blive husket ikke kun af publikum, men helt bestemt også af bandet og Jonathan Davis.

 

Sætliste:

Underneath My Skin

Everyone

Forsaken (fra Queen of the Damned-soundtracket)

Final Days

What You Believe

Basic Needs

Slept So Long

Medicate

Your God

System

Please Tell Me

Walk On By

Love On The Rocks (Neil Diamond cover)

Ekstra:

What It Is

Happiness

 

Lineup:

Jonathan Davis – vokal

Ray Luzier – trommer

Brian Allen – kontrabas

Chris Nix – lead-guitar og backing vokaler

Emilio Zef China – violin, rytmisk guitar og backing vokaler

Sven Martin – keyboard, backtracks og backing vokaler


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA