Internettet er kommet helt ned på jorden

The Internet, NorthSide, Red Stage

Internettet er kommet helt ned på jorden

Anmeldt af Elias Kvist | GAFFA

Odd Future har belejret NorthSide Festival. Eller sådan kunne det i hvert fald se ud engang imellem, når man kigger ud over det samlede festivalprogram i år og et par somre tilbage. To (mislykkede) bookinger af Earl Sweatshirt, Frank Ocean sidste år. I år Tyler, the Creator, Rex Orange County og indeværende The Internet, som skulle slukke dansegulvet på en vellykket solskinspræget torsdag i festivalens tegn. Men LA-kollektivet har i hvert fald på en vis charmeret sig ind i varmen i den jyske hovedstad, og man er da heller ikke ligefrem ked af deres bekendtskab.

Med skikkelser som aftenens Syd tha Kyd og Matt Martians, der tilsammen udgør hovedaksen af bandet og gør sig tilpas ud som billeder af den moderne ungdomskultur med stort U. En kitschet tøjstil, der higer mod en prætentiøs nostalgi, en nonchalant tilgang til musikken såvel som resten af verden og en inderlig selvoptagethed, der nu engang tilhører 20’erne som sådan. Men alt dette er kun ment positivt, da det meget rimeligt indkapsler det ankomne klientel, der ser en genkendelig rodløshed i bandets udskejelser.

I passende Mac DeMarco-stil står kvintetten selv og laver lydprøve et par minutter inden de går på. Ind og ud af backstage og så klar til alle svinkeærinder. ”Under Control” indleder seancen med et lækkert smoothness, som tegner behagelige skitser af, hvad der er i vente for publikum. Dog er både Steve Laceys guitar, Martians keys og Syds vokal mixet en kende lavt, og det kommer på ærgerlig vis til at præge lydbilledet. Jameel Bruner leverer en dejlig bas, det er der ingen, der skal tage fra ham, men gruppen virker unægteligt bedst, når de løfter hinanden op, ikke omvendt. Der bliver hurtigt gjort op for manglende iscenesættelse med singlen fra det kommende album ”Hive Mind” med ”Roll (Burbank Funk”, hvor Lacey for alvor får lov at skinne igennem i selskab med Bruner. Og i disse momenter skinner internettet igennem som en klike, der er godt sammenspillet og med en kemi helt i top.

Herefter vendes blikket igen tilbage imod deres officielle debutudgivelse ”Ego Death” fra 2015, hvor numre som ”Just Say It” og ”Special Affair” uden tvivl er omdrejningspunkter, der fortjener plads på livescenen. Igen er Syds vokal dog så skrøbeligt anlagt, at der ikke ligefrem skriges meget ind i mikrofonen, og den ellers fine lyrik får igen en tendens af at drukne lidt i musikken. Frontfiguren gør dog op for det ved at synge om kamp med publikum, hype, og belære fanskaren om hvordan den der ”you fucked up!”-akkord egentlig skal lyde (spoiler, der skal growles).

Vi kommer endnu længere ned i bagkataloget med den svulstige ”Dontcha”, hvor Syd stadig har lidt svært ved at trænge igennem, men der bliver taget revanche på den seneste single fra gruppens hånd ”Come Over”. En mild og langsom Isley Brothers-lignende r&b-hymne bliver dog på lynhurtig vis tvistet om i et tempofyldt disco-eksperiment. Kærkomment vil nogle sikkert synes, men jeg havde nu glædet mig lidt til den slentrende vibe under nattehimlen.

Men nå jaja, så gør de så meget andet rigtigt. ”Girl” ligger fornemt indlejret i gruppen repertoire og er vel nok bandets største hit (men stadig kan Martians karakteristiske keys på nummeret ikke høres, aaargh for pokker, kom nu ind i kampen). Laceys ballade ”Curse” stråler klart og rent i de mørke nattetimer, og hele NorthSide bliver skudt hjem i seng med den bombastiske "Get Away", der lader de resterende vandre hjem med en god smag i munden. En glimrende funky og lækker afrunding på festivalens første dag, der dog til tider havde mere karakter af en hyggelig opvarmning snarere end en reel koncert. Men Syd og co. bar den igennem, og det skal de have ros for.    


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA