x
Hårdtslående og helhjertet historielektion

MC50, NorthSide, Red Stage

Hårdtslående og helhjertet historielektion

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

Jeg havde ikke set det komme, da jeg i sin tid købte Kick Out the Jams i en brugtbiks i Roskilde på vej hjem fra festivalen i ’96.

Og Wayne Kramer nok endnu mindre, da han sammen med resten af MC5 i efteråret ’68 indspillede albummet, som med sin provokerende punchline og sit uhørt voldsomme udtryk landede som en knytnæve i ansigtet på datidens amerikanske establishment.

Det var nu og her, ude i gaderne; revolutionen synes at lure lige om hjørnet – og Detroitbands som MC5 og The Stooges placerede sig i en frontlinje langt fra blomsterbørnene og syrerocken ude i San Francisco med en musikalsk aggressivitet, som forudgreb det følgende årtis punkbølge.

Begavet booking

Men jo, den er god nok. Det er en sommernat i Aarhus, 2018, og det er MC5, som lige om lidt går på scenen. I en vis forstand, i al fald:

Wayne Kramer er eneste overlevende medlem fra den originale gruppe, og i klædelig respekt for dette (triste) faktum er det da også under navnet MC50, at Kramer stiller op med et vitalt band for at fejre 50-året for netop Kick Out the Jams.

På fucking NorthSide, venner – en ualmindeligt begavet booking. Både på papiret og – skal det vise sig – i praksis, hvor den aktuelle inkarnation af det banebrydende band er i byen for at fremføre hele det klassiske album.

Over en lille times tid, hvor konteksten ganske vist er en helt anden end way back when – men hvor energien ikke desto mindre er uimodsigelig, og det er decideret livsbekræftende at se og høre en særdeles levende Kramer forvalte arvesølvet.

Guitaren gnistrer allerede i åbneren "Ramblin’ Rose" og så er det tid til at k-k-kick out the jams, motherfuckers. Og publikum er helt med, selvom det efter alt at dømme er de færreste, som oplevede ’68, eller for den sags skyld anede, hvem MC5 var før annonceringen til årets aarhusianske festival.

Livsbekræftende legendemøde

De meningsfuldt udvalgte musikere, Kramer har samlet om sig til den omfattende jubilæumsturné tæller den legendariske producer Don Was på bas, den tidligere Soundgarden-guitarist Kim Thayil og Pearl Jam- og tidligere Soundgarden-trommeslager Matt Cameron. Foruden et es i skikkelse af Zen Guerilla-sangeren Marcus Durant, som med afrohår og indlevelse udfylder afdøde Rob Tyners rolle som forsanger.

Guitarparløbet mellem Kramer og Thayil minder om, præcis hvor stilskabende MC5s guitararbejde i sin tid var – samtidig med, at det er noget, der sker lige nu, sådan som rock’n’roll er, når det fungerer. Da undertegnede mødtes med Kramer til en længere snak på hans hotel forud for nattens koncert, lagde jeg ud med at bede ham uddybe de paralleller, han efter eget udsagn ser mellem situationen dengang i 1968 og i dag. Han nikkede alvorligt, tøvede kun et øjeblik og svarede så:

"Nogle af parallellerne er ikke til at tage fejl af: Den rene, arrogante korruption i den amerikanske præsidentielle administration. Nixon var en dygtigere politiker (end Donald Trump, red.), men slutresultatet var det samme: De er begge mænd, som ikke var og er kvalificerede til at indtage en position med så stort ansvar, magten over så mange menneskers liv. Hvis det ikke var for ungdommen, ville jeg være modløs.”

Da MC50 lader de sidste elektriske toner klinge ud lidt over to, er der imidlertid ingen modløshed at spore hos hverken bandet eller det – fortrinsvis unge – publikum. Et livsbekræftende legendemøde – kick out the jams, motherfuckers!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA