Katy Perrys vidner

Katy Perry, Royal Arena, København

Katy Perrys vidner

Anmeldt af Per Bloch | GAFFA

Artiklen er skrevet i samarbejde med Ellinor Neerlin, 9 år

En af tidens største musikstjerner, Katy Perry, pendulerer imellem tyggegummipoppen og det, som hun selv har kaldt ”Purposeful Pop”. Personligt har jeg svinget med i en del år og beundret hendes evne til at levere en pastelfarvet popfest med både kant og budskaber. Katy Perry har sin egen kollektion af sko, der ligner noget Barbie ville elske, og hun har skabt en imponerende playliste af ørehænger-musik, der er så farverig og effektfuld, at den har bredt sig til både helt unge og modne lyttere. Hendes univers er toppet med lyserød glasur, holdt oppe af hårdtpumpede balloner og spækket med alt det, populærkulturen ved virker.

Det er muligvis kalkuleret og uden tvivl hyperkommercielt, men man aner et hjerte bag og i hendes aktiviteter neden for scenen. Som om hun har sat sig for at insistere på, at livet godt kan være både lystfyldt og alvorligt, festligt og med dybde. Nok er hendes univers perfektioneret og overmættet, men selv bag den mest sukkerindpakkede popsang kan der være hensigt og holdning – som eksempelvis i "Chained to the Rhythm"som vi ganske givet ville få at høre under aftenens koncert.

Men én ting er alle de tanker og rationaler, som et voksent menneske kan presse ind i sådan en popboble og som med erfarne øjne og ører skal tage stilling til, om Katy Perry nu holder. Mindst lige så interessant er det vel at høre hvordan popmaskineriet virker på et barn, som har sin første store koncertoplevelse. Hvordan opleves Katy Perry for 9-årige Ellinor, som har Katy Perry hængende over sin seng på barneværelset? Den umiddelbare og intuitive modtagelse over for den 39-årige anmelder med mere end 30 GAFFA-anmeldelser bag sig. Vi er begge Katy Perry-fans, men med hver vores forudsætninger for at opleve hende live. Derfor tog Ellinor, måske Danmarks yngste GAFFA-anmelder, og jeg sammen til pop-fest i Royal Arena.

Katys vidner

Publikum i salen glimter – det er hårbøjlerne med lysende ører, som man har kunnet købe på vejen ind i salen, der allerede inden koncerten sætter stemningen. På storskærmene kører reklamer for Katy Perrys duft, Indi, og hendes makeup-serie, Katy Kat.

"Hvornår starter det?", spørger Ellinor mig. Jeg ved det ikke. Vi sidder og gætter på, hvad hun mon laver lige nu. Varmer stemmen op? Er på toilettet? Får lagt makeup?

"Det er godt, at der er noget at kigge på, imens vi venter og noget musik, så man ikke bliver træt og falder i søvn", siger hun og kigger længselsfuldt op på scenen.

Klokken 21.05 bliver lyset sænket og showet går i gang. En kæmpe storskærm med et øje, der længe har blinket glider fra hinanden for at lade selveste Katy Perry svæve ud over og ned på scenen. ”Will you be my witness?”, synger hun og allerede her i første nummer er der fyrværkeri fra podiet, som slanger sig ud igennem publikum. En god start, en verdensstjerne værdig, lyslevende, og vi vil gerne være hendes vidner.

Min oplevelse af første del af showet er, at det er mekanisk, at Katy Perry virker som en automatiseret lille mus i et alt for stort hamsterhjul. Hun danser sjusket, og hendes stemme virker træt efter en lang tourne med mere end 90 koncerter. At lyden på hendes mikrofon er afsindigt dårlig og bliver ved med at være det langt ind i koncerten gør det kun endnu værre. Men musikken spiller, maskinen ruller, og publikum er ellevilde. I øvrigt et meget alsidigt publikum – Ellinor er ikke den yngste, og der er folk, der er mange generationer ældre end hende.

Ellinors små refleksioner gør mig glad – så impulsive og konkrete. Allerede her fra begyndelsen kan jeg mærke, at det er rigtigt at have netop hende med. Hun bemærker ting, jeg ikke selv skænker en tanke. Det jordnære og det, som er så indlysende, at jeg ikke tænker over det. Hun hiver mig tæt til sin mund for at overdøve musikken og råber, at der er mange, som er ved at falde over de mange trin i mørket. - Der sku' ha' været små lamper ved gulvet. Hun har jo ret. Hvorfor har man ikke tænkt over det? Til gengæld var der ikke kø på dametoilettet, hvilket jo ellers er obligatorisk ved denne slags kæmpe-arrangementer. Ellinor stråler begejstret. Sidder med hænderne foran munden i benovelse og lidt efter, under "Chained to the Rhythm", kan jeg se, at hendes læber mimer teksten.

Lyden bliver ikke bedre. Dels orkesterlyden – ja, der er et levende band, som senere bliver udførligt præsenteret – dels Katy Perrys stemme. Musikken buldrer, lyder nogle gange plastisk, og i "Hot N Cold" noterer jeg på min anmelderblok – Ellinor har også en – ”er tempoet ikke alt for højt?” Det er i hvert fald en meget udynamisk og dundrende udgave. Kort efter kommer "I Kissed A Girl", og den får et vognlæs rock'n'roll, hvilket klæder både sangen og lyden i den (næsten) fyldte betonsal.

Koncerten har en del skift og sekvenser, hvor Katy Perry snakker til os. Det er, som om hun her liver op og formår at bryde ud af rutinerne. Hun fortæller om sin danske (sviger)familie, og at hun lærer danske ord: tak, sove, hyggelig, slut prut, hej … I en sjov lille gøglersekvens med Left Shark (hajen der blev verdenskendt ved hendes Super Bowl-show i 2015) er der både falde på halenhumor, klassisk komiker-duo-konflikt og musikalitet. Her skinner Katy Perry virkelig, fordi hun formår at levere det med autenticitet og charme. Måske ligger her nøglen til hendes succes: evnen til at omfavne hele sin målgruppe, hvad end det er børn eller voksne. Med de her små afbrydelser, hvor hun snakker til os om sine danske ophold, og hvor hun senere hiver en pige fra publikum op til sig og får besøg af en 11-årig pige fra Hornbæk som gæste(sang)stjerne, formår hun at blive menneskelig. Her titter hjertet ud igennem den plastikpolerede overflade.

Bagefter snakker vi om, at det virker, som om hun godt kan lide det. Ellinor: ”Hun vil ikke bare have det overstået og komme hjem på sit luksushotel.”

Herefter følger en sekvens, som vi begge godt kunne have undværet. Vi konkluderer bagefter, at koncerten var liiiiiidt for lang og er overraskende nok enige om, hvad der skulle have været ud: De sange med rose-scenografien ("Déjàvu", "Tsunami" og "E.T."), hvor et mærkeligt dansende insekt, som mindede Ellinor om Cykelmyggen Egon (børneforestilling, senest på Bellevue), var blikfang på scenen. Jeg fandt denne del af showet alt for diskoteksagtig og tonsende og noterede i irritation over alt det menageri: ”Hvad skulle vi gøre uden teatret?”. Ellinor sagde bagefter, at det ikke var så sjovt at kigge på – der ku' godt have været lidt mere … power!

Det er blevet langt over en 9-årig piges sengetid, og Ellinor hænger i stolen. Jeg bliver lidt urolig for, om hun vil klare det til showets finale. Her har Katy Perry ikke styr på sin målgruppe og bemærker endda til den 9-årige pige, hun har oppe på scenen: Shouldn't you be in bed? Til min overraskelse får Katy Perry faktisk hanket op i os, selvom vi er trætte, blandt andet takket være en(dnu en) lang snakke-sekvens, hvor hendes svoger, danske Svend, kommer op på scenen for at spille basket med hovednavnet. Det er lidt ironisk, at mange af showets point hives hjem imellem numrene. Her mærker vi for alvor Katy Perrys varme og hjertelighed over for sit publikum.

I showets sidste del er det tydeligt, at Katy Perry kæmper med stemmen. Særligt i balladerne. Der har længe været snak om Katy Perrys evner som sanger, men det er overflødigt. Nok er hendes pitch upræcis i de mest stille passager, og hun er hæs, men det gør intet, for hun synger live og tyer ikke til nemme løsninger. Igen er det faktisk her, at vi kan mærke mennesket i maskinen. Hendes stemme – sunget ind i mikrofoner i skiftende farver – og hendes korsangere kan synge og vi er hendes vidner.

Koncerten runder af med "Roar", "Pendulum" og "Firework" – en eminent afslutning, som både har pondus og elegance. Det perfekte klimaks i Katy Perrys univers har både løver, svævende ure og naturligvis fællessang, kuldegysninger og lysende mobiltelefoner. Katy Perry svæver hen over publikum og lander i en en kæmpe hånd på podiet ude i publikum, hvorfra hun lader fyrværkeriet regne ud over os.

Ellinor er lysvågen, da vi går. Væk er trætheden, da vi træder ud i sommeraftenen. Lygterne fra bilerne, der sniger sig væk fra Arenaen minder os om showets lamper. Først er hun ikke meget for at sige noget dårligt, for sæt nu Katy Perry blev ked af det. Men okay, så kommer vi altså frem til, at Rose-sekvensen var kedelig. Der var mange snakke-sekvenser, som skulle oversættes, men det var også dem, der fik os til at mærke, hvor sød Katy Perry er. Ellinor fortæller mig, på turen retur til metroen, at hun før havde ét billede af hende og nu synes, at hun kender hende på en ny måde.

– Men hvor mange stjerner skal vi give hende, Ellinor? Stilhed. – Vi har fra 1 til 6 stjerner. Stilhed. Ellinor ryster på hovedet og sænker genert blikket. Det er alt for svært at sætte stjerner på sådan en oplevelse. 

 

Sætliste:

Witness

Roulette

Dark Horse

Chained to the Rhythm

Teenage Dream

Hot N Cold

Last Friday Night (T.G.I.F.)

California Gurls

I Kissed a Girl

Déjà Vu

Tsunami

E.T.

Bon Appétit

Wide Awake

Into Me You See

Power

Part of Me

Swish Swish

Roar

 

Ekstra:

Pendulum

Firework


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA