x
Deftones' skønne spildte kræfter

Deftones, Copenhell, Helviti

Deftones' skønne spildte kræfter

Anmeldt af Keld Broksø | GAFFA

Det var for meget rod.

Så er det sagt.

Deftones var ellers et band, som havde en del forventninger knyttet til sig inden dagens koncert på Copenhell.

Helt tilbage for otte år siden i 2010 var de også på Copenhell, og mange var forventningsfulde klar foran i pitten, men dette år blev koncerten mere problematisk end ventet.

Problemet ligger i kompositionerne.

Vi er ude i det, rockologerne kalder ”alternative metal”, men det blev så alternativt, at metallet rustede langsomt hen over koncerten.

Angiveligt i denne sub-genre samles inspirationen op fra andre stilarter; her mest noget grunge og enkelte steder et nærmest funky beat, synes jeg, men det meste blev gumpetungt uden fremdrift.

Det generer ret meget, for bandet virker som nogle, der har mere at byde på, end det vi så i eftermiddag.

Deftones har nemlig en lang historie tilbage til starten i Sacramento, Californien i 1988, og det mærkes på disse erfarne håndværksmestre, at deres bandprojekt ikke er født i går. Her er ikke mange skæverter i beatet, de ved hvad de vil, har bastant volumen og præcision bag sig.

Men så må vi nævne kompositionerne igen.

De tunge kompositioner rammes ind af store og – bevares – tunge guitarakkorder, hvor der bare ikke sker særligt meget i rytme, breaks eller tempo. Chino Morinos vokal fejler intet. Den er ligefrem god og krasbørstig på de rigtige steder, og han var god til at hænge ud med publikum helt ud over første afspærring. Men den kan ikke opveje, at de tunge lydmalerier mudrer, så farverne, energien og spændstigheden forsvinder.

Et nummer som ”Swerve City” er et godt eksempel på det. Relativt få, enkle akkorder får lov at klinge ud, uden der sker ret meget nyt. Pilen peger på guitarist Stephen "Stef" Carpenter som rod til problemet, hvor jeg derimod ofte var ganske imponeret af trommeslager Abe Cunningham, som i sig selv reddede en stjerne, så vi kom op på tre. Abe Cunningham lå hele tiden, hvor han skulle, og han kunne både de lette fills og få det til at swinge tungt og voldsomt; men så er vi tilbage til både kompositionerne og problembarnet Stephen "Stef" Carpenter:

Han spiller ret usædvanligt ottestrenget guitar, der giver de tunge akkorder ekstra fylde, men når der ikke er meget andet end fylde – knapt nok en solo – bliver det til lydmur og lydgrød. Og så vil jeg blæse på, at han engang blev nummer 60 ud af 100 hos ”Guitar World's The 100 Greatest Metal Guitarists poll.

Bandet har skabt otte studiealbums – senest ”Gore” i 2016. Et godt råd vil være, at de skal turde noget mere. Der er teknik, vilje og energi til at flytte det hele meget mere ud af stedet end det, som Copenhell blev præsenteret for sent om eftermiddagen, hvor fornemmelsen af skønne, spildte kræfter hang tungt over koncerten.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA