x
Helt klassisk trio lukkede andendagen med solid rock and roll-fest

Danko Jones, Copenhell, Pandæmonium

Helt klassisk trio lukkede andendagen med solid rock and roll-fest

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Copenhell byder på bands i varierende hårdhedsgrader, og et af de absolut blødere er den canadiske trio Danko Jones med sangeren og guitaristen af samme navn i front. Der er ikke mange spor af death, black eller thrash i bandets musik, knap nok af metal eller punk, det er bare … rock and roll er vel den bedste genrebetegnelse, som frontmanden også selv bruger flere gange i løbet af koncerten. Lineuppen er den klassiske rocktrio, altså sang/guitar, bas og trommer, og med tre velspillende musikere er det rigeligt til at frembringe et solidt lydbillede, tilmed med en guitarsolo fra forsangeren i næsten hvert nummer.

Sangene er ganske enkle, musikalsk som tekstmæssigt, med tre-fire akkorder, tre vers, tre vers og en længde på tre-minutter, tempoet er højt, og omkvædene er yderst melodiske, med masser af ”oh-oh”-passager, alle kan synge med på, uanset om man kender sangene i forvejen. Tekstuniverset handler især om kvinder, både de smukke og de lidt farlige, og moderne feminister af begge køn kan glæde sig over, at kvinderne hos Danko Jones ikke kun er passive objekter. De hyldes også for at kunne bide fra sig, som det gælder eksempelvis titelnummeret på gruppens seneste album Wild Cat, som vi får et godt stykke inde i koncerten. Klichéer er der masser af, både hvad angår akkordsammensætninger, melodier og ordsammenkoblinger, men Danko Jones lægger heller ikke op til, at de genopfinder den dybe rocktallerken.

Forsangeren er yderst veloplagt og roser publikum for at holde sig vågne klokken 01.15 efter en lang dag med rock og roser kollegialt både dagens tidligere optrædende som Alice in Chains og Ozzy Osbourne samt Enslaved, som er i gang på Hades-scenen samtidig med Danko Jones. Det må siges at høre til sjældenhederne, at et band på en festival gør opmærksom på en potentielt konkurrerende koncert, men Jones’ udmelding får ikke ligefrem publikum til at søge over mod den næststørste scene på Copenhell. Vi har det udmærket her, og der er godt gang i den ganske talstærke forsamling.

Gruppens frontfigur, der bærer bandets navn, er ikke overraskende showets hovedperson, men John ”JC” Calabrese får også lidt fokus i begyndelsen af den mere afdæmpede ”Lovercall” med fedt pumpende basspil, mens trommeslager Rich Knox især markerer sig i den groovy ”Full of Regret” med inciterende koklokke.

Pauserne mellem sangene er nogle gange så korte, at man næsten ikke når at registrere, at nu er et nyt nummer i gang, og efter 40 minutter og 11 sange er festen forbi. Koncertens længde er passende, når musikken ikke er mere varieret – ballader er eksempelvis ingen af – men det var en fornøjelig affære og en glimrende afslutning på festivalens andendag – eller, som konferencieren påpeger, en god opvarmning til en nat i Biergarten.

Danko Jones får undervejs også sagt, at gruppen spillede på den allerførste Copenhell tilbage i 2010 og derefter tilbød sig tilbage hvert eneste år, men at der skulle gå otte år, før de fik lov. For min skyld kan de godt halvere ventetiden inden deres tredje besøg.

 

Sætliste:

I Gotta Rock

Sugar Chocolate

The Twisting Knife

First Date

Full of Regret

Had Enough

Just a Beautiful Day

Wild Cat

Lovercall

We’re Crazy

My Little RnR

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA