x
Stegelmann, symfonien og Copenhell

Jakob Stegelmann og Aarhus Symfoniorkester, Copenhell, Helviti

Stegelmann, symfonien og Copenhell

Anmeldt af Andreas Jensen | GAFFA

En smule over middag, lørdag på Copenhell, var vi vidne til opsætningen af et dristigt og modigt projekt. Samtidig med at det toptunede aarhusianske dødsmetalband Livløs foran en meget oplagt forsamling fik tæsket livet frit og løst på Hades-scenen med in-crowd-servering af Arnbitter, crowdsurf, pit og andre metalgodter, var en større gruppe af symfonimusikere ved at indrette sig på Hades' store naboscene, festivalens største, Helviti. Disse to scener skulle nu komme til at lyde af yderpunkter i musikkens favntag: Som dur og mol, som plus og minus, som Ying og Yang eller som finpudset cadence og hamrende vildskab. Det virker måske som modsætninger, men måske er det to sider af samme sag?

På Helviti scenen havde det 65 kvinde- og mandsstærke Aarhus Symfoniorkester placeret sig i halvcirkel-formation, som symfonien foreskriver. Orkestrets formation, antallet af musikere, deres dress-code, instrumenteringen samt orkesterets rolige renhed, skilte sig oplagt, men markant ud fra Copenhells øvrigt præsenterede bands. Dette var et projekt og måske også et vovestykke.

Symfoniorkestret skulle nu, gennem en veloplagt dirigent, ledes ud i et nostalgisk og hjertevarmt film- og tegneserieunivers. Men ikke hvilket som helst univers. Dette univers skulle vise sig at blive en symfonisk og lydmæssig tour de force tilbage til vores fælles barn- og ungdom, ind i nørdernes paradis, rundt i tegnefilmene og superheltenes dynasti og videre ud i Star Wars-galakserne, forbi tidernes skiftende børneopdragelsesmoral.

Dette elegante, vellydende og rentonede univers var udvalgt af den danske tv-far, dedikerede og erkendte nørd og børneven, Troldspejls-værten siden 1989, Jacob Stegelmann. I samarbejde med symfoniorkesteret, der professionelt meldte klar lidt før programmets tid. Foran en voksende skare af publikummer i alle aldre kunne den elegante trup begynde af øse små bidder ud af symfoniens vid og leg. Symfoniorkesteret prikkede drillende til den stadig aktive Livløs-vulkan på naboscenen, og med deres lystne og rene harmonier blev folk trukket og draget hen mod den gave, der snart skulle blive pakket op på Helviti.

Det oplagte

Fælleskaldet ”Jacob, Jacob, Jacob, …” var nu umuligt at stoppe. De indledende små bidder af musikken havde beroliget publikum ind til nerverne, og solen, der nu også var fremme, gav sit besyv med til den varme åbning, men nu skulle det altså være! Det oplagte valg af åbningssang og indgang for (den nu erklærede) superhelt Jacob Stegelmann, var temaet til Stanley Kubrick-filmen ”2001: A Space Odyssey”.

Det kan ikke tælles på hverken fem eller seks hænder, hvor mange gange under koncerten publikum råbte, klappede og hujede af såvel hr. Stegelmann, som af orkesterets musikalske væld. Og dirigentens liv og glæde ikke, at forglemme.

Dette var første gang, at et symfoniorkester gæstede Copenhell, og Troldsspejls-faderen spurgte i samme dur retorisk ind til sin egen tilstedeværelse her blandt metallets mastodonter. Han leverede selv svaret i logikken om, at de tidligere unge Troldspejls-tv-kiggere og computerspillere simpelthen var blevet store og nu befandt sig sammen, her på Copenhell i stedet. Og en hyrde må jo nogle gange følge sine får.

Det oplagte ved denne koncert var, at kombinationen og sammenligningen mellem dødsmetal og klassisk musik og instrumentering findes i det cross-over, som vi kan se i praksis ved f.eks. klassisk uddannede metalmusikere og brug af titler som f.eks. ”Symphony of Wrath” eller ”Opus Death”. Men også i metalmusikkens væsen og opbygning kan der være sammenhænge, ligesom visse videnskabelige studier peger mod, at metalfans og fans af klassisk musik deler den samme psykologiske profil.

Det utrolige

Lad oplagt være oplagt og lad os se, hvad der skete. Det store symfoniorkester og hele dets repertoire blev af det massive publikumsopbud til fulde accepteret, opsuget og kørt igennem den selvironiske kødhakker, som f.eks. da en mandlig publikum råbte op mod scenen: ”Spil noget med Slayer!”. Eller som når de strygende og blæsende harmoniske toner hos Copenhell-gængeren nødvendigvis måtte aftvinge en eller to opadstrakte arme med strittende håndhorn i enden. Der blev kastet erfaringsrespekt igennem disse op mod orkesteret og Stegelmann. Og de forstod det til fulde. I deres øjne og i deres smil. Gensidigheden, respekten, legen og humoren var allestedsnærværende.

Det var sjovt! Der var hos publikum grin af overraskelse og genkendelighed i Jacob Stegelmanns anekdote-præsentationer af det kommende nummer. De præsenterede tema-værker, som egentlig udgør en stor del af superheltenes, spillenes eller filmuniversernes egentlige signatur – det, som binder sig dybt ind i vore minders krinkelkroge. I fællesskab besøgte vi således Tim Burtons Batman fra 1989, og da vi fortsatte i Batman-sporet, bevægede vi os fra Danny Elfman og ind i Hans Zimmers en hel del mørkere og mere dystre univers, hvor farverne og gækkeren var blevet udskiftet med sindssyge, evige konflikter og afmagt.

Vi blev ledt over i tiden, hvor Superman faktisk kunne flyve, med en ung Christopher Reeve under dragten. Til dette kunne publikumsmassen kvittere med en crowd-surfende-næsten-flyvende-Superman. Det er god kommunikation og konsensus blandt publikum – for det skal ikke glemmes, at circle-pitten foran scenen op til flere gange under koncerten kom i kraftig turbulens. Det brune Copenhell-støv forvandledes til bissende kvæg og mindede os endnu engang om den store umiddelbare kontrast mellem de blankpolerede instrumenters rene harmoniske symfonier og den kropslige vildskab, der løber i metalmusikkens årer.

Umoralens vogtere

Stegelmann kunne berette for os, i et varmt og formildende toneleje, at forholdet til børn og hvad de gerne må og ikke bør, samt hvad der skulle være til særlig fare for dem, hele tiden er under forandring. F.eks. kunne han fortælle, at Batman engang stod for skud for at få børn til at tro, at de kunne flyve. Eller at børn bliver voldelige af computerspil. Og så videre.

Med dette afsæt kunne Stegelmann løbende argumentere for en portion god, sund umoral. Og denne pointe og andre lignende kunne selvfølgelig umuligt gå en Copenhell-gængers næse forbi, og brølet, håndhornet, jublen, grinet, klumpen i halsen og tåren i øjenkrogen var reaktionerne, som selv de mest hårdkogte og stegte Copenhellere måtte ty til.

Som beskrevet i programmet havde Stegelmann, sammen med Aarhus Symfoniorkester valgt musik, der passede til Copenhells univers. Og publikum fik serveret storslået, smukt og dystert musik fra blandt andet film som Star WarsSuperman og Batman samt tv-serier og computerspil som f.eks. Super Mario.

Denne koncert var intet mindre end en glædelig, udvekslende, modig, samtalende, morsom, inspirerende og livsbekræftende oplevelse. Tilnærmelsesvis sublimt. Der gives fem stjerner herfra, med ønsket om en gentagelse og måske en videre kunstnerisk udvikling: Stjernerne kunne fordeles på flere forskellige dele af koncerten, men alt i alt var det det samlede sammensurium af så mange forskellige mennesker, stilarter, præsentationer, clashes, velvilje, frisættende pause – følelser (!) – alt sammen serveret af et elegant og varmt aarhusiansk symfoniorkester, hvilket trækker tråde langt bagud i historien, men samtidig også peger ud over os selv. Ligesom metallet også til tider kan gøre eller i hvert fald arbejder på.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA