Stærk synthfest i provinsen

Depeche Mode, Tinderbox, Rød Scene

Stærk synthfest i provinsen

Anmeldt af Ras Bolding | GAFFA

Der var nok ikke mange i den musik-kyndige ende af Danmark, der for bare fem-ti år siden ville have haft andet end overbærende latter til overs, hvis man havde tippet, at legendariske Depeche Modes første festivalkoncert her til lands ville være i Odense af alle steder, byen der ellers kulturelt mest af alt har været associeret med eventyrlig høj hat siden engang i 1800-tallet. Læg så i øvrigt hertil, at Tinderbox havde formået at planlægge så fornemt, at man samme aften, koncerten op til, bød på Iggy Pop – ret skal være ret og ros skal have ros.

Allerede længe inden Depeche Mode dukkede op på scenen havde der samlet sig endog særdeles mange mennesker – ja, faktisk tror jeg ikke jeg har oplevet så mange tilskuere til en Tinderbox-koncert hidtil. Men den britiske gruppe – der sine første år blev afskrevet som letvægt og de følgende blev for goth til den brede appel, som først for alvor dukkede op i senfirserne – er i dag også at regne som et af verdens absolut største bands. Og det kunne man faktisk godt fornemme, selv i en by som Odense. Der var dukket de vanlige næsten religiøst trofaste fans op, klædt mestendels i sort, såvel som lokale hr. og fru, som formentlig ikke kendte mere end et enkelt nummer eller to, som muligvis var der på sponsor- eller firmabillet, men som alligevel var dukket op med en forståelse af, at de der Depeche Mode er noget specielt.
 
Flot livelyd
Allerede fra de første numre stod det klart, at Depeche Mode – og lydteknikerne – diskede op med god livelyd. Det er ellers ikke nødvendigvis altid sådan, det forholder sig til festivalkoncerter, hvor der typisk ikke er mulighed for at lave lange lydprøver om nødvendigt. Men den generelt gode og veldefinerede livelyd var et stort plus for koncerten. Man kunne høre tekster ganske tydeligt, og der var god adskillelse mellem bund, mellemtone og top koncerten igennem. Det kan lyde lidt tørt, teknisk og en lille smule kedeligt, at bruge tid på at fremhæve den slags, men kendere af Depeche Modes musik vil nok give mig ret i, at det er af betydning, for gruppens elektroniske lyd er ofte skruet sammen med kælen for detaljen såvel som det overordnede lydbillede.

Depeche Mode har allerede gæstet Danmark et par gange de seneste par år og præsenterede en sætliste baseret på samme turné, dog med lidt ændringer. Sættet var også lidt kortere end normalt, hvilket selvsagt er typisk for festivaler. Og det gjorde faktisk ikke noget. Ikke sådan forstået, at de længere Depeche Mode-koncerter ikke fungerer, men det gav udtrykket lidt ekstra skarphed, at der var skåret en lille smule mere ind til benet hvad udvalg af numre angår, og man kom faktisk pænt omkring det meste af karrieren, begyndende med "Going Backwards" fra seneste album og afsluttende, meget passende i den henseende, med "Just Can't Get Enough" fra det allerførste. Og der var flere stærke højdepunkter undervejs, for mit vedkommende måske især "World in My Eyes" med sit overlegne synth-arrangement, den melodiøst stærke "Everything Counts", der på tekstsiden virker endog endnu mere aktuel i dag end dengang i firserne samt "Stripped", der i min bog så absolut tenderer til titlen som måske bedste Depeche Mode-nummer nogensinde, med sin gotisk melankolske tone og smag af romantisk bortlængsel.
 
Crescendo
Ikke så overraskende givet festivalformatet sluttede man af med crescendo i form af skarpe leveringer af "Personal Jesus" og "Never Let Me Down Again" og fortsatte med ekstranumre, hvor især de to giganthits "Enjoy the Silence" og "Just Can't Get Enough" trak stikkene hjem hos det helt store publikum. Gode gamle Dave skal dog have de vanlige hak i tuden for at overlade de fleste omkvæd på "Enjoy the Silence" til publikum. Heldigvis gjorde han det ikke så meget i første 3/4 af koncerten, hvilket bestemt klædte udtrykket, på samme måde som der ikke var nær så mange stadion-attituder i spil – dem har jeg det også fint med at undvære.
 
Både Gahan og Gore leverede varen kyndigt og dygtigt samt lidt mere til – Flecther gjorde, hvad han nu gør. De trofaste live-ekstra-medlemmer, Gordeno og Eigner var lige så sikre i deres spil som altid, og man fornemmede bestemt deres erfaring. Og så kommer vi jo altså ikke uden om, at Depeche Mode stiller med meget stærkt materiale, selv til en koncert, hvor man f. eks. ikke spillede "Photographic", "Shake the Disease", "Black Celebration", "A Question Of Lust", "Strangelove", "Behind the Wheel" og "I Feel You". Det at man kan udlade så mange virkelig stærke numre og stadig levere en koncert af høj kvalitet, siger noget om klassen.
 
Depeche Mode viste ikke nye og overraskende sider af sig selv den aften i Odense – det havde jeg heller ikke forventet. De viste – nok engang – klassen, inklusiv god livelyd, og selvom jeg, der jo har oplevet dem tidligere på denne turné, gerne havde ønsket flere overraskelser, så var der nok flere til stede på Tinderbox, som ikke tidligere havde oplevet gruppen live – hvilket ikke i samme grad gør sig gældende, når de optræder i Parken, hvor modne svenske syntharer taler med ex-københavnerfirsertøser og gammel-goths om, hvor mange Depeche Mode-koncerter det nu lige er de har været til siden den der Black Celebration-turné i midtfirserne. Tinderbox fik bestemt en på oplevelsen, og selvom Depeche Mode måske ikke overraskede mig, så leverede de høj kvalitet og stillede selvsagt med stærkt materiale.
 
Sætliste:
 
Going Backwards
It's No Good
A Pain I'm Used To
Precious
World in My Eyes
Cover Me
Somebody
In Your Room
Everything Counts
Stripped
Personal Jesus
Never Let Me Down Again
Ekstra:
Walking in My Shoes
Enjoy the Silence
Just Can't Get Enough

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA