Fest, Fest, Feeeeest

Emil Kruse, Roskilde Festival, Countdown

Fest, Fest, Feeeeest

Anmeldt af Elias Kvist | GAFFA

Man kan mærke hungeren efter musik på årets festival lige nu. Godt halvtreds timer ind i Roskilde er den massive mængde af halv og helstive unge og gamle stimlet sammen efter at have ølbowlet aftenen og natten og morgenen til og endelig klar til at blive underholdt ud over af deres eget selskab. Der skal altså en fest til, og den skal den tidligere halvdel af Slæng, Emil Kruse stå for her søndag eftermiddag. På to ep’er, henholdsvis ”Slumromantiker” og ”I dine blå”, har han skabt sig en lyd, mange vil kalde en fusion af hiphop, pop og jazz, som giver plads til en særlig sammensmeltning af sang og rap , som er et særkende hos københavneren.

Det er uden tvivl svært at placere ham i en kategori, hvilket har resulteret i festivalens eget fejlagtige forsøg på at kalde ham en dansk King Krule. Men det er milevidt fra den forestilling, vi bliver præsenteret på dagens koncert. For hvor den britiske artist gør alt, hvad han kan for at lade sin introverte kunstnersjæl komme til orde igennem en svært tilgængelig og grum rocklyd, så er Kruses vokal og rap en ungdomsballade om forliste forhold i og små og store glæder i bylivet. Derfor er det fremmødte klientel et iltert og letsindet publikum, der aldeles gerne vil rykkes rundt af fest og farver. Og det er lige præcis, hvad vi får serveret.

Sprængfyldt med energi hopper Kruse ind med trommer, keys og synths med singlen ”Helt Fint”, og tempoet forbliver det samme under hele koncerten: Højt. Så højt, at det efterlader en skøn mængde af energi hos en fanskare, jeg ikke har set større på Countdown-scenen. Antallet er ude af proportioner, og det tjener derfor sådan set kun til solisten fordel at skyde ideen om intimitet til side og skyde med pulserende spredehagl. ”Hva det er” og ”Hver dag” følger trop og giver plads til den poppede lyd, der leder tankerne hen imod Nik og Jay i deres tidlige dage. De umiddelbare emotionelle tekster er i særlig grad rapperens fokusområde, og den tager sig godt ud i eftermiddagsheden. Det finurlige i musikkens stil er faktisk netop, at det spejler sig langt bedre i det hyggelige solskin end i de nænsomme aftentimer, og det har til tider gjort det kunstneriske udtryk hos nørrebrogenseren en smule skizofrent. Men som et startskud på en uges spas og løjer er det bestemt veltimet og velklingende.

Rap-flowet på ”Okay” og ”Væk herfra” lider lidt under samme symptom som det musikalske udtryk, der uden tvivl er originalt. Det er den samme synth, der åbner numrene, samme hurtige trommer, og samme rim og rytme, der følger Kruses stilart, og set i et fugleperspektiv løber den samme formular igennem meget af koncertens forløb. Men hvad gør det nu, når humøret og niveauet er så klinisk leveret, som det er denne eftermiddag, og alle hopper ekstatisk og begejstret med.

Den gode stemning lader sig for alvor indprente i slutningen af koncerten. Gnisten, Kruse ser i hendes øjne, antændes for alvor på ”En som dig”, og ”Hørt fra dig” bringer en momental nedgearing af hastigheden, men ikke engagementet. Og så eksploderer hele Countdown elegant til ”Hvorhen”, som får lov til at køre i ring som et virkelig stærkt højdepunkt og punktum på hiphopperens fremtoning, og hovedpersonen smider da også sin orange Firebird som for at bifalde et publikum, der var klar på meget mere end de ni numre, vi fik serveret. Kruse kom, så og sejrede med fest med stor F, og det var en fornøjelse at være vidne til.  


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA