x
Når alt spiller på flere planer

Oh Sees, Roskilde Festival, Pavillion

Når alt spiller på flere planer

Anmeldt af Simon Heggum | GAFFA

Ind i mellem finder man sig selv i en situation, hvor man er nødt til at tage bladet fra munden, sænke paraderne og give op, fordi alting rammer en højere enhed. Dette skete på Avalon-scenen i går aftes hvor amerikanske Oh Sees spillede op til smadder. Bandet har eksisteret siden 1997, og eneste vedblivende medlem er forsanger og guitarist John Dwyer. Det er dog totalt ligegyldigt, da bandet indtager Pavilion-scenen med åbneren ”The Static God”.


Mangel på samme
Og herfra, mine damer og herrer, bliver det hele lidt mere følelsesorienteret. Jeg havde for længst fået fri fra nærværende anmelder-tjans og var pænt beruset på en sirlig blanding af lunken fadøl og flad rosé, og jeg havde kort inden været til salsa-fest på Avalon med en flok gode venner – og skulle faktisk slet ikke have anmeldt Oh Sees. Så deciderede detaljer, musikalske finesser, sætliste og så videre er udeblivende fra denne anmeldelse. For det er først halvt inde i sættet, at det går op for mig, at jeg står midt i årets koncert, og at jeg er nødt til at anmelde den. Så pardon me: Jeg har ingen noter og skriver fra en indgangsvinkel, der ligger et sted mellem spritbilist og konservativ politiker. Men ind i mellem er man nødt til at give fortabt, smide hvad man har i hænderne og hoppe frontalt ind i sin ven, så han taber fadøllen på jorden.

Double-trouble
For Oh Sees leverer en decideret magtdemonstration. For det første har bandet to trommeslagere. Det er meget sjældent, at det er en særlig god ide, og det bruges oftest i mere rytmisk musik, hvor trommerne kan spille hver deres rolle. Dette rager dog Oh Sees dog en bønne, og Dan Rincon og Paul Quattrone smadrer derudad, samtidig med at de stort set spiller det samme. Det giver dog Oh Sees en interessant rytmiske fylde, som kun få andre bands kan matche. På toppen fylder John Dwyer hele lydbilledet og er en af de mest ekspressive forsangere, jeg har set på dette års Roskilde. Han har en sikker publikumskontakt, hans stemme passer til det hårde punk-psyche, og så er han en fuldstændig fantastisk guitarist.

Wiseau serious?
Som en musikalsk Tommy Wiseau (manden bag so-bad-it’s-good-mesterværket The Room) går han zombiewalk på scenen under de lange instrumentalforløb. Enten kaster han sig ud i en lang, anarkistisk solo, eller også vender han ryggen til publikum og spiller underlige soloer på en medbragt synthesizer. Men det er kun en force, for relativt hurtigt har Oh Sees hele Pavillion i sin hule hånd. Der er noget befriende i at se en flok musikere give slip på rammer og tøj og spille rock, så det gælder liv og død. Og det er det, Oh Sees kan! Der opstår sågar en synergi mellem publikum og musikere, der får John Dwyer til at spørge: "Allright, so how do you wanna finish this? With one long song, or two short ones?" (Vi vælger i øvrigt den korte).

Afslutningsvis
Herfra går alt op i en højere enhed, og jeg kan som sådan ikke sætte ret mange fingre på specifikke kritikpunkter og/eller fejl. Det her var sådan sen min Oh Sees-ilddåb. Jeg havde en oplevelse, der var noget nær det sublime, og jeg synes sgu, San Fransisco-drengene fortjener de her seks stjerner! GAFFA havde slet ikke planlagt at anmelde koncerten (derfor er der heller ingen billeder fra den), men nogle gange må man tage bladet fra munden og gøre det alligevel. Tak for årets bedste koncert på RF, indtil videre!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA