x
Modent, drømmende, larmende og latent.

Mogwai, Roskilde Festival, Arena

Modent, drømmende, larmende og latent.

Anmeldt af Simon Heggum | GAFFA

Der er egentlig ikke ret meget andet at sige om Mogwais præstation på Arena end den overskrift, for det skotske band er lige netop alle de ting. De er også sådan et band, som snobbede typer (mig selv inkluderet) ynder at sige, at de virkelig godt kan lide – selvom de sikkert aldrig har hørt ret meget med dem. For mit vedkommende ligger min primære oplevelse med Mogwai tilbage i den musikalsk grænsesøgende ungdom, hvor plader som Happy Songs for Happy People og Come On Die Young glimrede ved deres tunge, drømmende støjflader og lange eksperimenterende forløb. Dette gør sig stadig gældende for Mogwai anno 2018 – dog med et højere forkus på den melodiske sensibilitet, som også kunne høres på det nyeste album Every Contry’s Sun fra 2017.

Tekniske problemer løses
Mogwai var ret forsinkede, da de indtog Arena. Det er dog ikke bandets skyld, for Arena så ud til at være præget af samme elektroniske problemer, som sidste år forsinkede Kellermensch. Men alt går, som det skal og Mogwai går på scenen til tonerne af en støjende version af ”Mogwai Fear Satan” fra Young Team. Og det er det tunge, drømmende og dystre Mogwai, vi får her til aften. Højt, kompromisløst, men samtidig smukt og atmosfærisk. Netop den klangmæssige dualitet, der har gjort bandet til et af postrock-scenens bedste bands sammen med Godspeed You! Black Emperor og Tortoise. Og den var der og hypnotiserede den håndfuld publikummer, der trodsede faktummet, at Mogwai ikke lige frem er drik-dig-fuld-i-overprized-fadøl-musik. Mogwai er musik, man lytter til, og det gjorde folk faktisk også. Der var ikke nogen unødvendige indslag med moshes, dum dansen eller noget. Alle publikummer stod stillede og kiggede op på scenen og gjorde det, som Mogwais musik kræver: De lyttede.

Et stort hele
Anden sang på sætlisten er noget så sjældent som et vaskeægte popnummer med vokal. Mogwais musik er for det meste instrumentalt, men ”Party in the Dark” glimrer både på plade og live ved at have en fin melodi. Det er dog utroligt svært overhovedet at høre vokalerne på Arena – og det er ærgerligt for en sang, der netop kunne have været et tidligt højdepunkt i en ellers ret højtragende koncert. Så går det bedre på ”I’m Jim Morrison, I’m Dead” og den dumt betitlede ”Coolverine”, der beviser, hvorfor bookningen af Mogwai på Arena giver god mening. De skokiggende skotter kan spille hele scenen og telt op, på trods af mangel på publikumskontakt, popmelodier og indadvendt voksenmands-skokigning. Det kan de, fordi musikken står for sig selv og tvinger en til at lytte med en stillingstagende kant. Det indtager rummet med en overbevisning, der gør både instrumenter, musikere og sågar publikum mindre betydningsfulde. Musikken for simpelthen lov til at stå for sig selv.

Bandet afslutter med en storslået version af den lange, hårde ”My Father My King” fra Rock Action-dagene, mens jeg forlader Arena fuldstændig blæst igennem. Koncerten var ikke uden fejl, men jeg må indrømme, at Mogwai tog røven på mig. Jeg havde måske forventet, at det ville blive en smule kedeligt – baseret på bandets nye plader. Men jeg tog fejl! Det var hårdt. Det var tungt. Det var højt. Det var smukt. Det var melodisk. Det var filmisk.


Det var Mogwai! Og tak for det.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA