x
Indtrædelsen i kollektivismen

Arcade Fire, Haven Festival, Meadow

Indtrædelsen i kollektivismen

Anmeldt af Simon Nielsen | GAFFA

Ude til højre foran scenen deles publikum i to. Ingen ved helt, hvad der er ved at foregå. Vi føler os distraheret fra det, der er på vej til at foregå oppe på scenen. Måske er samaritterne på vej. Jeg kigger ned og ser en lygte lyse mod mig, og kort efter går en fyr iklædt en jakke med Everything Now stående på ryggen forbi mig. Bag ham ser jeg Win Butler, Régine Chassagne og resten af Arcade Fire stå med ryggen til mig. De står med kroppen vendt mod publikum, badet i glitrende lys. De bevæger sig mod scenen, forbi mig, og jeg ser mit træk til at stikke Win Butler en high five. Det kan næsten kun gå ned ad bakke herfra.

Igennem dagen har musikken mere været noget, der har eksisteret som et nødvendigt onde for turen ind i installationskunsten. Det har været underlægningsmusikken til flæskestegsburgeren, Claus Meyer har lavet, hvor tilstedeværelsen i virkeligheden har befundet sig. Musikken har været andre steder. På scenen, men uden et fokuseret publikum at spille for. Men Arcade Fire har en evne til at bringe de udefrakommende ind i kollektiviteten. Arcade Fire er tætte på os. De er i øjenhøjde, og vi kan mærke dem, hvis vi vil. Kalypsorytmerne, der møder James Murphys diskodansable lydunivers bevæger sig ind i Everything Now. Publikum er bandets syvende medlem, der synger kor, der hvor det passer ind. Win Butler træder op på monitoren foran sig, som den fysiske kontrast til Régine Chassagne. Han indbefatter idéen om Arcade Fire, der netop er kollektivismen, imens William Butler vælter rundt på scenen, for til sidst at falde om og kæmpe sig til liv forrest på scenen. Melankolien, der engang var en central del af Arcade Fires visuelle udtryk, er gemt væk i diskofesten.

Uanset meningen om Arcade Fires bagkatalog formår bandet fra Montreal at formidle Everything Now over The Suburbs og Funeral med en auditiv strømlining, der får hele sætte til at fremstå som en fysisk indtrædelse i diskofællesskabet. Reklamer for fidget spinners og T-shirts med Everything Now symbolsk trykt på brystet kører henover skærmen, imens Win Butler og Régine Chassagne i kor synger, at vi skal satse alle vores penge på dem. Jeg gør det gerne, tænker jeg.

Igennem det strømlinede og knivskarpe lydbillede bevæger Arcade Fire sig på grænsen af støjen. Den bevæger sig ind i en periodevis kulmination, imens melankolien lurer under overfladen. Kun få af os ved, den er der, og en gang imellem ser vi den kun glimtvis. Lyssøjlerne skyder ud over scenen. Lyset brydes af publikumskroppene, der trækker deres smartphones op af lommen og sender lyset retur. Régine Chassagne er iklædt en glitterfrakke, der skyder lyset mod alle hjørne af festivalpladsen, og den samtale, der tidligere på dagen dominerede musikken, er under Arcade Fire forsvundet. Folk er fokuserede, for det samme er Arcade Fire. Arcade Fire er produktet af sin egen kollektivitet. Det virker naturligt og ligetil, når Bryce og Aaron Dessner fra The National til sidst besøger scenen. Måske fordi vi befinder os på Haven, men måske mere, fordi identiteten bag Arcade Fire åbner op for den slags.

 

Sætliste:

Everything Now

Neighborhood #3 (Power Out)

Rebellion (Lies)

Neighborhood #2 (Laika)

Electric Blue

Put Your Money on Me

We Used to Wait

The Suburbs

The Suburbs (Continued)

Ready to Start

Sprawll II (Mountains Beyond Mountains)

Reflektor

Afterlife

Creature Comfort

Ekstra:

Everything Now (Continued)

Wake Up


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA