x
Alice In Chains: Rainier Fog

Alice In Chains
Rainier Fog

Tågen ligger tungt som gule ærter

GAFFA

Album / BMG
Udgivelse D. 25.08.2018
Anmeldt af
Keld Rud

På tredje album siden Alice in Chains satte nyt hold med William DuVall som forsanger og rytmeguitarist forsøger bandet mere at være på linje med deres musikalske arv end at transcendere den. Man tvivler ikke et sekund på, at bandet på Rainier Fog er det samme som det, der sig fast i vores bevidsthed med Dirt i 1992, selvom forsanger Layne Staley forlængst er død og borte.

Alice In Chains gør et imponerende godt forsøg på at lyde som sig selv. De gør dog ikke så meget andet end det på de ti sange, som alle er konstruerede som en tank. De er kraftigt pansrede med tunge iltre riff i store kvantum og en tilsvarende mængde klagende vokalharmonier, som veksler mellem let dissonans og overdrevent englesødme. Albummet er en homogen fortættet klump af lyd på 53 minutter, der fra første sekund omfavner lytteren som våd cement. Tempoet hæver sig sjældent over eftertænksomt trav. Alice in Chains' foretrukne hastighed er tøvende midtempo, hvor luften lige så langsomt og systematisk bliver stampet ud af lytteren. Kun ”Red Giant” nærmer sig noget der minder om uptempo.

Stilistisk sker der ikke sidespring, og kun enkelte sange stikker af fra hovedfeltet. Den afsluttende syv minutter lange sjælegranskende ”All I Am” og tredje single ”Never Fade”, der har albummets stærkeste omkvæd, er mine absolutte favoritter. Rainier Fog synes i højere grad at være skabt til at tilfredsstille bandets tro følgere end til at omvende tvivlere.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA